Lammesæsonen er skudt i gang

For tre dage siden skrev jeg, at “lammetiden nærmer sig” – og jeg havde ret.  Jeg var ude at se til Gærdesmutte og de andre i går aftes og var lidt spændt på at komme i stalden her til morgen. Jeg havde en fornemmelse med den lille Gærdesmutte, men der var fred og ro.
Men da jeg kom hjem fra arbejde og lige slog et smut omkring stalden, inden jeg gik ind – ja, så kom der små spæde lyde der inde fra. Og min fornemmelse slog til – der stod Gærdesmutte lige så glad og fro og rolig. Men det var dog et utal af ben, der stod rundt om hende. Lammesæsonen er skudt i gang med manér – Gærdesmutte har fået firlinger!
Du glade kineser!! Tre hvide gimmerlam og en gråsort vædder. Sådan!
Ind til videre er alt fryd og gammen. Lammene er næsten lige store, der er ikke et lille skvat og Gærdesmutte virker kærlig og omsorgsfuld overfor dem alle fire. Men det er da ret spændende, hvordan det kommer til at gå. Jeg krydser fingre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *