Tag-arkiv: klipning

Flokken er klippet

Mens mange tobenede går og sukker efter en frisørtid, er hele flokken af får blevet klippet i løbet af den sidste uges tid. Og de nyder det!
Pelsen er varm og klør og fårene vil gerne af med den. Men det er alligevel overraskende og skægt hvert år: Jeg synes egentlig at jeg bøvler lidt rigeligt med at få fat i flere af fårene, få det ud på gangen foran bundet- men så snart jeg begynder at klippe, så står de fleste af fårene bum-stille og nyder at blive klippet. Jeg kan lade snoren hænge løst, mens jeg klipper omkring hoved og hals og flere af dem strækker halsen godt ud, for at klipperen kan komme til.
Når de kommer tilbage til flokken skal der snuses og kløs!
Temperaturerne er jo ikke høje, men stalden er lukket om natten og de putter sig godt ned i den lune dybstrøelse. På de meget regnfulde dage vi har haft, har jeg ladet døren været lukket, men det er de ikke tilfredse med og så snart det er tørt skal de ud og nyde forårsluften.

Hvor er min mor?

Jeg har ikke fået fortalt klippedagen til ende. Men sidste torsdag blev alle fårene jo klippet – og de blev ledt ud på græs, mens lammene blev inde i fårehusets aflukke. Det tog de nu stille og roligt – og nogle fik endda lidt middagssøvn. Mødrene var mere oppe at køre.

Da så klipningen var vel ovre, skulle alle jo forenes igen – og der blev et øredøvende spektakel. Når jeg selv klipper – ét får ad gangen – så opstår der lidt forvirring, men det går hurtigt over. Men nu var det alle får, der var blevet klippet på én gang. Forvirringen var stor – alle lammene syntes, deres mor lugtede lidt anderledes, hun så definitivt anderledes ud, men jeg tænker det mest er lugten og den anderledes fornemmelse af “mor”, der forvirrer. Ih du milde ….. sikke en larm af brægende får og lam.

Men efterhånden fandt de små familier da sammen igen, der blev uddelt mælketåre og roen sænkede sig lidt efter lidt over Bjerget igen. Og ovenpå al den sindsbevægelse og hurlumhej, var der mange der var blevet helt trætte og måtte have et hvil.

Fåreklipper på besøg

Lige lidt over middag i dag kom fåreklipper Peter Shepherds bil trillende ind i indkørslen. Vi fik hans udstyr ind i stalden og sat fast, stikket kom i stikkontakten – og så gik det ellers som smurt i olie. Jeg hentede et får, Peter lagde fåret ned med et snuptag, klovene blev klippet og så tændte Peter for klipperen. 3 minutter efter var han færdig, det klippede får kom ud af døren, den klippede uld blev lagt til side, jeg havde det næste får klar … 10 gange.
En lille time efter Peter kom, havde han ryddet sine ting ind i bilen og var på vej igen.
Hold da op – det er da den rene fornøjelse.

Fynsk/engelske Peter er så herligt stille og rolig, der en ingen tumult, men han er dødeffektiv med en klippemaskine.
Hold nu op, det er altså en nem måde at klippe får på – ihvertfald for mig! Jeg kan virkelig anbefale Peter, hvis man lige står med nogle langhårede får. Jeg ved, at jeg vil være fristet til en gentagelse om et lille års tid.

I dag var det Spurv, der stod forrest i klippekøen, og også den “nye” Spurv, der nederst står foran ligeledes nyklippede Gærdesmutte og Kuzmina.

Klar til klipning

I dag skulle fårene have frisør på besøg. I formiddag var jeg i fuld gang med at forberede: Flytte grinder ind i fårehuset, så jeg havde samling på flokken i stalden, feje og rydde et rent område at klippe på “gangen” og lave en passage til at lede de klippede får ud i æblefolden.

Lidt før middag stod hele flokken sirligt pakket og klar til, at fynske fåreklipper Peter Shepherd kom for at klippe de store varme pelse af!

Pragtfuld forårssøndag

Åh, hvor har vi ventet længe – og næsten glemt, hvor dejligt det er! En pragtfuld mild og vindstille solskinssøndag her på Bjerget! Så kan man næsten ikke ønske sig mere!
Får og lam nød det lige så meget som vi andre – og jeg besluttede, at NU skulle det være! Klipperen blev hentet og Bunad meldte sig frivilligt som den første til at smide overfrakken. Hun slægter også her sin mor og stod uden snor med hovedet strakt op, mens jeg klippede ulden af kinder, bag ører og på hals! Det er da helt utroligt! Moët blev indfanget og også hun tog “operationen” pænt. Her er det jo ikke fårene, der bliver lagt ned og trillet rundt, men derimod mig, der kravler rundt i dårlige arbejdsstillinger! Jeg har aldrig rigtigt fået det andet lært – mest fordi jeg plejer at klippe mine får lige før de læmmer og så tåler de det ikke, men det var det jo altså bare for koldt til i år.
Til slut fik jeg også fat i Anab. Hun synes nu nok, at det kunne være det samme med det klipperi og var kilden og urolig, men af kom ulden da. Jeg var begyndt klipningen i min store forede vinterkedeldragt, men den måtte jeg meget hurtigt ud af, for klipning giver sved på panden – og resten af kroppen også, faktisk.
Men det er skønt at være i gang med projektet – nu har jeg allerede klippet den første kvarte. Herlig søndag!