For nogle morgener siden var jeg heldig lige at være på rette tid og sted – og have mit kamera med. Jeg havde fodre og åbnet stalddøren og både får og lam ville gerne ud i det gode vejr. Lammene samlede sig hurtigt i en stor flok – og så gik det ellers løs. Nu skulle der løbes! Det er altså et pragtfuldt syn og jeg bliver da helt glad ved synet. Oslo kunne ikke stå for fristelsen – hun er også så ung endnu – og måtte være på morgen-løbeturen.
I påsken, hvor der jo var et mylder at helt nye lam på marken, havde jeg flere gange besøg af både glenter og ravne i luftrummet over Bjerget. Det er jo sådan set skønt nok – og jeg er vild med store flotte fugle, meeeen …
Jeg synes nu, at deres interesse var lidt for stor, når sådan nogle loppefrø og spirrevipper som f. eks. Sotji gik rundt på marken. På billedet til venstre sidder en glente i træet, mens dens mage flyver længere borte.
Der er heldigvis ikke sket noget. En enkelt moderkage som jeg ikke fik fjernet med det samme, fordi noget andet skete, da jeg var på vej – forsvandt og var ikke at finde, da jeg kom efter en time, men så længe vi kan holde det der, så går det jo bestemt. Det er nogle imponerende flotte dyr.
Glentens skrig (tv) sang over Bjerget i de kolde blæsende påskedage og ravnenes mørke kald lyder over os mange gange dagligt. Det er jo ikke meget man kan se på billederne, for jeg har ikke et rigtigt paparazzi-rør, men I må forestille jer, hvor store de er i forhold til andre fugle.
Når først vi er kommet igennem alle bekymringerne i forhold til Moëts læmning, så kører det bare. Hendes to gimmerlam strutter af sundhed og bliver nusset og passet, så det er en fryd. Det er så ærgerligt, at Moët har det fødeproblem, for på alle andre parametre ligger hun altså i top. Moëts piger hylder to seje langrendsløbere fra vore nabolande – norske Marit Bjørgen og svenske Charlotte Kalla! Et par sorte 
skønheder, men svære at tage billeder af, netop fordi de er så sorte. Et særligt kendetegn, der hvert år er at se på Moëts lam, er at de har sådan en fin lille midterskilning. Her til højre kan I se Bjørgen.
Lammene synes, at vores plejefasan er en sjov én. Og ihvertfald en festlig legekammerat. De vil gerne lege ta-fat, men fasankokken synes ikke det er helt så sjovt og løber lidt væk fra dem og fortsætter så sin forårs-selviscenesættelse.
Gro fik to smukke og livskraftige lam. De er snart 14 dage gamle – og de er stadig livskraftige. Det er jo ikke givet, når man mister sin gode mor kun fire dage gammel. Men de har været sunde og jeg har været god til at passe dem og blandet mælkeerstatning til dem tidligt og silde og mange gange derimellem.
Gro´s lam har ofte heddet noget med ret meget pondus i: Dom Perignon, Malik og Malikka (arabisk for konge og dronning), Harald og Sonja. Jeg tror, det skyldes, at Gro altid har lavet er 
store flotte lam, der så også har fået meget at spise hos Gro og blev ved med at leve op til deres navne. Så for at holde traditionen måtte Gro´s lam hedde Martin Fourcade og Kaisa Makarainen! De er et par virkeligt seje skiskytter. Kaisa har en lysebrun farve i sin pels, der er helt fantastisk, men jeg tør ikke helt at tro på, at den holder ved. De sorte lam bliver ofte grå eller gråbrune i løbet af sommeren, så risikoen for at Kaisa også “falmer”, er bestemt tilstede.
Da de nu viste sig at blive Gro´s sidste lam, holder jeg særligt øje med dem –
og Kaisa kommer med imellem dem, jeg skal overveje som Får på Bjerget.
Men lige nu er de jo bare mine søde babyer, der følger mig som små hunde, når jeg færdes rundt i stalden og frem og tilbage. Bare søde!
Gærdesmutte har fået to dødcharmerende vædderlam i år. De er lyse og lidt til den rødhårede side. Jeg er meget spændt på om farven holder ved, eller om den falmer hen over sommeren og bliver hvid. De er meget smukke nu.
Straks jeg så farven blev de navngivet Johannes og Tarjei Bø – efter de norske skiskyttebrødre.
Johannes er den mest røde – her på 
billedet er han nærmest sin mor. Der er meget spræl i dem og især Johannes stiller gerne op til foto.
Jeg skal ikke kunne sige om virkelighedens Johannes Bø er fuld af charme, men ham her er da ikke til at stå for!
Blishønens firlinger er svære at få på et samlet billede, men her er de fra en af de første dages middagslur. Der er to vædderlam og to gimmerlam. På billedet her ligger gimmerlammet Nagano længst til venstre, så kommer vædderen Lillehammer og den lillebitte gimmer Sotji midt i mellem brødrene – med vædderlam Pyeongchang længst til højre ved siden af mor Blishøne.
Her var alt endnu fryd og gammen, men Blis besluttede jo altså, at Sotji var for lille og hun er kommet under mine vinger. De andre tre passer hun fint og de vokser godt. Det gør Sotji også, men et lille skind, det er hun stadig.
Pyeongchang især er let genkendelig blandt alle de sorte lam med sin store blis, hvide mule og den lille hvide halespids, man også kan ane her på billedet. Han ligner faktisk halvstorebror Ulefoss fra Blishønens lammeflok sidste år.
Åh, hvor har vi ventet længe – og næsten glemt, hvor dejligt det er! En pragtfuld mild og vindstille solskinssøndag her på Bjerget! Så kan man næsten ikke ønske sig mere!
Får og lam nød det lige så meget som vi andre – og jeg besluttede, at NU skulle det være! Klipperen blev hentet og Bunad meldte sig frivilligt som den første til at smide overfrakken. Hun slægter også her sin mor og stod uden snor med hovedet strakt 
op, mens jeg klippede ulden af kinder, bag ører og på hals! Det er da helt utroligt! Moët blev indfanget og også hun tog “operationen” pænt. Her er det jo ikke fårene, der bliver lagt ned og trillet rundt, men derimod mig, der kravler rundt i dårlige arbejdsstillinger! Jeg har aldrig rigtigt fået det andet lært – mest fordi jeg plejer at klippe mine får lige før de læmmer og så tåler de det ikke, men det var det jo altså bare for koldt til i år.
Til slut fik jeg også fat i Anab. Hun synes nu nok, at det kunne 
være det samme med det klipperi og var kilden og urolig, men af kom ulden da. Jeg var begyndt klipningen i min store forede vinterkedeldragt, men den måtte jeg meget hurtigt ud af, for klipning giver sved på panden – og resten af kroppen også, faktisk.
Men det er skønt at være i gang med projektet – nu har jeg allerede klippet den første kvarte. Herlig søndag!
Aisha fik jo desværre kun et enkelt lam – men sikke et! Hun er så stopfuld af krudt og attitude og laver de vildeste hop og krumspring! Derfor var det oplagt, at hun blev navngivet Zagitova – en skøjteprinsesse. Som enebarn er hun måske lidt for velnæret i forhold til en skøjteprinsesse, men hun er pragtfuld i al sin livslyst og -energi.
Spurv fik to store lam – og de er dag for dag blevet synligt større. Spurv er altså bare en fantastisk mor. De to lam vejede hver 5 kg, da de blev født og her 14 dage efter vejer de allerede det dobbelte.
De blev nærmest fra fødselsøjeblikket navngivet Kuzmina og Shipulin efter to skiskytter, der er søskende, selvom de stiller op for hvert sit land. Shipulin er det hvide vædderlam og Kuzmina det sorte gimmerlam.