Tag-arkiv: Heistad

Blishønen med lam

Det er virkelig svært at få et billede af Blishønen og hendes tre lam samlet.
Også fordi de i de sidste par måneder faktisk ikke har været meget sammen som en familie. Ulefoss var skilt fra, det var tydeligt. Men efterhånden som han genvinder flere og flere kræfter, og heller ikke længere er sær, fordi han får flaske, ja, så er han stille og roligt ved at blive genoptaget i familien.
Han får oven i købet også tiltusket sig en lille tår mælk i ny og næ, har jeg set.
Da jeg i går ud af vinduet så Blis og tre lam stå i perfekt position, sprang jeg afsted efter kameraet og fløj ud i haven.
Selvfølgelig kom jeg for sent til den perfekte opstilling, men stadig væk ….. Her er de fire sammen, med rolig baggrund og uden alle mulige andre får og lam imellem! Fantastisk!
Det er jo helt tydeligt, at Ulefoss ikke er så stor som sine søskende, Skien og Heistad, men lidt har også ret. Han halter ikke mere, når han går, men skal der løbes, så foregår det stadig på tre ben!
Blishøne var lam  nummer 100 på Bjerget, da hun blev født – og derfor har hun nummer 100 på sit øremærke – og her går hun så med lam nummer 198, 199 og 200.
En dejlig” jubilæumsflok” med lækre brune krøllede pelse.

Ulefoss i bedring

Søde lille Ulefoss er heldigvis i klar bedring! Han har hele tiden haft kampgejst og vilje, men søndag synes jeg godt nok, at det virkede noget trist og håbløst. Han var dælme skidt! Helt stiv i sin krop, kunne ikke rejse sig og faldt jo nærmest som et bræt, når de andre skubbede til ham. Han kunne heldigvis drikke den mælk, jeg kom med i flasken med meget jævne mellemrum, men fik jo så til gengæld ondt i maven af den ændrede kost! Så jeg synes det var tungt! Men Ulefoss – han kløede bare på og humpede gerne ned til flokken i den anden ende af folden, når jeg fik ham på højkant!
Dyrlægen sagde, at det først var efter en uges tid, at vi ville kunne begynde at se bedring.
Og sørme om han ikke begyndte at blive mere frisk i går. I går aftes kunne han rejse sig ved egen hjælp! Og siden har han ikke set sig tilbage. Han er stadig noget stiv i sin gang, men han følger flokkens rytme og bevægelser helt og fuldt. Når jeg kommer ud med flasken nu, kommer han humpende, drikker sin lune mælketår og futter så tilbage til sin familie igen.
Blishønen er ikke meget afvisende overfor ham, men heller ikke meget hjertelig, men han er helt fremme i skoene og klør på og skubber sig ind og vil die med sammen med Skien og Heistad. De er jo blevet noget større end ham – men han skal nok klare sig nu. Det er jeg sikker på. Maven har også nydt godt af, at han får sig bevæget og kan spise græs og få lidt rigtig mor-mælk ind imellem. En tid endnu skal jeg helt sikkert hjælpe med flasken, for han er tynd, men det kan jo være, at det mere og mere bliver Blishønen igen! Nu må vi se. Det er virkeligt skønt!

Det sorte firkløver

Det er let at finde Blishønen og hendes lam. De er ofte sammen og synes på afstand bare som en stort sort plet med rigtigt mange ben. Blishønen passer de tre lam super fint. De er udfyldte og spænstige i kroppen. Fulde af pep!
Da hele flokken skulle navngives fandt jeg inspiration i min mors familie. Min mor arbejdede som ung i Norge en tid og hendes lillebror flyttede derop og stiftede familie.
Så som en lille hilsen til min norske gren af familien, hedder de tre skønne banditter her Ulefoss, Heistad og Skien.
Ulefoss er et let genkendeligt vædderlam, med den store blis, mens hans søstre kun har en lille plet i panden og et par små hvide hår på øret.