Kategoriarkiv: Får

Skønne kolde vinterdage

Det blæsende regnvejr gik senere samme dag efterhånden over i sne og frost – men i en langt mere afdæmpet version end i de nordligere egne. Fårene har det skønt i frost. Deres uld holder dem varme og underlaget er mere tørt end i det sjaskende pløre, vi har haft en tid. Stalden er tør og lun og der er hø, halm og foder og vand i spanden.
Porten ud til folden er frosset fast, så jeg har lavet en alternativ udgang gennem fordøren, så fårene stadig kan komme ud og strække benene!

Jeg elsker mit fårehus

Udenfor brøler blæsten i trækronerne og regnen pisker ned. Det suser i staldens grønne net, vandet driver ned ad væggene og portene klapre i vinden. Men inde i halmen hos fårene er der læ og sælsomt tyst, trods vejrets larmen. Dyrene plejer at kunne gå ud og ind som det passer dem – og det gør de så – men nu er døren lukket! Vind og regn kan blive ude – så nogenlunde i hvert fald. Hø og halm kan gumles, men ellers ligner det en stille dag for fårene. Jeg har været ude at grave render, så vandet kan løbe væk fra fårehuset i stedet for at søge ind på gulvet. For altså – hvor er der meget af det vand! Også her på Bjerget! Men vi skal ikke klage – jeg kan få det til at løbe væk!
Det er på dage som i denne, at jeg bliver mindet om, at jeg elsker mit fårehus. Der er så fin plads til at mine 8 får kan futte lidt rundt, spise lidt og tage sig en slapper, mens uvejret raser udenfor!

Mandag kom vædderen

Det er så pudsigt hvert år! Ganske kort tid efter at en “sæson” slutter med slagtning af forårets lam, så er det tid for at begynde de “indledende øvelser” til forårets læmninger og søde små lam.
Således også i år. Vædderen er kommet og som I kan se på billederne er han i fuld gang med jobbet! Jeg har valgt en anden race og type vædder i år. “Torkild” er en suffolk-vædder, en lidt tungere race end de gotlændere jeg har brugt i mange år. Det skulle altså gerne give nogle lidt større og mere kødfulde lam. Til gengæld har suffolk-racen ikke så fin en uld og derfor kommer jeg til at holde en pause med at få lavet lammeskind.
Vædderen begyndte lige med at stå i fårehuset i en times tid, inden han blev lukket sammen med fårene. Men Oslo havde luret, hvem der var kommet – og hun var klar! Hun stillede sig simpelthen hen til porten og ventede på, at jeg skulle lukke den flotte nye vædder ind til hende. Så mit gæt vil være at Oslo får lam først – og knap fem måneder fra ….. i mandags!

Så kom ulven – og jeg var heldig

Ulven kommer, ulven kommer …. Sådan lyder det i en gammel fortælling og sådan har det lydt i flere år her omkring. Jeg har krydset fingre for, at det ikke ville ske. Men nu kom ulven – og jeg var heldig!
Da jeg var ude at fodre ved 7-tiden i morges åndede alt fred, men lige omkring 8 siger min mand: “Alle fårene ude på nabomarken opfører sig helt anderledes”.
Hele flokken på omkring 300 dyr står tæt samlet og bevæger sig først den ene vej, så den anden og til slut i samlet flok afsted over en bakke. Da vi alligevel skal ud at køre, kører vi lige forbi den anden ende af folden for at se, om ejeren er ved at drive fårene sammen eller hvad. Jeg havde ikke set andet end får – hverken hunde eller mennesker, men …. Da vi nærmer os, møder vi hele flokken af får ude på vejen. Vi får dem stoppet og vendt. De er dampende varme, og på vagt og opskræmte, men ikke i panik. De driver rimeligt roligt ud af en lørdagmorgen-rolig og fredelig vej. Jeg får ringet til fåreejeren – og mens han er på vej, får vi fåreflokken ind på en græsfrømark, hvor de forholdsvis roligt går og græsser.


