Søndag til aften stod Aisha klar med to dejlige sorte vædderlam. Vi havde været på visit i nogle timer og jeg havde haft på fornemmelsen, at hun var ved at lægge an til fødsel, så på et tidspunkt sagde jeg, at nu skulle jeg altså hjem. Og mit gæt er, at hun netop har født, mens vi kørte hjemad! Men det er jo ingen sag, når hun klarer det så fint selv! Hun er pragtfuldt!
Nu er der allerede født 8 lam og det er ved at være på høje tid at få styr på årets navnetema. Jeg havde faktisk besluttet at bruge et tema “fra skuffen”, men …. der er altså noget med disse ret så særlige dage og tider … det gik bare ikke! Omvendt så orker jeg altså ikke et corona-tema: Små søde lam skal ikke navngives kontakttal, afstand, vaccine, sprit, test, håndvask, eksponentiel stigning, incidenstal eller corona. Jeg vil ikke stå og ae den søde lille kælepot Corona, eller tage særlig vare på firlingerne Test, Test, Test og Test. Jeg magter det ikke!
Derfor har jeg været en tur i tænkeboksen! Hvad har alligevel givet glæde og løftet i det forgangne år med afstand, afsavn og anderledes arbejdsdage? Noget af det jeg har savnet allermest i mit arbejde på skolen er, at vi ikke må samles til den ugentlige Fællessamling med sang og beskeder om stort og småt. At synge sammen savner jeg meget. Her i huset har sidste forårs “Morgensang med Philip Faber” og efterårets og vinterens “Fællessang – hver for sig” løftet og glædet mange gange. Vi har sunget, skrålet, grinet og ladet tårerne trille, fordi sange vækker minder, skaber glæde og fordi nogle fremførelser bare har været så smukke, at de kan dukke op i samtalerne flere måneder efter! Det har været en virkelig god glædes- og fællesskabs-booster både for mig alene i foråret og for min søde mand og jeg sammen her i vinterens løb! Så derfor – med fare for at nogle synes, det er et rigeligt sentimentalt tema – så udspringer Navnetema 2021 af Morgen- og Fællessangen fra en særlig periode i mit og vores liv! Det er ikke verdens nemmeste tema, men nu jeg kaster mig ud i det.
Torsdag morgen stod Kuzmina med to fine og dejlige lam, der lige var født og ved at komme på benene! Et par flotte livskraftige størrelser, en vædder og en gimmer. Så skønt og hvilken lettelse! Kuzmina fik jo et misdannet lam sidste år, så det er dejligt for både hende og jeg med sådan to fine, fine lam. Kuzmina er, lige som sin mor Spurv, en helt fantastisk dejlig rolig mor og holder godt styr på sine lam og giver dem masser af mad. I like 🙂
Lidt før middagstid havde Oslo endevendt det meste af strøelsen i stalden, da jeg kom ud for at fodre lammet. Hun var meget urolig. Jeg har holdt godt øje med hende de seneste dage, for hendes yver har været meget spændt og jeg troede egentligt, at hun ville have fået sine lam før. Men intet skete og hendes yver var meget mindre spændt her til morgen. Det gjorde mig lidt bekymret … Hvad betød det? Nu var der i hvert fald noget under opsejling! Og så alligevel ikke. For hun havde ikke rigtigt veer, ikke synlig i det mindste. Jeg gik lidt frem og tilbage og holdt øje – og lod hende gå rundt og skrabe, men på et tidpunkt kunne jeg fornemme, at der skulle lidt hjælp til. Jeg fik mærket og lirket og … Jeg tror, at det første lam lå med siden til og derfor ikke pressede på med forbenene og derfor ikke skubbede på livmoderhalsen – men jeg fik den åbnet lidt med mine fingre, så blæren kunne komme ud – og så kom der veer. Da blæren sprang, kunne jeg få lammet skubbet lidt til siden og forbenene kom frem og vi fik lammet ud. Jeg var nervøs for om det havde ligget for længe, men det var heldigvis levende – og det næste lam lige så! To langbenede sorte skønheder! Oslo ligger her lige efter fødslen og slikker sine to fine piger. Sikke dejligt!
Det er altså en helt fantastisk samling af tykmavede får, jeg har gående på min mark i disse dage. De er ret flotte! Især Harissa er ubeskriveligt bred i landskabet, men det er egentligt ikke så mærkeligt, da hun har set halv-gravid ud, lige siden hun fødte sidst. De er så fine og imponerende at se på – de højdrægtige får med deres udspilede maver. Jeg bliver glad. Jeg elsker at komme ud i stalden sent om aftenen og tidligt om morgenen, når alle ligger og sover eller hviler. Jeg var ved at skrive at der er helt stille, men det er der ikke. Der er meget tyst og fredeligt, men samtidig en prusten og given sig, tunge åndedrag og spredte klagelyde, så jeg hvert år må sende en tanke til Dea Trier Mørchs fine bog “Vinterbørn”. Her under har vi Hanun, Kuzmina og Gærdesmutte, Aisha, Bunad og Oslo.
