I går gik Hanun rundt og lignede en halvsyg høne. Da vi nåede til aftensmaden skulle hun stort set intet have. Det er et af de tegn, jeg har at se efter …. noget var på færde.
Da jeg kom ud for at se til hende før sengetid var det tydeligt, at noget var i gang – og så alligevel ikke. Hanun pressede og gav sig, men der skete ikke noget, så jeg måtte træde hjælpende til.
Forbenene lå lidt fremme, men ikke meget og jeg kunne ikke mærke hovedet. Jeg måtte have lammet skubbet lidt tilbage, finde hovedet, der lå drejet tilbage ned langs kroppen og så prøve at få det frem. Men hver gang jeg havde fået hovedet frem og slap – svup, så drejede det ned igen. Øj, det var svært. Til sidst fik jeg både holdt fast i hovedet og hjulpet benene frem og ud, men det var hårdt for Hanun med min hånd og hovedet samtidig. Stakkels! Men ud kom lammet og det var heldigvis levende. Et sortgråt gimmerlam.

Hanun lå længe og slikkede lammet og kom til kræfter – og herefter gik tingene mere planlagt og hun fødte selv et stort gråkrøllet vædderlam. Jeg kunne bare sidde og se på familieidyllen, med slikken, små spæde babylyde og omsorgsfulde dybe mor-toner. Hanun vendte sig lidt rundt og lagde sig ned og jeg kunne se et par små klove mere stikke ud. Men nu var Hanun træt og havde ikke flere kræfter, så jeg hjalp lidt med, at få det sidste lam trukket ud. Et fint sort vædderlam! Åh, hvor dejligt!
Det hele så ud til at gå fint og Hanun tog sig fint af alle tre, så jeg gav hende en portion hø og noget frisk halm, sagde godnat – og så gik jeg i seng!

Her til morgen var der fred og ro i den nye familie og de tog sig et velfortjent hvil i halmen. Den førstefødte pige ligger lige foran Hanun, det langbenede grå vædderlam står ved hendes hoved og det sidstfødte vædderlam ligger bagved og sover.