Tag-arkiv: Ulefoss

Firlingerne 3 + 1

Skriv et svar

Blishønens firlinger er svære at få på et samlet billede, men her er de fra en af de første dages middagslur. Der er to vædderlam og to gimmerlam. På billedet her ligger gimmerlammet Nagano længst til venstre, så kommer vædderen Lillehammer og den lillebitte gimmer Sotji midt i mellem brødrene – med vædderlam Pyeongchang længst til højre ved siden af mor Blishøne.
Her var alt endnu fryd og gammen, men Blis besluttede jo altså, at Sotji var for lille og hun er kommet under mine vinger. De andre tre passer hun fint og de vokser godt. Det gør Sotji også, men et lille skind, det er hun stadig.
Pyeongchang især er let genkendelig blandt alle de sorte lam med sin store blis, hvide mule og den lille hvide halespids, man også kan ane her på billedet. Han ligner faktisk halvstorebror Ulefoss fra Blishønens lammeflok sidste år.

Blishønen med lam

Skriv et svar

Det er virkelig svært at få et billede af Blishønen og hendes tre lam samlet.
Også fordi de i de sidste par måneder faktisk ikke har været meget sammen som en familie. Ulefoss var skilt fra, det var tydeligt. Men efterhånden som han genvinder flere og flere kræfter, og heller ikke længere er sær, fordi han får flaske, ja, så er han stille og roligt ved at blive genoptaget i familien.
Han får oven i købet også tiltusket sig en lille tår mælk i ny og næ, har jeg set.
Da jeg i går ud af vinduet så Blis og tre lam stå i perfekt position, sprang jeg afsted efter kameraet og fløj ud i haven.
Selvfølgelig kom jeg for sent til den perfekte opstilling, men stadig væk ….. Her er de fire sammen, med rolig baggrund og uden alle mulige andre får og lam imellem! Fantastisk!
Det er jo helt tydeligt, at Ulefoss ikke er så stor som sine søskende, Skien og Heistad, men lidt har også ret. Han halter ikke mere, når han går, men skal der løbes, så foregår det stadig på tre ben!
Blishøne var lam  nummer 100 på Bjerget, da hun blev født – og derfor har hun nummer 100 på sit øremærke – og her går hun så med lam nummer 198, 199 og 200.
En dejlig” jubilæumsflok” med lækre brune krøllede pelse.

Så kom regnen

Skriv et svar

Meteorologernes forudsigelser holdt stik! Det var dejligt! I den sidste uge har det regnet en del og fredag var der fuld tryk på. Vi har nok sammenlagt fået en 60-70 mm i den forløbne uge. Så nu må græsset da give sig til at gro. Det gør heller ikke noget.
Fårene var noget våde i pelsen, men når regnen hører op ryster de sig grundigt og så varer det ikke længe, før de er tørre igen! Og så fine og renvaskede i pelsen. Det er godt med sådan en skylle.
Her er det en meget våd Ulefoss øverst – og lige så våde Drit, Kult og Hanun nederst.
Herhjemme er trillebøren godt fuld af vand.
Det er godt!

 

Lille Ulefoss

Skriv et svar

Ja, den lille kanalje kan blive ved med at give lidt hovedbrud. Jeg synes faktisk, at det er gået ned ad bakke med bevægelserne i de sidste par dage. Nu støtter han slet ikke på det ene bagben! Han er stadig medicineret og jeg prøver, at give ham lidt ekstra service. Han er stadig bare en glad og kæk lille fyr, men ikke ikke meget for at komme væk fra flokken, for at få den ekstra service. Heller ikke service i form af en foderskovl.  Dyrlægen siger, at han ikke går rundt og har ondt, så han skal bare klare sig sådan – og det gør han jo det må man sige 🙂
Hatten af for den lille Ule-fis!

Ulefoss har det godt – men får stadig flaske

Skriv et svar

Ja, Blishønen overtog jo ikke forpligtelserne, desværre.
Så det er stadig mig, der sørge for flaskemælk til Ulefoss. Men jeg skal nu ikke klage. Blishønen havde taget de første hårde uger, og nu er han gået fra 4 til 3 til nu 2 gange dagligt. En flaske morgen og aften – det kan man næsten ikke klage over.
Ulefoss klager ihvertfald ikke, men kommer glad springende og suger pligtskyldigt flaskemælken i sig. Men han er slet ikke præget på mig og er faktisk ret ligeglad. Hans hjerte ligger i flokken – og det er skønt. Der er ingen brægen fra ham, så snart jeg stikker hovedet frem – og han trives godt med de andre.

