Gærdesmuttes to dejlige lam skal hedde Yavapai og Powell. Yavapai er gimmerlammet med den fine hvide stjerne og hvide kanter på ørerne – og så er det et smukt sted og ord fra Grand Canyon. På vores vej fra Las Vegas til Grand Canyon gjorde vi stop ved den imponerende dæmning ved Lake Powell. Her på stedet er Powell så dette fine sorte vædderlam til højre i billedet. De har de godt alle tre, Gærdesmutte er en rolig og omsorgsfuld mor og fodre sine lam godt.
Da jeg kom hjem fra arbejde mandag, gik jeg naturligvis straks ud for at se, om Aisha og hendes lam havde det godt. Og det havde de bestemt! Mage til krudtugler….
Men min opmærksomhed samlede sig hurtigt om Gærdesmutte, der var lige ved at lægge an til at læmme. Jeg fik staldtøjet på i en fart, fik kameraet med og gik så ellers i stalden. Ud på marken med alle de gravide – og så roen kunne sænke sig.
Gærdesmutte skrabede i halmen, lagde sig, pressede lidt, rejste sig, snuste til halmen, skrabede og lagde sig igen. Efter nogle omgange på den måde kunne man se små bitte klove med deres bløde hvide kanter titte frem, når Gærdesmutte pressede.
Efter et par stærke presse-veer kom forbenene længere frem og på det midterste billede kan man lige ane den lille næse. Gærdesmutte presser, strækker sig og bruger mange kræfter på at skubbe lammet ud. Hun rejser sig, lammet glider lidt tilbage og så lægger hun sig og presser endnu en gang.
Nu går det næsten lige så hurtigt, som jeg kan tage billederne. I løbet af få sekunder får Gærdesmutte presset lammet ud og straks hun mærker, at det er ude, rejser hun sig. Navlestrengen, som I kan se på billedet, rives over og hun vender sig for at slikke væske og fosterhinden af det lille nyfødte lam. Hun slikker og slikker og siger hele tiden små lyde og lige så snart lammet har rystet vand og fosterhinde væk fra munden svarer det moderen med sin lille nye lammestemme. Det er en af verdens sødeste lyde.
På den måde lærer de hinanden at kende og etablerer det gode mor-barn-forhold.
Velkommen til verden, lille nye gimmerlam.
Gærdesmutte er fåreflokkens alderspræsident – men skarpt forfulgt af flere andre får.
Gærdesmutte er fra året med fugletema i 2013 og er datter af mit store dejlige får Gro,
der desværre døde sidste år. Hun er tvilling, havde bror Ravn og en finuldsvædder-far.
Det var faktisk ikke meningen, at Gærdesmutte skulle blive på Bjerget, for hun var taget til side til en kollega, der ville til at have får. Kollegaen ombestemte sig – og jeg beholdt Gærdesmutte, hvilket jeg aldrig har fortrudt.
Hun er et stort og fint får – og hun bliver mildere og mildere med årene. Hun har været eminent god til at lave nogle små lækre lam, der er lette at læmme – og som så lynhurtigt vokser sig store og flotte på Gærdesmuttens gode mælk. En lille undtagelse har været året i år, men der var også fire lam – og hun skal være undskyldt. Jeg håber sådan, at hun “nøjes” med to lam næste år og krydser fingre for, at ihvertfald ét af dem er en gimmer – og lige så uimodståelig som Gærdesmutten selv var som lam.
Jeg har sukket efter den i noget tid – det må jeg indrømme – selvom jeg også har nydt det gode sommervejr i fulde drag. Meeen lige lidt vand til at sætte fut i græsset ville altså være dejligt. Og nu kom det endelig – regnvejret! For et par timer siden begyndte det at dryppe – efter at det i flere omgange er kørt lige forbi. Og siden har det silet ned og vi har i skrivende stund rundet de 20 mm og det rumler og buldre og varsler om mere.
Heroppe på Bjerget laver det ingen ballade og vi har heller ikke kælder, så vi er bare glade. Men når jorden er så tør, kan den ikke opsuge al regnvandet, der så løber oven af. Det har jeg ved selvsyn konstateret på en kort køretur, hvor jeg skulle passere uforholdsmæssigt store vandpytter, mens de i radioen advarer om, at folk i nærliggende by skal passe på ikke at falde i kloakken, fordi dækslerne i oversvømmede gader er skubbet op af vandet.
