Søndag formiddag drog næsten alle får – også Oslo med lam – ned over marken! Undtagen Vigdís, der blev i stalden, gik lidt rundt lagde sig, rejste sig, kiggede ud af døren, lagde sig igen osv. Jeg skulle male, og gik og holdt øje med hende på kameraet imens, men ville lade hende være i fred så længe som muligt. Da Vigdís lagde sig og begyndte at presse, lagde jeg penslen og gik i stalden og glædede mig til at sidde lige så stille og se lam fødes.
Jeg nåede dog ikke langt ind i stalden, før jeg blev klar over, at det ikke blev til stille og frydefuld undren. Fødselshjælp var påkrævet. Et par sammenfoldede bagben sad i fødselsgangen og og kom ikke længere selvom Vigdís masede på. Så ind med lammet igen, mærke efter klovene for enden af de lange ben og lige så stille få dem lirket frem uden at ridse fåret på indersiden. Lammet kom ud med bagbenene først, men klarede det fint og da Vigdís havde slikket og nusset det en tid, skubbede hun uden større anstrengelser et lam mere ud. Sikke dejligt! To pænt store, hvide gimmerlam!

Jeg troede egentlig, at der skulle komme endnu et, for der var ligesom en vandblære mere, men jeg kunne ikke mærke noget lam og der var ikke tegn på flere veer. Det var nok bare lidt hinder og fostervand, der hang som i en pose.
Da begge lam var på benene og havde fået mælk at drikke, gik jeg ind og fik en rugbrødsmad – glad og tilfreds med to – og kun to – dejlige lam, som moderen selv kunne passe og som kunne vokse sig store og flotte. Men da jeg kiggede på staldkameraet næste gang … Hvad! Der lå der endnu et lam i halmen. Afsted igen.
Et tredje gimmerlam lå våd i halmen og var ved at blive ordnet! Og sikke et! Sådan et lam har jeg aldrig fået før, det mindes jeg ikke! Det skønneste lille panda-lam!
Sikke heldig jeg da er – med tre nye søndagsbørn og en blid og omsorgsfuld moder med masser af mælk, hun gerne deler ud til alle tre. Hurra!