Kategoriarkiv: Sygdom

Gauda fik yverbetændelse

Skriv et svar

Søndag aften – da jeg stod og så på Anab og hendes nye små lam – slog det mig, at Gaudas yver så meget spændt ud. Var alt ikke som det skulle være? Jeg vidste, at det lørdag aften havde været fuldt af mælk og at lammene havde fået en ordentlig tår, men nu så det ikke så godt ud. Da jeg fik fat i Gauda og malket lidt ud, viste det sig, at mælken havde samme farve som russisk salat. Stakkels Gauda havde yverbetændelse…… med tre små lam.
Jeg var inde og læse i “Får til husbehov” (min fårebibel) og var efter anvisningerne der ude og få malket så meget ud som jeg kunne.
Så mandag morgen havde jeg så fat i dyrlægen igen (sikke en påske-regning, det bliver til) og Gauda kom hurtigt i behandling. Hun fik antibiotika og smertestillende og jeg malkede ud, så ofte som muligt. Lammene diede heldigvis stadig og hjalp mig således med at holde gang i yveret og produktionen. Det lille gimmerlam hjalp jeg et par gange med at give hende mælk med sonde. Jeg valgte sonde, så hun ikke opdagede sutteflaskens lyksaligheder, for tre flaskelam er mere end nok, synes jeg. Gauda er heldigvis kommet godt over yverbetændelsen nu, og har fået hvid mælk igen og passer alle sine lam så fint. De er ikke så udfyldte som flere af de andre, men de skal nok komme efter det og få mælkeproduktionen øget i den kommende tid. Det tror jeg på!

Gro – mit store dejlige får

Skriv et svar

Gro fik det ikke bedre, selvom hun var i behandling. Hun blev mere og mere kraftesløs og jeg kunne næsten ikke rejse hende op. Lørdag morgen – inden alle de besøgende – havde jeg dyrlæge til hende igen og hun fik mere behandling. Han mente nok, hun skulle komme sig, så jeg var fortrøstningsfuld og håbefuld hele dagen igennem, selvom dyrlægen også bekræftede, hvad jeg havde regnet ud. Gro havde ikke mere mælk og ville ikke få det igen. Jeg havde lavet et skilt til de besøgende, så de kunne læse, at Gro var syg og i dyrlægebehandling. Gros lam var helt og fuldt på flaske og så kælne og tamme, at de gerne gik frit rundt imellem alle gæsterne og lod sig kæle og klappe. Det gjorde stor lykke. Kun når de skulle sove, trak de sig ind til deres mors trygge varme.
Men da dagen var omme var Gro ikke blevet bedre og mit hjerte sank. Selvom vi var flere,  der hjalp hinanden, kunne vi ikke holde Gro oprejst. Hun havde simpelthen ikke nogle kræfter og jeg tror også, at hun havde givet op.
Søndag morgen var der ingen bedring. Jeg tog Gros hoved i mine arme og fortalte hende, hvor glad jeg har været for hende, at hun har været et stort og pragtfuldt får på Bjerget og at jeg kan huske, da hun blev født lige ude på den anden side af væggen.
Gro blev aflivet søndag formiddag. Det er aldrig rart og jeg havde bestemt ønsket mig en mere værdig afslutning for Gro, men sådan er det, når man har dyr. Jeg ved med mig selv, at jeg gjorde alt jeg kunne, for at hun skulle klare det, men hun blev ikke rask og så er det også mig, der skal beslutte, når det er tid.  Herover er et af de sidste billeder af Gro, taget for en måned siden. Man kan se, hvor mild og dejlig hun var- og her også højgravid.
God tur til de evige græsmarker, Gro.

Gro er syg

Skriv et svar

I onsdags begyndte Gro at hænge med ørerne. Hun spiste ikke og var mat i øjnene – og hun havde feber. Hun må have pådraget sig noget infektion i forbindelse med læmningen – selvom hun jo stod ude på marken og klarede det hele selv.
Jeg skyndte mig at få kontakt til dyrlægen inden alt påskelukkede og Gro fik noget antibiotika. Jeg har lavet en ekstra boks til hende, hvor hun og hendes lam kan være i fred. Gro ligger meget ned, er virkelig slap og der er ikke meget gang i mælkeproduktionen. Det efterlader jo mig i et voldsomt dilemma. Jeg vil gerne holde gang i Gros yver, men også holde gang i lammene. Så jeg rejser Gro op, hver gang jeg er i stalden og får lammene til at drikke – men der er virkelig ikke meget at komme efter – og så får de lidt flaske bagefter. Men jeg håber virkelig ikke at det betyder, at jeg nu skal have 3 flaskelam. Jeg har jo desværre allerede arvet den mindste af Blishønes firlinger.
Dyrlægen har i dag foreslået havresuppe med druesukker til Gro. Druesukker kan ikke fremskaffes på en langfredag, men der er kommet almindelig sukker ned i den lune havresuppe. Suppen kommer i en vinflaske og en colaflaske og så hælder jeg det i halsen på Gro. Jeg håber og beder til, at hun snart får det bedre og får mælken tilbage ..please!