Fårene løber i læ af træerne eller stiller sig med rumpen op i regnen. De bliver våde, men det hverken blæser eller er særligt koldt, så det sker der ikke noget ved. Og i morgen er de så fine og nyvaskede, at det er en lyst. Her til højre er det Gærdesmutte, der står i regnen.
Der er kamp om pladserne ved Gærdesmuttens yver. Hun har jo altså kun to patter, så man må skiftes! Gærdesmutte er tålmodigheden selv og så omsorgsfuld over for alle fire lam… MEN det koster på hendes egen krop. Mens lammene vokser og tager på, rasler kiloene af Gærdesmutten. Jeg førsøger at nurse og forkæle hende så meget som muligt. Hver morgen stiller hun sig en til døren i stalden, jeg åbner den og hun smutter ind i den lille ekstra boks jeg har lavet, og så får hun en ordentlig portion kraftfoder. De andre synes det er død-uretfærdigt, men det er det altså ikke. Hun gør et kæmpe arbejde og jeg er meget taknemmelig for, at hun kan klare det!
I morges blev Gærdesmutte og firlingerne lukket sammen med flokken igen efter et par dage med særlig pleje. Det var helt sikkert noget der bekom Gærdesmutten vel.
Hun samlede flokken og man kan næsten se, at hun vender hovedet og siger “Er I her alle? Kom, så går vi”. Og så gik hun og de fire små fulgte efter i skøn “grise-galop”.
Gærdemutten er simpelthen så sød og god ved alle fire lam, så det er den rene fornøjelse. De bliver nusset og passet alle fire, så det er en lyst! Skønt, skønt!
For tre dage siden skrev jeg, at “lammetiden nærmer sig” – og jeg havde ret. Jeg var ude at se til Gærdesmutte og de andre i går aftes og var lidt spændt på at komme i stalden her til morgen. Jeg havde en fornemmelse med den lille Gærdesmutte, men der var fred og ro.
Men da jeg kom hjem fra arbejde og lige slog et smut omkring stalden, inden jeg gik ind – ja, så kom der små spæde lyde der inde fra. Og min fornemmelse slog til – der stod Gærdesmutte lige så glad og fro og rolig. Men det var dog et utal af ben, der stod rundt om hende. Lammesæsonen er skudt i gang med manér – Gærdesmutte har fået firlinger!
Du glade kineser!! Tre hvide gimmerlam og en gråsort vædder. Sådan!
Ind til videre er alt fryd og gammen. Lammene er næsten lige store, der er ikke et lille skvat og Gærdesmutte virker kærlig og omsorgsfuld overfor dem alle fire. Men det er da ret spændende, hvordan det kommer til at gå. Jeg krydser fingre!
Jeg tror, at jeg fik en blanding af solstik og hedeslag i dag. Jeg kastede mig ihvertfald ud i at begynde at sommerklippe får midt i den værste middagshede. Hold nu op! Hvor skør kan man være. Sveden løb ned i mine øjne, så det sved og jeg næsten ikke kunne se noget. Nå, men pyt skidt. Det er der jo ikke nogen, der tager skade af.
Jeg har nemlig besluttet at prøve, at sommerklippe alle mine får. Deres pelse er så fine i december/januar, men kan have lidt tendens til at filtre lidt sammen, inden de bliver klippet i marts/april. Så nu prøver jeg i år – som et forsøg – at klippe alle her i begyndelsen af august.
Fårene ville gerne og de andre var lige så nysgerrige og misundelige, som de plejer at være, når et klippet får kommer tilbage i flokken. Idag var det Aisha (øverst) og Gærdesmutte, der var heldige. Så må vi se, hvem det bliver næste gang.
Selvom varmen er taget noget af i de sidste par dage, er det nu stadig skønt med en tår rislende koldt og friskt vand. Og det er hyggeligt at følges til baljen og drikke i flok. Her tager Moët og Gærdesmutte sig en ordentlig tår, mens flere lam kommer til og drikke med.
Gærdesmutte har fået to dødcharmerende vædderlam i år. De er lyse og lidt til den rødhårede side. Jeg er meget spændt på om farven holder ved, eller om den falmer hen over sommeren og bliver hvid. De er meget smukke nu.
Straks jeg så farven blev de navngivet Johannes og Tarjei Bø – efter de norske skiskyttebrødre.
Johannes er den mest røde – her på 
billedet er han nærmest sin mor. Der er meget spræl i dem og især Johannes stiller gerne op til foto.
Jeg skal ikke kunne sige om virkelighedens Johannes Bø er fuld af charme, men ham her er da ikke til at stå for!