Blishønen har hul i øret- meget bogstaveligt!
Hendes øremærke er faldet ud og har efterladt dette meget fine hul.
Et nyt erstatnings-øremærke er bestilt og kommer med posten en af de nærmeste dage – hvis PostNord vil – og så får hun et nyt mærke sat i. Man skal nemlig have to øremærker, når man er får – ellers får jeg ørerne i maskinen.
Det er virkelig svært at få et billede af Blishønen og hendes tre lam samlet.
Også fordi de i de sidste par måneder faktisk ikke har været meget sammen som en familie. Ulefoss var skilt fra, det var tydeligt. Men efterhånden som han genvinder flere og flere kræfter, og heller ikke længere er sær, fordi han får flaske, ja, så er han stille og roligt ved at blive genoptaget i familien.
Han får oven i købet også tiltusket sig en lille tår mælk i ny og næ, har jeg set.
Da jeg i går ud af vinduet så Blis og tre lam stå i perfekt position, sprang jeg afsted efter kameraet og fløj ud i haven.
Selvfølgelig kom jeg for sent til den perfekte opstilling, men stadig væk ….. Her er de fire sammen, med rolig baggrund og uden alle mulige andre får og lam imellem! Fantastisk!
Det er jo helt tydeligt, at Ulefoss ikke er så stor som sine søskende, Skien og Heistad, men lidt har også ret. Han halter ikke mere, når han går, men skal der løbes, så foregår det stadig på tre ben!
Blishøne var lam nummer 100 på Bjerget, da hun blev født – og derfor har hun nummer 100 på sit øremærke – og her går hun så med lam nummer 198, 199 og 200.
En dejlig” jubilæumsflok” med lækre brune krøllede pelse.
Søde lille Ulefoss er heldigvis i klar bedring! Han har hele tiden haft kampgejst og vilje, men søndag synes jeg godt nok, at det virkede noget trist og håbløst. Han var dælme skidt! Helt stiv i sin krop, kunne ikke rejse sig og faldt jo nærmest som et bræt, når de andre skubbede til ham. Han kunne heldigvis drikke den mælk, jeg kom med i flasken med meget jævne mellemrum, men fik jo så til gengæld ondt i maven af den ændrede kost! Så jeg synes det var tungt! Men Ulefoss – han kløede bare på og humpede gerne ned til flokken i den anden ende af folden, når jeg fik ham på højkant!
Dyrlægen sagde, at det først var efter en uges tid, at vi ville kunne begynde at se bedring.
Og sørme om han ikke begyndte at blive mere frisk i går. I går aftes kunne han rejse sig ved egen hjælp! Og siden har han ikke set sig tilbage. Han er stadig noget stiv i sin gang, men han følger flokkens rytme og bevægelser helt og fuldt. Når jeg kommer ud med flasken nu, kommer han humpende, drikker sin lune mælketår og futter så tilbage til sin familie igen.
Blishønen er ikke 
meget afvisende overfor ham, men heller ikke meget hjertelig, men han er helt fremme i skoene og klør på og skubber sig ind og vil die med sammen med Skien og Heistad. De er jo blevet noget større end ham – men han skal nok klare sig nu. Det er jeg sikker på. Maven har også nydt godt af, at han får sig bevæget og kan spise græs og få lidt rigtig mor-mælk ind imellem. En tid endnu skal jeg helt sikkert hjælpe med flasken, for han er tynd, men det kan jo være, at det mere og mere bliver Blishønen igen! Nu må vi se. Det er virkeligt skønt!
Det er let at finde Blishønen og hendes lam. De er ofte sammen og synes på afstand bare som en stort sort plet med rigtigt mange ben. Blishønen passer de tre lam super fint. De er udfyldte og spænstige i kroppen. Fulde af pep!
Da hele flokken skulle navngives fandt jeg inspiration i min mors 
familie. Min mor arbejdede som ung i Norge en tid og hendes lillebror flyttede derop og stiftede familie.
Så som en lille hilsen til min norske gren af familien, hedder de tre skønne banditter her Ulefoss, Heistad og Skien.
Ulefoss er et let genkendeligt vædderlam, med den store blis, mens hans søstre kun har en lille plet i panden og et par små hvide hår på øret.