Da ejeren kommer med sin hund, er det en smal sag for mand og hund at drive fårene tilbage til folden. Det er et flot syn med sådan en flok på flere hundrede får i drift i samlet flok. (Billederne er taget i farten med telefon og på afstand, så …)
Men da vi kommer tilbage til folden holder det flotte op. Jeg så godt at der var få får, der ikke var med på springturen – og da vi kommer tilbage kan vi se, at de er skadede. Et får ligger dødt på marken og fire andre må aflives på grund af bidsår i halsen.
“Det ligner ulv”, siger fåreejeren, da jeg håbefuldt spørger, om det måske kan være hund. “Hunde går efter ben og sider – det her er én, der ved hvordan man dræber. Den er gået lige efter struben”.

Han fortæller, at det var planen at hele flokken skulle hentes hjem i dag – og nu skal de jo i hvert fald. Der er folk, der holder vagt ved flokken, mens de får gjort klar til afhentning – og så er det ellers afgang. “Vildtkonsulenten siger, at det er de næste 25 dage, der er de farligste. Så du skal passe på dine får”, fortæller han.
Jeg har helt ondt i maven. Mine får står heldigvis stille og roligt i sikkerhed inde i stalden – men havde det ikke lige været weekend, så havde de jo været lukket ud!
I løbet af formiddagen er jeg blevet kontaktet af folk, der er bekymrede for mine får. “Har du hørt….?” Ulven er blevet set i en smule mod øst i går aftes og filmet et par kilometer i vestlig retning senere på formiddagen, så man kan jo håbe, at den er travet mod vest og længere ind i landet! Ja, det er bisset tænkt, for så går det bare ud over andre …. men det håber jeg altså!!
Så nu får min flok udvidet deres indeordning, jeg har købt en stor balle hø, og så må de i den kommende tid nøjes med at blive luftet, når jeg er hjemme. Så må vi se om der kommer flere efterretninger om krabatens færden. Jeg var heldig, men suk alligevel!

Læmmesæson 2023

Jeg tror, at læmmesæsonen er slut for i år, så nu er det tid for lidt statistik! Jeg “tror det”, men lægger ikke hovedet på blokken. De to unge får Quito (tv) og Nuuk ikke har fået lam. De har ikke sat antydning af yver og har bevaret deres ungpigeskikkelser. Dyrlægen, der var forbi for at hjælpe Aisha efter læmningen, erklærede sig enig med mig. Teoretisk kan de jo barsle med et enkelt lam engang i maj, men jeg tror det ikke.

Syv får har altså fået lam – 19 lam til sammen! Det giver 2,7 i gennemsnit! Fem får har fået trillinger og kun to har fået tvillinger! Desværre kan man sige, at det i realiteten er omvendt! Fem får passer to lam hver, mens kun to får – Kuzmina og Bunad – er så seje, at de passer alle tre! Men det går op og ned – sidste år fik Kuzmina et lam, der måtte i pleje med sutteflaske andet sted og Bunad har også tidligere overladt et lam til mig!
Det er jo ret flot med 2,7 lam pr. får – men jeg vil nu hellere at de “bare” får to lam hver og så passer dem. Tre flaskelam er lige i overkanten – allermest fordi det bliver i to runder. Jeg har siddet og regnet lidt på det. Jeg kommer til at have givet flaske til Sovs og Panda knap 200 gange! Pyhh! De har været heldige og begunstiget af, at jeg har haft ferie. Det bliver lidt mindre luksus for Bearnaise, men 150 gange skal han såmænd nok få! Det er fast arbejde, men de er heldigvis søde. Jeg når bare ikke at lære de andre lam at kende.
Min bøn efter tredje læmning, om mere ukomplicerede læmninger, blev heldigvis hørt. De sidste fire får har klaret det hele selv. Det har været virkeligt dejligt!
Lammene fordeler sig med 6 væddere og 13 gimmerlam. Der er fem hvide, tre grå og så altså 11 sorte lam! De er sjovt nok blevet mindre og mindre, hvor Oslo, Vigdís og Aisha lagde ud med nogle solide typer, Kuzmina og Bunads lidt mindre, Mi´s mindre igen og Pages sidste to små piger nærmest mikro! Også derfor vil jeg hellere have to!

