Kategoriarkiv: 2021

Aishas drenge

Aisha barslede jo med et par fine vædderlam. Og godt for det, for der var kun to vædderlam, blandt de første 8 lam. Det er fint med en ligelig fordeling – og vædderlammene vokser godt!
Disse to er et par rigtigt flotte sorte knægte, der helt sikkert kommer til at vokse sig store og stangmusikalske. Derfor skal de opkaldes efter en af det forgangne års store “stjerner”:
Phillip Faber hjalp på humøret hos mange – mig selv inklusive – med forårets Morgensang på DR. Med gode fortællinger, smittende grin, hoftesving og underlige ansigter kom vi omkring mange dejlige sange. Jeg nød at synge igennem hjemme i stuen og da det blev muligt, blev morgensangen også brugt som fast opstart mange steder i “corona-skolen”. Det gav et stort boost af fællesskabsfølelsen midt i al den afstand og hver for sig. Så derfor – Phillip Faber!!

Det er Phillip til venstre med den krusede pels og Faber med den mere lokkede.

April, april

2. påskedag er ved at være ovre og påskeferien lakker mod enden. Det har været et isnende aprilvejr i dag. Vi vågnede til snedækkede vinduer og de største lam tog sig en morgenløbetur i en hvirvel af snefnug, da jeg åbnede døren. De kom nu hurtigt ind igen. Hidsig blæst har i løbet af dagen sendt adskillige sne- og haglbyger hen over Bjerget. De gravide får kan ikke selv vælge om de vil være ude eller inde, så jeg har lukket ud og ind flere gange i løbet af dagen. Page og Yavapai her synes, var rart at komme ind i læ og relativ lune.

Jeg har netop gået og tænkt på, at jeg ikke synes, jeg har haft så travlt som sædvanligt i min påskeferie. Men ved nærmere eftertanke er det ikke så mærkeligt. Vi har haft påskebesøg af børn og børnebørn, men den norske del af familien, kan vi jo desværre ikke se. Jeg plejer at have travlt med læmninger, men der er kun tre får, der har læmmet på de ti dage. Jeg mangler stadig fire får. Påskelørdag har jeg i de senere år haft åben stald til Fårets dag, men det er aflyst i år også – SÅ det er ikke så mærkeligt, at ferien har føltes mere stille og uden så mange gøremål som sædvanligt. Men det har bestemt også sin charme og jeg har haft godt af de stille dage. Jeg kan let stå og falde i staver i hele eller halve timer og se de nu 16 lam, der gaber, sover, hopper rundt, dier eller undersøger og piller ved alt i stalden. De er altså søde og festlige. God aften, derude:)

Bloggen har fået et serviceeftersyn

Faapaabjerget.dk har længe trængt til et serviceeftersyn og i dag var jeg så heldig at få en it- kyndig, blog-smart, grafisk kreativ, hjælpsom og sød tryllefe på besøg.
Det er fantastisk! Tænk, alt det man “godt kan finde ud af” (høhø), når der er en, der sidder ved siden af og gør det, viser, vejleder og råder.
Bloggen ser næsten ud som den plejer, og når jeg får lavet mine lektier, kommer vi også væk fra nogle de hængepartier og uhensigtsmæssigheder, der har været på siden længe. TAK, søde fe!




Kuzminas tvillinger

Kuzmina har jo også fået tvillinger. De er ikke så høje som Oslos lam, men nogle rigtige “kraftkarle”. Et vædderlam og et gimmerlam – og ti dage gamle nu. Vædderen er stor og stærk og bred og gimmeren næsten lige så stor. Hun er let at kende på de næsten lysebrune kanter, hun har på ørerne. Det ser meget sødt ud. Kuzminas lam skal hedder Akkord og Node. Her får Node lige et lille måltid. I kan tydeligt se hendes nuttede, bløde, lysebrune ører, ikke?

