I fredags delte jeg flokken og de store lam og deres mødre blev kørt på sommergræs! Jeg ville ikke have hele flokken afsted, for både flaskelam, firlingerne og deres mor skal stadig have lidt ekstra pleje og foder. Omvendt var græsset grønt, saftigt og rigeligt på sommermarken. Løsningen blev altså, at de 8 største og (undtaget Ternes firlinger) også de 8 ældste lam drog afsted med deres mødre.
Oslo med Las og Vegas, Aisha med Grand og Canyon, Gærdesmutte med Powell og Yavapai og Vigdís med hendes Freezing og Bryce blev skilt fra resten af flokken og kørt til lækkert græs, sammen med Spurv. Og sikke en fryd det var at komme ud på den frodige grønne mark. Mums!
Nu må det vist være på tide at fortsættes vores rejse rundt i USA og få navngivet nogle flere af alle de søde små sorte lam. Aisha har fået to helt vidunderlige krudtugler. De er lavet af 50 procent gummibold, og har siden de var 7 timer gamle hoppet rundt og lavet fest og ballade. Sikke en energi. De er så smukke og udtryksfulde med deres grå skæg og grå kanter på ørerne.
De skal hedder Grand og Canyon – og I må selv bestemme, hvem der hedder hvad. At se og opleve Grand Canyon er en af de største naturoplevelser jeg har haft i mit liv – så det forpligter! Men de to sprælske, stærke og livlige fyre her, det klarer de fint!
Jeg mente bestemt, at jeg havde en aftale med mine får om ikke at læmme mandag morgen, hvor jeg skulle tidligt afsted og arbejde i nødpasningen. Men Aisha havde ikke hørt efter – så da jeg lige skulle kigge, at alt var roligt inden jeg kørte, så stod Aisha og pressede og kunne ikke rigtigt få det til at lykkes. Jeg fik hjulpet lidt med forbenene på lammet og så klarede Aisha selv resten. 2 fine vædderlam, som jeg kun lige nåede at se ude, inden jeg strøg afsted. En kollega hjalp heldigvis i den ½ time jeg blev forsinket. Så fra morgenens læmning er der ingen billeder, men til gengæld dette af en tilfreds lille ny familie, der lå og nød den middagslune luft i stalden, da jeg kom hjem.
Korn og kraftfoder er godt og vækker lykke blandt fårene. De har sådan set græs nok at spise, men der er ikke så meget kraft i det mere. Derfor skal de begynde at have lidt ekstra foder med gode mineraler og kraft i.
For nogle år siden gjorde jeg ret meget ud af at fodre fårene rigtigt godt op inden vædderen skulle komme på besøg, så de kunne sætte mange æg og få mange lam. Jeg er i de seneste år blevet noget mere tilbageholdende, for jeg vil egentligt gerne “bare” have to lam fra hvert får. Sidste år hjalp det jo ikke meget – med både to hold firlinger og et hold trillinger her i foråret – men jeg prøver igen. Fårene skal være godt fodrede op og i god form, men de behøver ikke at flyde i mælk og honning. Her er det – i læseretningen – Aisha, Terne og Aishas datter Oslo, der nyder kornets velsmag.
Sikke mange smukke sommeraftener vi har haft i den sidste tid. Det er en fornøjelse at sidde på terrassen med lidt koldt i glasset og se på fårene, der går og spiser græs. Og disse tre damer på stribe kunne jeg da slet ikke stå for. Sikke flotte bagdele. Søstrene Harissa og Hanun forrest og bagest – og så halvsøster Aisha i midten.
Fotografens besøg i begyndelsen af april har affødt dette flotte dobbeltopslag i søndagens udgave af Vejle Amts Folkeblad. Jeg kan ikke linke, da det ligger inde på købesiderne, men har fremskaffet dette fine billede. Fotografen var så heldig at være her, da to lam blev født og han navngav dem Benazir og Bhutto efter den første kvindelige leder af et muslimsk land, Pakistan.