Pyt er halt

Skriv et svar

Pyt er halt og det har hun været en tid.
Det er ret bekymrende og hverken dyrlægen eller jeg kan finde ud af, hvad der er galt. Hun halter på venstre forben. Dyrlægen mener, at hun må have fået et ordentligt skrub på skulderen af et af de andre får – måske i lidt hierarki-infight. Hun har fået noget smertestillende, det hjalp absolut ingenting, og så skulle vi lige se tiden lidt an.
Men tiden hjælper tilsyneladende ikke på problematikken. Huh ….. det er ikke rart, hvis hun bare ikke kan mere, den søde søde lille Pyt. For bortset fra haltebenet er hun jo det samme søde og glade lille kælefår, som hun plejer at være.

Farvel til søde MØ

Skriv et svar

Ja, det er et trist indlæg, der kommer her. MØ blev desværre aflivet i torsdags.
Hun blev pludselig skidt og stod og hang eller lå, mat i øjnene og kom ikke, når jeg kaldte flokken sammen. Da jeg fik hende undersøgt havde hun et meget hårdt og helt koldt yver. Dyrlægen var ikke et øjeblik i tvivl. Det var koldbrand. Hun må have fået yverbetændelse og den har så udviklet sig hurtigt.
Jeg ved, at MØ kom susende, da jeg var ude ved flokken tirsdag. Hun skulle kæles og klappes og nusses, onsdag aften kom hun ikke og var skidt, og torsdag morgen fik jeg så fat i dyrlægen. Chancerne for at hun skulle klare den var små, og hendes yver ville under alle omstændigheder være ødelagt, så hun skulle slagtes til efteråret.
Derfor besluttede jeg, at hun skulle herfra med det samme. Uh, det var ikke sjovt!
Min søde milde lille MØ, der så gerne vil snakke, er et super godt får med gode moderegenskaber – og som oveni alt det gav koncertbilletter med sin navnesøster.
Ja, jeg havde helt sikkert forestillet mig, at hun skulle have mange gode år på Bjerget.
Farvel, lille MØ.

Lille Ulefoss

Skriv et svar

Ja, den lille kanalje kan blive ved med at give lidt hovedbrud. Jeg synes faktisk, at det er gået ned ad bakke med bevægelserne i de sidste par dage. Nu støtter han slet ikke på det ene bagben! Han er stadig medicineret og jeg prøver, at give ham lidt ekstra service. Han er stadig bare en glad og kæk lille fyr, men ikke ikke meget for at komme væk fra flokken, for at få den ekstra service. Heller ikke service i form af en foderskovl.  Dyrlægen siger, at han ikke går rundt og har ondt, så han skal bare klare sig sådan – og det gør han jo det må man sige 🙂
Hatten af for den lille Ule-fis!

Ulefoss i bedring

Skriv et svar

Søde lille Ulefoss er heldigvis i klar bedring! Han har hele tiden haft kampgejst og vilje, men søndag synes jeg godt nok, at det virkede noget trist og håbløst. Han var dælme skidt! Helt stiv i sin krop, kunne ikke rejse sig og faldt jo nærmest som et bræt, når de andre skubbede til ham. Han kunne heldigvis drikke den mælk, jeg kom med i flasken med meget jævne mellemrum, men fik jo så til gengæld ondt i maven af den ændrede kost! Så jeg synes det var tungt! Men Ulefoss – han kløede bare på og humpede gerne ned til flokken i den anden ende af folden, når jeg fik ham på højkant!
Dyrlægen sagde, at det først var efter en uges tid, at vi ville kunne begynde at se bedring.
Og sørme om han ikke begyndte at blive mere frisk i går. I går aftes kunne han rejse sig ved egen hjælp! Og siden har han ikke set sig tilbage. Han er stadig noget stiv i sin gang, men han følger flokkens rytme og bevægelser helt og fuldt. Når jeg kommer ud med flasken nu, kommer han humpende, drikker sin lune mælketår og futter så tilbage til sin familie igen.
Blishønen er ikke meget afvisende overfor ham, men heller ikke meget hjertelig, men han er helt fremme i skoene og klør på og skubber sig ind og vil die med sammen med Skien og Heistad. De er jo blevet noget større end ham – men han skal nok klare sig nu. Det er jeg sikker på. Maven har også nydt godt af, at han får sig bevæget og kan spise græs og få lidt rigtig mor-mælk ind imellem. En tid endnu skal jeg helt sikkert hjælpe med flasken, for han er tynd, men det kan jo være, at det mere og mere bliver Blishønen igen! Nu må vi se. Det er virkeligt skønt!

