Vigdís og hendes fire små lam har det godt. Der er mange at holde styr på og jeg kan se at Vigdís indimellem bliver stresset og irriteret, når der næsten konstant hænger en baby i hendes pat. Især bliver hun irriteret på ét lam! Ja, og jeg forstår hende godt, for den er der hele tiden og meget vedholdende – fra siden, bagfra og såmænd også mellem forbenene. Men lammets vedholdenhed tyder jo på, at den knapt får det at spise, som den kunne ønske sig, men heldigvis vidner det også om stor livskraft og lyst!
Jeg holder vejret, krydser fingrene og gør så ellers, hvad jeg kan for at hjælpe. Jeg holder Vigdís nogle gange om dagen, så den lille tøs kan få spist en masse. Jeg har også givet hende en lille smule i flaske for at fylde hendes mave og give Vigdís lidt luft.
Og så holder jeg ellers bare fingrene krydsede for, at det går og at Vigdís kommer sig over sin helt forståelige “firlinge-forskrækkelse”, og giver los for mælken.
Vigdís er jo faktisk et ret ungt får på to år og det er kun anden gang hun får lam. Sidste år fik hun 2 fine lam, som hun passede så flot, at de i løbet af kort tid var helt firkantede over ryggen. Men derfra og så lige til fire børn i andet hug …. Jeg forstår godt, hun synes det er lidt overvældende. Men jeg hepper, hjælper og tror på, at hun kan…. og krydser fingre!