Lidt før middagstid havde Oslo endevendt det meste af strøelsen i stalden, da jeg kom ud for at fodre lammet. Hun var meget urolig. Jeg har holdt godt øje med hende de seneste dage, for hendes yver har været meget spændt og jeg troede egentligt, at hun ville have fået sine lam før. Men intet skete og hendes yver var meget mindre spændt her til morgen. Det gjorde mig lidt bekymret … Hvad betød det?
Nu var der i hvert fald noget under opsejling! Og så alligevel ikke. For hun havde ikke rigtigt veer, ikke synlig i det mindste. Jeg gik lidt frem og tilbage og holdt øje – og lod hende gå rundt og skrabe, men på et tidpunkt kunne jeg fornemme, at der skulle lidt hjælp til. Jeg fik mærket og lirket og … Jeg tror, at det første lam lå med siden til og derfor ikke pressede på med forbenene og derfor ikke skubbede på livmoderhalsen – men jeg fik den åbnet lidt med mine fingre, så blæren kunne komme ud – og så kom der veer.
Da blæren sprang, kunne jeg få lammet skubbet lidt til siden og forbenene kom frem og vi fik lammet ud. Jeg var nervøs for om det havde ligget for længe, men det var heldigvis levende – og det næste lam lige så! To langbenede sorte skønheder! Oslo ligger her lige efter fødslen og slikker sine to fine piger. Sikke dejligt!