Hanun fik trillinger i nat

I går gik Hanun rundt og lignede en halvsyg høne. Da vi nåede til aftensmaden skulle hun stort set intet have. Det er et af de tegn, jeg har at se efter …. noget var på færde.
Da jeg kom ud for at se til hende før sengetid var det tydeligt, at noget var i gang – og så alligevel ikke. Hanun pressede og gav sig, men der skete ikke noget, så jeg måtte træde hjælpende til.
Forbenene lå lidt fremme, men ikke meget og jeg kunne ikke mærke hovedet. Jeg måtte have lammet skubbet lidt tilbage, finde hovedet, der lå drejet tilbage ned langs kroppen og så prøve at få det frem. Men hver gang jeg havde fået hovedet frem og slap – svup, så drejede det ned igen. Øj, det var svært. Til sidst fik jeg både holdt fast i hovedet og hjulpet benene frem og ud, men det var hårdt for Hanun med min hånd og hovedet samtidig. Stakkels! Men ud kom lammet og det var heldigvis levende. Et sortgråt gimmerlam.

Hanun lå længe og slikkede lammet og kom til kræfter – og herefter gik tingene mere planlagt og hun fødte selv et stort gråkrøllet vædderlam. Jeg kunne bare sidde og se på familieidyllen, med slikken, små spæde babylyde og omsorgsfulde dybe mor-toner. Hanun vendte sig lidt rundt og lagde sig ned og jeg kunne se et par små klove mere stikke ud. Men nu var Hanun træt og havde ikke flere kræfter, så jeg hjalp lidt med, at få det sidste lam trukket ud. Et fint sort vædderlam! Åh, hvor dejligt!
Det hele så ud til at gå fint og Hanun tog sig fint af alle tre, så jeg gav hende en portion hø og noget frisk halm, sagde godnat – og så gik jeg i seng!

Her til morgen var der fred og ro i den nye familie og de tog sig et velfortjent hvil i halmen. Den førstefødte pige ligger lige foran Hanun, det langbenede grå vædderlam står ved hendes hoved og det sidstfødte vædderlam ligger bagved og sover.

Oslos lækre tøser

Oslo har et par virkelig flotte gimmerlam. De er staldens største lam, langbenede, sortgrå og får alt det de kan ønske sig at vokse af. Så jeg forestiller mig, at de bliver nogle store lækre sild.
De skal hedde Tone og Melodi – og først i skrivende stund går det op for mig, at da er meget passende, at det lige blev Oslos lam, der fik dette navne-makkerpar. Tone er et meget almindeligt norsk pigenavn, så på den måde kan jeg videreføre den norske linje.

Det lykkes mig ikke at få familien samlet, men her er Oslo og Tone sammen og Melodi til højre. Oslo har snor om halsen, fordi jeg lige holder øje med hendes yver i dag. Hun er det tætteste jeg kommer på en jerseyko og giver enorme mængder af mælk, men her i morges var hendes yver pludselig meget spændt og jeg måtte malke ud for, at lammene kunne få lov – og få fat.
Jeg ved ikke, hvad der lige er sket, men håber da bestemt, at det går i orden af sig selv igen.

Stalden delt

Jeg er rigtig glad for min stald, mit fårehus og det fungere så fint med en åben løsdrift, hvor alle får går sammen. Undtagen lige i disse dage, hvert år!
Nogle af fårene har fået lam for 7-14 dage siden og de er bare sultne! De skal have meget mad, for at de kan klare at fodre videre på to eller tre lam.
Men de gravide får skal ikke have en hel masse mere at spise. Deres ufødte lam kan risikere at blive alt for store. Jeg ved jo ikke, hvor mange lam de har i maven – og forestil jer, at et af gimmerlammene kun skal have et lam, hvilket er helt almindeligt, og det så bliver kæmpestort! Ikke en sjov fødsel!
Derfor har jeg delt stalden og flokken af får op i to , så de får der har lam, kan få et par ekstra måltider om dagen. De gravide bliver forkælet med at komme ud at gå på markvejen og spiser græs. Når alle får har læmmet er problemet løst og jeg kan vende tilbage til sam-drift igen.

Her over har vi Page og den noget så fyldige Harissa, hendes også ret tykke helsøster Hanun, Bunad og Yavapai. Page og Yavapai er de nye unge får.