Men alt i alt må jeg være glad og tilfreds. Med små bump og udsving trives alle rimeligt godt, så jeg skal ikke klage! Hurra hurra!

Årets sidste lam

Page er det sidste får, der mangler at læmme. Fredag gik jeg vanen tro og holdt øje med staldkameraet, når jeg var inde i huset og ikke ude at fodre og kigge. Page gik rundt på marken – ingen Page i stalden! Alt åndende fred!
Da jeg så kom ud med sutteflasker til de to flaskelam ved 17tiden, stod Page ude på marken og slikkede tre små nyfødte lam! Ih, du milde!

Huh, lammene var kolde af at ligge og stå ude i den stride blæst! Især det lillebitte og nok sidstfødte, hvide lam var meget forkommen. Vi fik lammene båret ind i stalden og Page kom med – lokket af lammenes brægen. Jeg fik gnubbet lidt varme ind i det hvide lam og lod så Page nusse og slikke for resten. De tre lam – et rimeligt stort vædderlam og to meget små gimmerlam var alle friske og absolut livsduelige, da de først havde fået varmen! Uh, hvor dejligt! Alt var fryd og gammen og jeg var glad!

Ja, alt så såre godt ud og virkede harmonisk! Men så gjorde jeg (måske??) den fejl ikke at skærme Page og hendes lam, da resten af flokken senere kom ind til aftensmad og natlogi. De plejer jo alle at gå sammen og kun hvis der har været ekstraordinære omstændigheder sætter jeg et får for sig selv. Nu gik de delt i to grupper – de store lam og mødre i den ene halvdel og de små i den anden.
Jeg ved jo ikke, om det havde hjulpet, hvis jeg havde bygget en boks og sat Page og de tre nye lam der for sig selv. I hvert fald var Page helt ude af flippen, da jeg kom ud for at give nat-flasker til flaskelammene og fnøs af alle, der nærmede sig – inklusive sine egne lam og mig. Hun var fuldstændigt rundt på gulvet. Jeg fik hurtigt banket et aflukke sammen og fik Page og lammene derind, sammen med foderspand, vand og hø til at berolige den opkørte mor. Hun faldt lidt til ro og begyndte efterhånden at opføre sig som en nybagt mor over for de to små piger – men det store vædderlam var fuldstændig udelukket fra hendes sfære. Hun fnøs og stampede, og stangede ham hårdhændet væk. Åh nej ….. Det gode er, at han er sød og skøn og en kraftkarl – det knap så gode er, at han skal have mad ret ofte …… af mig!

Nye naboer

Torsdag morgen mødte der os et helt nyt syn, når vi kiggede ud af køkkenvinduerne og ud over de omkringliggende marker. Der var fuldt af får! Og det var altså ikke kun mig, der begyndte at se syner og får alle vegne! En græsfrømark skulle åbenbart græsses ned og omkring 150 plæneklippere på fire ben gik få hundrede meter fra min egen flok. Begge hold virkede nu fuldstændigt upåvirkede!

Det er et fint syn med så mange dyr på en mark, men jeg er nu glad for, at det ikke er mig, der skal passe alle dem. Jeg nøjes gerne med mit lille hold!

Helt bedårende lam

Onsdag var der familieudflugt og den eneste dag jeg ikke var hjemme. Flaskelammene blev fodret lige inden vi kørte, og jeg susede ud i stalden med sutteflaskerne, så snart vi kom hjem.
Der stod lille søde Mi to små helt bedårende lam. Åh, hvor var de søde! En lille kridhvid vædder og en lysegrå gimmer! Helt utroligt bløde og fine, med små trekantede hoveder.

