Hvor er min mor?

Jeg har ikke fået fortalt klippedagen til ende. Men sidste torsdag blev alle fårene jo klippet – og de blev ledt ud på græs, mens lammene blev inde i fårehusets aflukke. Det tog de nu stille og roligt – og nogle fik endda lidt middagssøvn. Mødrene var mere oppe at køre.

Da så klipningen var vel ovre, skulle alle jo forenes igen – og der blev et øredøvende spektakel. Når jeg selv klipper – ét får ad gangen – så opstår der lidt forvirring, men det går hurtigt over. Men nu var det alle får, der var blevet klippet på én gang. Forvirringen var stor – alle lammene syntes, deres mor lugtede lidt anderledes, hun så definitivt anderledes ud, men jeg tænker det mest er lugten og den anderledes fornemmelse af “mor”, der forvirrer. Ih du milde ….. sikke en larm af brægende får og lam.

Men efterhånden fandt de små familier da sammen igen, der blev uddelt mælketåre og roen sænkede sig lidt efter lidt over Bjerget igen. Og ovenpå al den sindsbevægelse og hurlumhej, var der mange der var blevet helt trætte og måtte have et hvil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *