2. påskedag er ved at være ovre og påskeferien lakker mod enden. Det har været et isnende aprilvejr i dag. Vi vågnede til snedækkede vinduer og de største lam tog sig en morgenløbetur i en hvirvel af snefnug, da jeg åbnede døren. De kom nu hurtigt ind igen. Hidsig blæst har i løbet af dagen sendt adskillige sne- og haglbyger hen over Bjerget. De gravide får kan ikke selv vælge om de vil være ude eller inde, så jeg har lukket ud og ind flere gange i løbet af dagen. Page og Yavapai her synes, var rart at komme ind i læ og relativ lune.
Jeg har netop gået og tænkt på, at jeg ikke synes, jeg har haft så travlt som sædvanligt i min påskeferie. Men ved nærmere eftertanke er det ikke så mærkeligt. Vi har haft påskebesøg af børn og børnebørn, men den norske del af familien, kan vi jo desværre ikke se. Jeg plejer at have travlt med læmninger, men der er kun tre får, der har læmmet på de ti dage. Jeg mangler stadig fire får. Påskelørdag har jeg i de senere år haft åben stald til Fårets dag, men det er aflyst i år også – SÅ det er ikke så mærkeligt, at ferien har føltes mere stille og uden så mange gøremål som sædvanligt. Men det har bestemt også sin charme og jeg har haft godt af de stille dage. Jeg kan let stå og falde i staver i hele eller halve timer og se de nu 16 lam, der gaber, sover, hopper rundt, dier eller undersøger og piller ved alt i stalden. De er altså søde og festlige. God aften, derude:)