Fodringssæsonen er begyndt

I de sidste tre uger er lammene blevet vænnet til korn igen. Det er de ikke spor utilfredse med! Der er jo sådan set stadig godt med græs på marken, men der er ikke den samme næring i græsset som tidligere. Lammene skal gerne blive ved med at vokse, øge deres vægt og fylde, så de bliver fine slagtelam her til efteråret.


De er meget glade, når jeg kommer og kaster sig over foderet. Det er dejligt, at have en anledning til at komme ind i folden hver dag og et lokkemiddel, der kan vænne dem til at komme – og vænne dem til, at jeg er super sød og ikke spor farlig.
Sikke flotte de er på sådan en solskinsdag! Man bliver glad i låget! De 8 vædderlam får korn i deres trug. De 16 gimmerlam får dobbelt så meget korn i deres to trug!
Og hvad så med fårene? Ja, de er ikke helt så tilfredse, for de får “bare” nedfaldsæbler i ny og næ. De har det godt og klarer sig fint med det græs, der er på deres del af marken. De skal jo ikke vokse, så de må vente lidt endnu med at få korn.