Ja, Blishønen overtog jo ikke forpligtelserne, desværre.
Så det er stadig mig, der sørge for flaskemælk til Ulefoss. Men jeg skal nu ikke klage. Blishønen havde taget de første hårde uger, og nu er han gået fra 4 til 3 til nu 2 gange dagligt. En flaske morgen og aften – det kan man næsten ikke klage over.
Ulefoss klager ihvertfald ikke, men kommer glad springende og suger pligtskyldigt flaskemælken i sig. Men han er slet ikke præget på mig og er faktisk ret ligeglad. Hans hjerte ligger i flokken – og det er skønt. Der er ingen brægen fra ham, så snart jeg stikker hovedet frem – og han trives godt med de andre.
Han er stadig lidt trebenet, når han går og det bliver nok aldrig anderledes, men det ser ikke ud til at genere ham. Han har masser af humør og livslyst – og når flokken kommer susende nede fra den anden ende af marken, fordi der er mad i sigte – ja, så er det ihvertfald ikke Ulefoss, der kommer sidst!