Her kan I se den opdelte stald- uden beboere. De gravide bor nærmest kameraet, så kommer mødrenes areal og i hjørnet af deres bolig er et lille lukaf ( billedet til højre), hvor der kun er adgang for lam. Her kan de altid gå ind og få lidt kraftfoder at spise.
Jeg er så utrolig glad for mine grinder. De er lette at håndtere og det varer ikke længe at lave en ny-indretning af stalden. Det er skønt!

Den lille firling – mit smertensbarn


Mit smertensbarn er jo Sang. Det er den firling, jeg har i pleje. Jeg forsøger at overholde min del af aftalen, men et mere modvilligt flaskelam skal man lede længe efter. Hun har stadig ikke rigtigt fattet det at sutte på sutten, men gumler bare på den, så det tager en krig at fodre hende. Hun er simpelthen ikke sulten nok, så jeg har resoneret, at hun jo så alligevel må snyde sig til noget mad i ny og næ. Det kan jeg også konstatere ved selvsyn: Når Vigdís bliver fodret (eller noget som helst andet, hvor hun står stille), så slår hun til og hager sig fast i en pat – og her fejler sutterefleksen absolut ingenting. Jeg er derfor på det nærmeste stoppet med flasken, for jeg gider jo ikke rende og være til grin ….. men kan jo se, at hun sakker agterud og er mindre og tyndere end sine søskende. Suk! Men sådan er det jo så – der er altid én der en mindst. Hun må se at få lært at spise noget kraftfoder, så hun kan vokse af det. Hvis hun stadig ikke forstår konceptet, når ferien er slut, så stopper jeg – for jeg har nok hældt mere mælkeblanding i vasken end i hende – og det er det faktisk for dyrt til. Her gaber hun stort og får sig en middagslur i solen.

Firlingerne navngives

Så må det vist må være på tide at holde den første lille navngivnings-højtidelighed. Jeg kaster mig altså ud i mit morgen/fællessangs-tema – for fuld musik med de første fire!

Som tidligere nævnt savner jeg meget at synge sammen med eleverne på skolen. Så de første fire hedder Syng, Sang, Sing og Song. Jeg kunne dog ikke få lammene til at stille sig op i den rækkefølge. Jeg er såmænd helt stolt af bare fire på stribe her – ja, fem faktisk!
Fra venstre har vi den lille hvide pige, Sing. Hun er meget lambi-ulden og nuttet og har en rundt sort prik på den ene side. Sing var den mindste fra fødslen, men hun tager fra og vokser godt nu.
Så kommer Sang. Hun er også et gimmerlam og den mest “vildtfarvede” i kuldet med sin lysebrune ryg. Sang er mit plejebar, men herom senere. I midten har vi den stolte – og indimellem også temmelig trætte – moder Vigdís.
Lige til højre for Vigdís kommer flokkens eneste vædderlam Song. Han tager godt fra og har allerede tredoblet sin vægt her 14 dage gammel.
Yderst til højre har vi endnu et gimmerlam Syng. Hun er let at kende med de store hvide aftegninger i hovedet. Hun er, ligesom sin bror, fuld af saft og kraft og vokser godt.
Samlet set så går det godt med flokken – og Vigdís klarer det flot!

Seje Gærdesmutte

I flere dage har jeg kunne følge forandringer i Gærdesmuttes krop. Maven sank, hun blev mere sammenfalden over krydset og løsere bagtil. Søndag aften havde hun en del uro i kroppen. Hun strakte sig med jævne mellemrum og gav sig, men da det blev sengetid, var der ikke sket yderligere og jeg gik til køjs.
Tidligt, tidligt i morges listede jeg ud i mørket i natskjorte for at se, hvordan det gik med Gærdesmutte. Hun stod roligt med to små lam omkring sig. Nej, hvor fint …. Men hvad? Da jeg kom ind til Gærdesmutte, stod der et tredje lam lidt derfra. Var det Aishas? Nej, de stod der – og dette var også mindre! Så altså tre små søde lam.
Gærdesmutte er jo staldens ældste får på 8 år – og så får hun 3 fine gimmerlam. To sorte og et hvidt! Sikke sej, hun er! Jeg vil hjælpe hende, alt det jeg kan – og håber hun klarer det fint! Tillykke! Mor er stolt.