Det midterste lam

I løbet af onsdag aften blev det klart, at det midterste lam, der havde siddet fast i fødsel længe, nok var lidt skadet. Den kunne ikke rejse sig – og derfor heller ikke komme op til patten. Den var slikket og nusset, men da de andre to var på benene og klar, faldt Oslos interesse for den lille fyr. Jeg fik givet lammet en portion af Oslos gode råmælk med sonde og håbede, at det gik, men da jeg kom ud i stalden næste gang, havde Oslo ligget lidt ind over lammet og det var koldt og næsten dødt. Hmmm! Jeg fik fat i lammet, givet kunstigt åndedræt, masseret og fik det med ind i varmen, hvor det blev gnedet med håndklæder og pustet på med hårtørreren.

Sådan nogle små lam er sejlivede, så inden jeg gik i seng var den varm og fin igen, den fik en portion mælk med sonde igen og kom ud til sin mor og søskende. Torsdag morgen kunne den stadig ikke rejse sig, men virkede ellers meget livskraftig bortset fra det! Puhhh! Mere sonde og …… ja, så skød jeg til hjørne og tog på arbejde. Da jeg kom hjem regnede jeg egentlig med at lammet enten var dødt eller skulle aflives. Det var sikkert blevet skadet i fødslen. Det lå ned da jeg kom i stalden og mit hjerte sank, men da jeg kom hen til det, rejse det sig lige så fint op og gik nærmere!

Nej, hvor skønt! Et stort fint og livskraftigt vædderlam, der havde overvundet krisen efter en hård start på livet! Super!!
Det var så desværre helt tydeligt, at Oslo ikke længere følte sig ansvarlig for lammet! “Det var dig, der fik det lille myr til at overleve”, tænkte hun helt tydeligt. “Så må du også tage følgerne”. Så jeg kørte glad afsted efter en sæk Unika-pulvermælk – og hænger nu på et skønt lille glad vædderlam.