Ulefoss har stivkrampe

Skriv et svar

Ja, det her er ikke et af de sjove indlæg. Torsdag lagde jeg mærke til, at Ulefoss trak lidt på sit højre bagben og ikke rigtigt ville støtte på det. Men det sker ind imellem, at lammene får et lille skrub eller noget, så jeg holdt øje med, om det fortog sig. Det gjorde det bare ikke. Torsdag aften kunne han ikke bruge benet til at skubbe fra, da han skulle rejse sig og lige så fredag morgen. Så jeg måtte have fat i dyrlægen. “Kom du med lammet”, sagde han.
Da han så det, sagde han straks ” Den har da stivkrampe” – og ja, jeg havde netop selv haft tanken, for Ulefoss var ligesom så stiv i hele kroppen. Men det har jeg aldrig prøvet før og har derfor ingen erfaring.
Lille Ulefoss blev medicineret af dyrlægen og idømt kærlig pleje og sutteflaske af mig. Og her står vi så. Han er et elendigt lille skidt at se på, kan ikke selv rejse sig, men vil gerne – og humper afsted efter de andre, så godt han kan. Jeg suser ud og rejser ham op, fodre og rejser igen og har ham liggende herinde i varmen om natten. Jeg synes ikke rigtigt, at det går fremad, men dyrlægen sagde også, at det var et stykke tålmodighedsarbejde!
Ulefoss har sandsynligvis fået infektionen igennem navlen, da den var “åben” fra en jord-bakterie. Vi må dælme ikke håbe, at der er flere, der har det.
Jeg synes, at det er lidt hårdt i dag – og holder skarpt øje med alle de andre lam og deres bevægelser. Suk!

Tid til selvransagelse

Skriv et svar

Dagen i går var på alle måder fyldt op af op og nedture, men heldigvis langt flest op.
Men der blev også tid og anledning til selvransagelse. Da dyrlægen, der er en virkelig klog mand, var på besøg, så han på mig og sagde “Hun er for godt i stand”.
Jeg tænkte ved mig selv, at så skulle han da bare se Gro, Myse og Gauda. Men hele resten af flokken gik langt ned på marken, så det gjorde han ikke.
Den bemærkning har ligget og murret resten af dagen – og da jeg var ude at hjælpe Gro med at læmme, måtte jeg jo bare give manden helt og aldeles ret.
Jeg bemærkede det jo godt, da jeg klippede ulden af fårene. De var for godt i stand!
Det kan jo nemt gemme sig i al den pels, men jeg havde jo godt mærket det, når jeg stak fingrene ned igennem ulden. Bare ikke reageret nok på det!
Det er jo ingen fordel med for meget på sidebenene. Heller ikke hos får. Det gør det intet godt for læmningerne. Lammene har det for godt derinde og bliver for store og så giver det problemer, når de skal ud.
Min staldvægt er gået i stykker, men jeg tog badevægten ud i stalden her til aften og løftede flere af lammene op. Gro´s Harald vejede mere end 6 kilo, Sonja over 5. Pyts lam lå også på fem kilo.
Der er ihvertfald noget, der skal skrives bag øret her, Fru fodermester. Også bare ud fra en ren økonomisk betragtning: For stort foderforbrug, flere dyrlægeregninger og – sandsynligvis – tab af lam. Det skal der godt nok laves om på til næste vinter. Jeg har lavet et notat til mig selv i min kalender.
Jeg kan godt blive noget nervøs ved tanken om de sidste to, der endnu ikke har læmmet. De to førstegangsfødende helsøstre Hanun og Harissa. Huha.
Der vil det altså også være rart med lidt held i sprøjten, så de ikke lægger sig til at føde, når jeg sover eller lige præcis ikke er hjemme.