Søde lille Ulefoss er heldigvis i klar bedring! Han har hele tiden haft kampgejst og vilje, men søndag synes jeg godt nok, at det virkede noget trist og håbløst. Han var dælme skidt! Helt stiv i sin krop, kunne ikke rejse sig og faldt jo nærmest som et bræt, når de andre skubbede til ham. Han kunne heldigvis drikke den mælk, jeg kom med i flasken med meget jævne mellemrum, men fik jo så til gengæld ondt i maven af den ændrede kost! Så jeg synes det var tungt! Men Ulefoss – han kløede bare på og humpede gerne ned til flokken i den anden ende af folden, når jeg fik ham på højkant!
Dyrlægen sagde, at det først var efter en uges tid, at vi ville kunne begynde at se bedring.
Og sørme om han ikke begyndte at blive mere frisk i går. I går aftes kunne han rejse sig ved egen hjælp! Og siden har han ikke set sig tilbage. Han er stadig noget stiv i sin gang, men han følger flokkens rytme og bevægelser helt og fuldt. Når jeg kommer ud med flasken nu, kommer han humpende, drikker sin lune mælketår og futter så tilbage til sin familie igen.
Blishønen er ikke meget afvisende overfor ham, men heller ikke meget hjertelig, men han er helt fremme i skoene og klør på og skubber sig ind og vil die med sammen med Skien og Heistad. De er jo blevet noget større end ham – men han skal nok klare sig nu. Det er jeg sikker på. Maven har også nydt godt af, at han får sig bevæget og kan spise græs og få lidt rigtig mor-mælk ind imellem. En tid endnu skal jeg helt sikkert hjælpe med flasken, for han er tynd, men det kan jo være, at det mere og mere bliver Blishønen igen! Nu må vi se. Det er virkeligt skønt!
Ulefoss i bedring
Skriv et svar