Lille Moët – stor lettelse

I går da vi ellers var på vej ud efter påskeindkøb og -besøg, meldte Moët sig på banen. Tirsdag eftermiddag havde jeg faktisk dyrlægen til at komme og give hende noget ve-stimulerende – med bævende hjerte, for hvad nu hvis det var for tidligt? Det synes dyrlægen, men jeg kender Moët og har set dette mønster før. Hendes yver var spængfuldt af mælk – helt galt kunne det ikke være. I går sidst på eftermiddagen begyndte hun så endelig at gøre anstalter til at ville læmme. Hun skrabte i halmen, gik uroligt rundt – og havde gjort det noget tid, kunne man se i halmen. Men da hun lagde sig og pressede, skete der ingenting. Da jeg havde set på det noget tid – og Moët så på mig, som efter hjælp, måtte jeg ind og mærke efter, om jeg kunne gøre noget. Hvordan det får har veer er mig en gåde. Hun har det, men hvor kanalisere hun kraften hen? Hun var næsten ikke åben – igen – og først da jeg fik lirket min hånd ind og åbnet lidt op, kom en lille blære til syne. Og hver gang Moët rejste sig forsvandt den ind igen og kunne kun komme ud igen med min hjælp. Efter endnu noget ventetid – hvis nu hun kunne selv – fik jeg blæren endnu engang og  nu gik der hul på den. Jeg kunne nu mærke små forklove inde i Moët, men da jeg forsigtigt trak, var der noget der holdt imod. Det viste sig, at lammets hoved lå bagudbøjet ned langs siden af kroppen. Jeg måtte skubbe lammet lidt ind igen, få fat i lammets hoved og få det frem og så trække i forbenene. Men svup – hver gang jeg slap hovedet, vendte det tilbage langs kroppen. Jeg var nødt til at slippe det, for der var jo ikke plads til både min hånd og lammets hoved igennem livmoderhalsen. Puh, jeg var lige ved at blive helt desperat. Selv midt i fødslen kunne jeg nok mærke, når Moët havde veer, men der var  ikke noget skub, ingen kraft. Normalt kan man sagtens mærke fårets veer, der presser lammet ud, men ikke her.
Nok den 10. gang jeg havde vendt hovedet fremad, fik jeg fat om underkæbe og tænderne i undermunden med fingrene og kunne holde fast, mens jeg trak i forbenene med den anden – og SÅ kom lammet med ud. Det levede!! Åh, hvilken lykke. Jeg fik fat i et lam mere og fik også det trukket ud, så Moët kunne ligge og slikke dem begge.
Jeg var fuldstændig udmattet, anspændt og grædefærdig af bevægelse. To flotte sorte gimmerlam, fuldbårne og i fuldt vigør! Hold da op, det havde jeg næsten ikke turde håbe på. Moët slikkede omsorgsfuldt sine lam og rejste sig snart og var tilsyneladende helt ok. Jeg synes jo nok, at det måtte betegnes som en hård omgang, men hun har lige siden gået roligt rundt, med klare øjne, god appetit og passer og nusser sine aktive lam.
Nøj, sikke en lettelse! Det lykkedes! Min fornemmelse holdt stik. #gladfåreholder

Om dorte1965

Begyndte mit fårehold i 2002, da jeg fik et 3 ugers moderløst lam i en papkasse af en kollega.
Dette indlæg blev udgivet i 2018, Dyrlæge, Får, Forår, Lam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *