Uldgarn fra Bjerget

I vinter sendte jeg en ordentlig portion uld til spinding på Hjelholts uldspinderi.
Jeg havde sorteret ulden i farver, så det mørkeste kom i en sæk og det lysegrå og lidt hvidt kom i en anden. Og så er månederne gået ……
Her i juli måned kom der så endelig to store kasser med lækker, lækker uldgarn.
Jeg har aet dem ind imellem i sommerens løb, men har ikke taget mig tid til mere.
Nu har jeg fået lavet banderoler, set Ol-atletik og sat mange på imens – og her i weekenden hjalp min søde mor med at få sat dem om den sidste halvdel.

Garnet ligger i fed af 100 gram med en løbelængde på 400 meter. Jeg har lavet en strikkeprøve, hvor jeg er begyndt med rib på pind 2½, fortsat på pind 3, og så lavet et stykke glatstrik med både pind 3, 3½ og 4. Og alle felter fungerer faktisk – til hvert deres formål. En ret fast rib, en lidt blødere – og en ret tæt glatstrikning på pind 3 kan være godt til noget, mens jeg vil bruge pind 3½ eller 4 til bluser og trøjer!
Det er fantastisk, hvad man kan med det samme garn. Så forskellige udtryk og teksturer man kan lave, alt afhængigt af pindstørrelser og ens strikkefasthed.
Jeg har mere garn end jeg kan nå at strikke op selv, så sig endelig til, hvis du er interesseret og send en mail til faarpaabjerget@gmail.com – eller nyd bare synet!