I formiddags gik Aisha med målrettede skridt ind i stalden, helt fjern i blikket. Bingo, tænkte jeg. Hun skrabte i halmen, lagde sig, rejste sig, slikkede sig om munden, skrabte, sagde små kaldelyde og lagde sig igen. Alle de typiske tegn på forestående læmning.
Men så skete der bare ikke mere. Til middag kørte jeg en lille tur ud i verden og bestemte at, hvis der ikke var sket fremskridt i processen, når jeg kom hjem, ville jeg blande mig.
Det var der ikke og så måtte jeg i sving. Aishas livmoderhals var slet ikke udvidet og åben. Det sker typisk hvis lammene ligger forkert og ikke presser på indefra. Så jeg måtte udvide fødselskanalen med min hånd og fingre og så kom vandblæren frem. Men igen … så skete der ikke mere. Så der var ikke andet for end at jeg måtte agere fødselshjælper igen. Jeg fik mærket mig frem til nogle forben og fik dem trukket frem og heldigvis fulgte et hoved med frem og jeg fik lammet ud. Et dejligt hvidt gimmerlam. Da Aisha havde slikket lidt på lammet, fik jeg fat i de næste to par forben og kørt dem i stilling og fik et dejligt vædderlam trukket ud. Sikke dejligt! Pyh, jeg bliver altså lettet og glad – og da også lidt stolt, for der var godt nok et tidspunkt, hvor jeg troede at dyrlægen måtte tilkaldes.
I må vente med billeder af lammene til i morgen. Jeg fik ikke fotograferet dem samlet, da de var kommet på benene. Travl, men dejlig dag!