Vigdís og jeg har indgået plejeaftale for et styk lille vildtfarvet gimmerlam. Jeg står for fodring, så ofte jeg overhovedet kan. Det betyder i praksis, at hun får flaske hver tredje time, undtagen når jeg sover og er på arbejde. Arbejdet holder pause i påskedagene – og derefter er den lille pige blevet lidt ældre. Aftalen med Vigdís går på, at hun passer de andre tre lam fuldtids, og det gør hun så fint. Tak for det! Derudover skal hun lade den lille frøken være sammen med sin familie, lege med søskende og sove til middag i bunken af lam. Søskende-delen går godt, men den lille higer voldsomt efter kontakt med sin mor – og dér går det altså ikke så godt. Som jeg tidligere har beskrevet, er lammet også meget fremfusende og farer hen mod mors patter i samme øjeblik, jeg sætter det ned efter endt flaske. Vigdís er helt fyldt op af småbørn og bliver lidt kort for hovedet. De fleste af os kan sikkert godt genkende følelsen, selvom vi aldrig har haft hverken tvi-, tri- eller firlinger. Den lille søde lammepige må lære at holde sig lidt på afstand, snyde sig til lidt modermælk og så få kærlighed og samvær hos søskendeflokken og mig. Det er ikke optimalt, men det er vel heller ikke så galt, trods alt!
Vigdís og hendes fire små lam har det godt. Der er mange at holde styr på og jeg kan se at Vigdís indimellem bliver stresset og irriteret, når der næsten konstant hænger en baby i hendes pat. Især bliver hun irriteret på ét lam! Ja, og jeg forstår hende godt, for den er der hele tiden og meget vedholdende – fra siden, bagfra og såmænd også mellem forbenene. Men lammets vedholdenhed tyder jo på, at den knapt får det at spise, som den kunne ønske sig, men heldigvis vidner det også om stor livskraft og lyst!
Jeg holder vejret, krydser fingrene og gør så ellers, hvad jeg kan for at hjælpe. Jeg holder Vigdís nogle gange om dagen, så den lille tøs kan få spist en masse. Jeg har også givet hende en lille smule i flaske for at fylde hendes mave og give Vigdís lidt luft. Og så holder jeg ellers bare fingrene krydsede for, at det går og at Vigdís kommer sig over sin helt forståelige “firlinge-forskrækkelse”, og giver los for mælken. Vigdís er jo faktisk et ret ungt får på to år og det er kun anden gang hun får lam. Sidste år fik hun 2 fine lam, som hun passede så flot, at de i løbet af kort tid var helt firkantede over ryggen. Men derfra og så lige til fire børn i andet hug …. Jeg forstår godt, hun synes det er lidt overvældende. Men jeg hepper, hjælper og tror på, at hun kan…. og krydser fingre!
Da jeg kom ud i stalden for at fodre fårene i morges, var der helt roligt og alle lå faktisk og sov ….. men der var altså flere end i går! Vigdís havde fået lam! Jeg blev ikke overrasket over, at det var hende, der skulle begynde sæsonen, for vædderen sprang på hende 10 min efter, at han var ankommet i efteråret (se her), men jeg troede først, det var om nogle dage. Et sort og et hvidt lam lå nær Vigdís, men …. et andet sort lå lidt derfra ….og hvad var det der lå derovre? Et død lam? Nej, heldigvis! Det løftede skam hovedet! Men var der så flere, der havde læmmet? Niksen biksen! Vigdís har saftsusme åbnet læmmesæsonen med firlinger! Tre sorte og et hvidt, tre piger og en dreng. Omkring 2,5 kg hver, så ca. 10 kg lam plus det løse. Jeg har ingen anelse haft, hun var ikke særligt stor!
Her i eftermiddag kom Vigdís og de små på lidt Æblehave-græs i eftermiddagssolen. Jeg var da lidt spændt på, hvordan det hele så ud, da jeg kom hjem fra arbejde, men yveret er blødt og fint, der mælk i patterne, Vigdís er rolig og omsorgsfulde og lammene virker friske og godt tilpas. Ja, så selvom jeg jo egentligt hellere vil “nøjes” med tvillinger, så skulle man da være et skarn, hvis jeg ikke var en glad “fåremor”. God start!
Mens mange tobenede går og sukker efter en frisørtid, er hele flokken af får blevet klippet i løbet af den sidste uges tid. Og de nyder det! Pelsen er varm og klør og fårene vil gerne af med den. Men det er alligevel overraskende og skægt hvert år: Jeg synes egentlig at jeg bøvler lidt rigeligt med at få fat i flere af fårene, få det ud på gangen foran bundet- men så snart jeg begynder at klippe, så står de fleste af fårene bum-stille og nyder at blive klippet. Jeg kan lade snoren hænge løst, mens jeg klipper omkring hoved og hals og flere af dem strækker halsen godt ud, for at klipperen kan komme til. Når de kommer tilbage til flokken skal der snuses og kløs! Temperaturerne er jo ikke høje, men stalden er lukket om natten og de putter sig godt ned i den lune dybstrøelse. På de meget regnfulde dage vi har haft, har jeg ladet døren været lukket, men det er de ikke tilfredse med og så snart det er tørt skal de ud og nyde forårsluften.
Selvom nætterne stadig er kolde, er forårets snarlige komme heldigvis mærkbart. De pragtfulde vinterdage er afløst af andre dejlige dage med skarp luft og mere og mere lys. Her har jeg fanget to af de virkelig dejlige damer – Aisha og Gærdesmutte – i den skarpe forårssol. Et par omfangsrige damer også. Jeg håber, at det ikke er uld det hele …..