Sammen med lammene sagde jeg også farvel til to af mine får- Gærdesmutte og Harissa. Det er jo en næsten årlig tilbagevendende ting – og ikke altid en af de sjove. Nogle år falder det naturligt og andre gange er det tungt. Jeg har dog for flere år siden lovet mig selv ikke at trække det for længe, da jeg synes det er trist at se et tidligere så stærkt får miste kraft og værdighed og rasle ned i hierarkiet i fåreflokken.
Jeg synes helt afgjort ikke, at det var en nem beslutning, at Gærdesmutte skulle herfra. Hun fik tre gimmerlam i foråret, som hun passede godt, men hun har virket træt og lidt slidt hen over sommeren – og var med sine 8 år allerede ældre end så mange andre får, når de drager afsted.
Gærdesmutte var egentligt tiltænkt en kollega, der ville have får. Men kollegaen fortrød og Gærdemutte blev på Bjerget, hvor hun krøb hurtigt ind under huden på mig. Hun har været et skønt og karakterfuldt får.
Gærdesmutte veg ikke fra mine bukseben, da jeg samlede flokken og lastbilen kom – og det rev da lidt i hjertet, da jeg skulle lukke lågen bag hende og sige farvel.

Harissa var ikke så gammel, men jeg vil gerne have lidt færre får – og så var Harissa altså den, der stod for tur. Ikke fordi hun var den næstældste, men fordi hendes sind er så uroligt. Hun laver vilde øjne og nervøs stemning i flokken for ingenting. Og så samlede hun ikke mange point i dette års lammetid: Hun skal ikke lastes for at ét af hendes tre lam døde i fødslen, men at hun så efter nogle uger vælger det ene af to lam fra og nægter at passe det ….. Ja, så bliver jeg lidt kort for hovedet!

Men farvel I to gode får! Tak for gode stunder på græsmarken og i stalden!