Ja, det her er ikke et af de sjove indlæg. Torsdag lagde jeg mærke til, at Ulefoss trak lidt på sit højre bagben og ikke rigtigt ville støtte på det. Men det sker ind imellem, at lammene får et lille skrub eller noget, så jeg holdt øje med, om det fortog sig. Det gjorde det bare ikke. Torsdag aften kunne han ikke bruge benet til at skubbe fra, da han skulle rejse sig og lige så fredag morgen. Så jeg måtte have fat i dyrlægen. “Kom du med lammet”, sagde han.
Da han så det, sagde han straks ” Den har da stivkrampe” – og ja, jeg havde netop selv haft tanken, for Ulefoss var ligesom så stiv i hele kroppen. Men det har jeg aldrig prøvet før og har derfor ingen erfaring.
Lille Ulefoss blev medicineret af dyrlægen og idømt kærlig pleje og sutteflaske af mig. Og her står vi så. Han er et elendigt lille skidt at se på, kan ikke selv rejse sig, men vil gerne – og humper afsted efter de andre, så godt han kan. Jeg suser ud og rejser ham op, fodre og rejser igen og har ham liggende herinde i varmen om natten. Jeg synes ikke rigtigt, at det går fremad, men dyrlægen sagde også, at det var et stykke tålmodighedsarbejde!
Ulefoss har sandsynligvis fået infektionen igennem navlen, da den var “åben” fra en jord-bakterie. Vi må dælme ikke håbe, at der er flere, der har det.
Jeg synes, at det er lidt hårdt i dag – og holder skarpt øje med alle de andre lam og deres bevægelser. Suk!