Mi har ikke været meget tyk og havde ikke særligt store yvere, så jeg troede, at hun skulle være den sidste …. og så står hun bare der med sit blide blik og har selv klaret det hele i fin stil.
Hvilken lykke!

Flere påskelam

Jeg er så heldig, at min familie kommer hjem til os i påsken, når nu jeg er bundet til adressen pga. får og lam – det er så dejligt!
Et af mine skønne børnebørn sagde tirsdag formiddag, at han så gerne ville se et lille lam blive født – og vi snakkede om, at vi måtte se, om han kunne være så heldig. Da aftensmaden var ved at være til ende, kiggede jeg på mit FarmCam – og så var heldet der allerede.
Bunad stod og slikkede 2 lam, men var tydeligvis ikke færdig. Det meste af familien trak i overtrækstøjet og listede i stalden. Børnene legede stille gemme udenfor, mens vi ventede på lammet og blev kaldt ind, da presseveerne meldte sig og så stod vi der alle og så et lille lam blive født! Det var en fin oplevelse at have sammen med de små.

Bunad fik altså 3 fine små sorte lam – de to med blis og den tredje helt sort. To piger og en dreng! De blev slikket og nusset, men Bunad virkede træt og mat ovenpå læmningen. Hun er stadig lidt træt og irritabel – og det kan man godt forstå – og jeg holder godt øje med hende og giver hende lidt ekstra opmærksomhed. Nogen gange ser det ud som om et af lammene bliver skubbet væk, men så lidt efter står de og sutter. Jeg krydser fingre for at det går og at Bunad selv vil passe alle tre.

Kuzminas længe ventede lam

Fredag aften lagde Kuzmina sig og fødte sine lam lige midt i fredagspizzaen! Men hurra hurra – jeg var så lettet og glad som …..ja, jeg ved ikke – en lykkens pampåskefis?

Kuzmina har i den sidste uge lignet én, der var i fødsel- eller ihvertfald meget tæt på – og har været kilde til stor bekymring for mig. Min søde dyrlæge har flere gange beroliget mig: “De kommer, når de skal!” Og han jo ret!
Men jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har oplevet et får, der i en hel uge går rundt og skraber, lægger sig, ligner én, der presser og så alligevel ikke. Utallige er de gange, hvor jeg er gået i stalden i forvisning om, at NU var det – for så at møde et får der rejser sig op og spørger “Er det nu vi skal have mad?”. Det har været kilde til stor frustration og bekymring – det indrømmer jeg blankt! Fra onsdag aften gik Kuzmina virkelig til den og den del af stalden, hvor hun kunne komme, lignede en pløjemark. Al halm var endevendt i flere omgange. Men ingen lam trods prusten, baksen, stønnen og altså skraben.
Men så endelig fredag ved 19-tiden blev det alvor og Kuzmina lagde sig og satte det afgørende pres ind! Da jeg kiggede på staldkameraet råbte jeg “Yes”, for der lå en lille sort sag i halmen. En veninde og jeg forlod aftensmaden og måtte i stalden og fulgte her at yderligere to små lam kom til verden. Kuzmina hun er ret privat og lægger sig altid med bagdelen den anden vej – men hvad gør det, når hun som det første får i år klarer hele læmningen selv! Sådan!! Åh, jeg var så glad og lettet hele aftenen!

Tre ret små, kulsorte gimmerlam! De bliver nusset og passet og sådan håber jeg det bliver ved med at være! Hurra hurra!
Tilbage ved pizzaen sad min søde mand og hviskede med min mor om, at det da var godt, at jeg havde sørget for at tage bekymringerne på forskud ….. og han har fuldstændigt ret! Dog synes jeg, at jeg er en lille bitte smule undskyldt af det meget ualmindelige forløb og det faktum, at der har været bøvl med benstillingen og brug for hjælp ved de tre foregående læmninger! Men ja – stol på dine kompetente får, Dorte