Når jeg klipper de hvide får, sker der det, at de bliver endnu hvidere – ja helt sølvskinnende ind imellem. Men så sker der heller ikke mere. Når jeg klipper de farvede – ja, så sker der ting og sager. Der er nærmest tale om farveskifte-får. Blishønen og Anab var brune inden de blev klippede, Myse og MØ nærmest lysbrun, Hanun og Harissa mere gråbrun/ brunsort, mens Blomst og Aisha var mere almindeligt gotlændergrå.
Efter klipningen skal jeg lige vende mig til deres nye udseende. Blishønen og Anab er sorte Hanun, Harissa, MØ og Myse ligner gråspættede sæler i forskellige nuancer! Aisha er helt lysgrå, mens Blomst er lige så hvis som Pyt, bare med sit sorte hoved til forskel.
Da jeg kom ud i stalden her til morgen var der fem lam flere end da jeg gik i seng. Hold da helt op! Blishønen har fået tre sorte lam, to piger og en dreng med blis. Den ene var kommet lidt langt væk fra sin mor, så der blev en brægen og hurlumhej, da jeg tændte lyset. Men den fandt hurtigt hen til den rette lugt, sin mors milde røst og en pat, der smagte godt.
I et andet hjørne stod MØ med to hvide lam. En vædder og et gimmerlam. De var store og virkede ret robuste og klar til at indtage verden. MØ har et kæmpe yver og masser af mælk, så de skal bare tage for sig af retterne.
Det er jo fantastisk dejligt, som de er gode til at klare det hele selv. Så jeg fik ordnet stalden lidt og givet halm og hø, åbnet døren til en dejlig forårsdag – og så var det ellers afsted på arbejde i en fart.
Indkøb af sliksten gjorde stor lykke. Fårene flokkedes ivrigt om stenen, men Blishønen var ikke umiddelbart til sinds at dele, så de andre fortrak efterhånden og ventede på, at hun var færdig.
For et par dage siden fik jeg lige fanget dette dejlige billede. Blishønen med de to døtre stod tæt sammen og græssede hyggeligt.
Det er efterhånden ikke så ofte, at familierne samles og går lidt for sig selv. Lammene opholder sig mest i teenage-grupper og kommer kun hen til mor, hvis de lige skal have en hurtig tår. Og mødrene nyder lidt fred.
Men her har vi fra Hanun, Harissa og Blishønen! Hanun er den mest grå, Harissa er ikke helt så brun, som sin mor, men hun er afgjort den, der ligner hende mest. Selvom man ikke kan se det nu, havde Blishønen jo også en blis i panden, da hun var lille – se her. Harissa ligger nok i en ret god position til at bliver her, hvis hun arter sig fortsat. Jeg vil så gerne have flere får med farver på!
Tirsdag først på eftermiddagen skulle jeg have lidt at spise. Det havde allerede været en lang og travl dag, synes jeg. Da jeg kommer ud i stalden igen, så står Blis lige så fredeligt og slikker på to sorte gimmerlam! Ja, så blev jeg glad igen – efter den ret triste morgenstund.
Jamen dog, Blis! Så fine og rimeligt store – og sorte. Jeg fik dem ikke vejet, men de vejer 
ihvertfald 4 kilo hver. Så det er ikke så mærkeligt, at hun var tyk på billedet i går!Her ser I den lille lykkelige familie! En nyklippet Blis med pigerne Harissa og Hanun.
Harissa har en hvid plet i panden , som Blishønen selv havde som lam (deraf navnet), mens Hanun er helt sort.
Ja, så er jeg nået halvvejs i forårets læmninger! 7 får har fået 16 lam! Det er jo ganske flot, må jeg sige! 9 gimmerlam og 7 vædderlam! Og næsten alle bliver passet af deres mødre!
7 andre får går så stadig og er tromletykke og puster og stønner, når der skal rejse sig eller lægge sig igen! Det bliver spændende, også med de næste syv læmninger! Jeg vil krydse fingre for, at de kommer til at gå lige så forholdvis smertefrit som de første – nok lige med Kardemomme som undtagelsen, der ikke behøver gentagelse.
Her er Pyt, Persille, Blishønen og Blomst. Fire skønne omfangsrige damer!