Her (tv.) kan I se, hvor store Benazir og Bhutto er blevet på de 14 dage, der er gået siden. De suger meget kraft og god mælk ud af deres mor, søde Aisha
Jeg plejer helt sikkert at have klippet mine får her midt i april – og de går også og venter og glæder sig, men ….. det har jo altså været nattefrost lige til nu. Pelsene er lange og tykke og når solen skinner om eftermiddagen er den varm og klør. Her gør Aisha forsøg på at flytte en stor granitsten – og giver hals, bagben og side-flæsket en ordentlig kløtur. Men mon ikke også nattefrosten snart må trække sig, så klippemaskinen kan komme i gang.
Jeg mærker ikke meget til Aisha og hendes lam. Hun er meget privat og går lidt for sig selv i forhold til resten af flokken – og jeg skal ikke komme for tæt. Her har jeg dog listet mig tæt på lige midt i lammenes middagslur. Jeg havde en fotograf på besøg, da lammene blev født, og han fik lov at navngive disse to. Han var klar over temaet og var ikke længe om at bestemme, at det første lam – en gimmer – skulle hedde Benazir Bhutto efter verdens første kvindelige leder af et muslimsk land. Da lam nr 2 så kom og var en vædder – foreslog jeg, at Bhutto blev rykket til ham. Så vidste jeg, at de var søskende og har ikke helt så mange at holde styr på. Søde små pus!
I formiddags gik Aisha med målrettede skridt ind i stalden, helt fjern i blikket. Bingo, tænkte jeg. Hun skrabte i halmen, lagde sig, rejste sig, slikkede sig om munden, skrabte, sagde små kaldelyde og lagde sig igen. Alle de typiske tegn på forestående læmning. Men så skete der bare ikke mere. Til middag kørte jeg en lille tur ud i verden og bestemte at, hvis der ikke var sket fremskridt i processen, når jeg kom hjem, ville jeg blande mig. Det var der ikke og så måtte jeg i sving. Aishas livmoderhals var slet ikke udvidet og åben. Det sker typisk hvis lammene ligger forkert og ikke presser på indefra. Så jeg måtte udvide fødselskanalen med min hånd og fingre og så kom vandblæren frem. Men igen … så skete der ikke mere. Så der var ikke andet for end at jeg måtte agere fødselshjælper igen. Jeg fik mærket mig frem til nogle forben og fik dem trukket frem og heldigvis fulgte et hoved med frem og jeg fik lammet ud. Et dejligt hvidt gimmerlam. Da Aisha havde slikket lidt på lammet, fik jeg fat i de næste to par forben og kørt dem i stilling og fik et dejligt vædderlam trukket ud. Sikke dejligt! Pyh, jeg bliver altså lettet og glad – og da også lidt stolt, for der var godt nok et tidspunkt, hvor jeg troede at dyrlægen måtte tilkaldes. I må vente med billeder af lammene til i morgen. Jeg fik ikke fotograferet dem samlet, da de var kommet på benene. Travl, men dejlig dag!
Jeg tror, at jeg fik en blanding af solstik og hedeslag i dag. Jeg kastede mig ihvertfald ud i at begynde at sommerklippe får midt i den værste middagshede. Hold nu op! Hvor skør kan man være. Sveden løb ned i mine øjne, så det sved og jeg næsten ikke kunne se noget. Nå, men pyt skidt. Det er der jo ikke nogen, der tager skade af.
Jeg har nemlig besluttet at prøve, at sommerklippe alle mine får. Deres pelse er så fine i december/januar, men kan have lidt tendens til at filtre lidt sammen, inden de bliver klippet i marts/april. Så nu prøver jeg i år – som et forsøg – at klippe alle her i begyndelsen af august.
Fårene ville gerne og de andre var lige så nysgerrige og misundelige, som de plejer at være, når et klippet får kommer tilbage i flokken. Idag var det Aisha (øverst) og Gærdesmutte, der var heldige. Så må vi se, hvem det bliver næste gang.