Han er stadig lidt trebenet, når han går og det bliver nok aldrig anderledes, men det ser ikke ud til at genere ham. Han har masser af humør og livslyst – og når flokken kommer susende nede fra den anden ende af marken, fordi der er mad i sigte – ja, så er det ihvertfald ikke Ulefoss, der kommer sidst!

Ulefoss i bedring

Skriv et svar

Søde lille Ulefoss er heldigvis i klar bedring! Han har hele tiden haft kampgejst og vilje, men søndag synes jeg godt nok, at det virkede noget trist og håbløst. Han var dælme skidt! Helt stiv i sin krop, kunne ikke rejse sig og faldt jo nærmest som et bræt, når de andre skubbede til ham. Han kunne heldigvis drikke den mælk, jeg kom med i flasken med meget jævne mellemrum, men fik jo så til gengæld ondt i maven af den ændrede kost! Så jeg synes det var tungt! Men Ulefoss – han kløede bare på og humpede gerne ned til flokken i den anden ende af folden, når jeg fik ham på højkant!
Dyrlægen sagde, at det først var efter en uges tid, at vi ville kunne begynde at se bedring.
Og sørme om han ikke begyndte at blive mere frisk i går. I går aftes kunne han rejse sig ved egen hjælp! Og siden har han ikke set sig tilbage. Han er stadig noget stiv i sin gang, men han følger flokkens rytme og bevægelser helt og fuldt. Når jeg kommer ud med flasken nu, kommer han humpende, drikker sin lune mælketår og futter så tilbage til sin familie igen.
Blishønen er ikke meget afvisende overfor ham, men heller ikke meget hjertelig, men han er helt fremme i skoene og klør på og skubber sig ind og vil die med sammen med Skien og Heistad. De er jo blevet noget større end ham – men han skal nok klare sig nu. Det er jeg sikker på. Maven har også nydt godt af, at han får sig bevæget og kan spise græs og få lidt rigtig mor-mælk ind imellem. En tid endnu skal jeg helt sikkert hjælpe med flasken, for han er tynd, men det kan jo være, at det mere og mere bliver Blishønen igen! Nu må vi se. Det er virkeligt skønt!

Ulefoss har stivkrampe

Skriv et svar

Ja, det her er ikke et af de sjove indlæg. Torsdag lagde jeg mærke til, at Ulefoss trak lidt på sit højre bagben og ikke rigtigt ville støtte på det. Men det sker ind imellem, at lammene får et lille skrub eller noget, så jeg holdt øje med, om det fortog sig. Det gjorde det bare ikke. Torsdag aften kunne han ikke bruge benet til at skubbe fra, da han skulle rejse sig og lige så fredag morgen. Så jeg måtte have fat i dyrlægen. “Kom du med lammet”, sagde han.
Da han så det, sagde han straks ” Den har da stivkrampe” – og ja, jeg havde netop selv haft tanken, for Ulefoss var ligesom så stiv i hele kroppen. Men det har jeg aldrig prøvet før og har derfor ingen erfaring.
Lille Ulefoss blev medicineret af dyrlægen og idømt kærlig pleje og sutteflaske af mig. Og her står vi så. Han er et elendigt lille skidt at se på, kan ikke selv rejse sig, men vil gerne – og humper afsted efter de andre, så godt han kan. Jeg suser ud og rejser ham op, fodre og rejser igen og har ham liggende herinde i varmen om natten. Jeg synes ikke rigtigt, at det går fremad, men dyrlægen sagde også, at det var et stykke tålmodighedsarbejde!
Ulefoss har sandsynligvis fået infektionen igennem navlen, da den var “åben” fra en jord-bakterie. Vi må dælme ikke håbe, at der er flere, der har det.
Jeg synes, at det er lidt hårdt i dag – og holder skarpt øje med alle de andre lam og deres bevægelser. Suk!

Det sorte firkløver

Skriv et svar

Det er let at finde Blishønen og hendes lam. De er ofte sammen og synes på afstand bare som en stort sort plet med rigtigt mange ben. Blishønen passer de tre lam super fint. De er udfyldte og spænstige i kroppen. Fulde af pep!
Da hele flokken skulle navngives fandt jeg inspiration i min mors familie. Min mor arbejdede som ung i Norge en tid og hendes lillebror flyttede derop og stiftede familie.
Så som en lille hilsen til min norske gren af familien, hedder de tre skønne banditter her Ulefoss, Heistad og Skien.
Ulefoss er et let genkendeligt vædderlam, med den store blis, mens hans søstre kun har en lille plet i panden og et par små hvide hår på øret.