Da jeg stod op her til morgen lå Spurv lige så fredeligt med to lam ved sin side. I går havde jeg næsten på fornemmelsen, at hun stod “i kø” uden for stalden og hun har nok nærmest bare ventet på, at natten skulle falde på, så hun kunne læmme i fred.
Spurv har fået to ret store vædderlam, et lyst og et sort, med hvide øre og pandelok.
De skal nok blive et par store kraftkarle, for Spurv er en fantastisk mor med masser af mælk og kærlig pleje.
Da jeg kom hjem fra arbejde stak jeg hovedet ud i stalden åndede alt fred og ro.
Spurv og Gærdesmutte lå fredeligt og hvilede. Jeg kiggede noget på Gærdesmutte, for hun er ekspert i at snyde mig, men hun lå helt afslappet. Jeg gik rolig ind til min søde mand og nød en kop kaffe.
Da jeg en time efter kom ud i stalden igen, var Gærdesmutte på vej ud af stalden med tre små lam! Hun er en snu fåre-mamma – og hun får det, lige som hun vil have det. Hun må simpelthen have holdt vejret og knebet sammen, da jeg kom forbi og så have født umiddelbart efter. Lammene var slikket rene og var helt tørre, da jeg så dem!
Og selvom jeg da nok kunne sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke blev i stalden, så kan man jo ikke ønske sig det ret meget bedre. Et får, der bare kan selv, lægger sig og får tre fine lam og passer dem så flot! En sort gimmer og to hvide vædderlam. Sådan! Her er de trukket ind igen og får et velfortjent hvil.
Mens jeg gik og nød synet af Aisha og hendes lille lam i eftermiddagssolen, kom jeg pludselig til at lægge mærke til, at Moët lå meget ned og var noget hævet og rød bagtil.
Jeg gik lidt og summede over, hvad hun mon lagde an til ….. Indtil det pludselig slog mig, at det da vist var det helt samme billede som sidste år. Jeg fik hevet telefonen frem og fundet og læst den gamle historie om “Lille Moët” på bloggen her fra den 31.3.16. Den historie lignede fuldstændigt det jeg så, og dengang endte det ikke så godt. Så jeg fik hentet foderspanden og fik hele flokken ind på stald og så fik jeg fat i Moët.
Sidste år ventede jeg for længe, det besluttede jeg hurtigt, at jeg ikke ville 
i år. Det kunne jo dårligt gå værre end det gik sidst!
Jeg fik vasket hænder, hentet en spand varmt vand – og så gik jeg i gang. Moët var ikke åben, men jeg kunne mærke, at noget pressede på og ville ud, så jeg fik lirket min hånd ind og langsomt åbnet mere og mere for livmoderhalsen, og fik fat i nogle forben. Og lammet derinde var heldigvis levende, for det trak hele tiden sit ene forben til sig. 
Men ud det skulle det, og det kom det. Et hvidt spillevende gimmerlam! Hvor glad er man så lige? Temmelig glad! Jeg mærkede efter om der var flere lam, og det var der. Jeg tænkte, at det skulle hun have lov til selv at føde, men der skete ligesom ikke mere og i de sidste aftensolstråler trak jeg også det næste lam ud. Et sort 
gimmerlam, der både sprang ind i verden, men også nærmest kastede sig rundt på græsset fra det sekund hun rørte jorden. Hun ville op at stå og det kunne kun gå for langsomt og hun brægede højlydt og vedvarende indtil det lykkedes hende!
Åh, hvor dejligt! En lykke lille familie på tre – og en glad fødselshjælper.
Da jeg skulle til at åbne porten til fårestalden i morges hørte jeg en lille lyd!
Hov! Kunne det nu også passe?? Jeg mente bestemt først, at jeg kunne begynde at få lam fra på torsdag-fredag!
Men det var der ikke nogen, der havde fortalt Aisha, der nok så frejdig og helt rolig stod og slikkede et lille helt nyfødt lam!
Ret sejt af en førstegangsfødende. Hun slikkede og nussede, og da jeg åbnede porten ud til folden, gik de andre får roligt ud, så den nybagte mor kunne få lidt ro! Men de gik ikke længere væk, end at hun kunne kalde, hvis der var noget (Ja, nu fortolker jeg vidst ;)) Det lille lam begyndte hurtigt at øve sig på at komme op at stå og under et af de mislykkede forsøg opdagede jeg, at det var et gimmerlam. En fin lille sortgrå pige. Det kunne jo have været skønt og blive hængende og kigge, men arbejdet kaldte og alt så fint ud, så jeg tog afsted. Og alt var også fint da jeg kom hjem igen. Mor og datter hyggede i stalden, og hen under aften gik de med flokken ud på marken! Jubiii – lammesæsonen er skudt godt i gang
Fra torsdag til fredag eftermiddag var der tre adskilte flokke på Bjerget. Vædderlammene gik i æblehaven, gimmerlam og slagtefår gik på deres fold, og den blivende fåreflok stod på stald. Inden vi tog ud efter vædderlammene torsdag lukkede jeg simpelthen flokken ind i stalden og lukkede døren med strips og 
bindergarn!! Hvis nu vædderlammene krydsede hegn enten i løbet af natten til torsdag eller arbejdsdagen fredag, så kunne der under ingen omstændigheder ske andet, end at de alle kunne blive drevet ind i lastbilen i en omgang!
Fredag eftermiddag kunne jeg gå rundt og klø og nusse. Oh Land lå fredeligt i græsset og derfor kunne jeg få lov at klø og hygge om gimmerlammen. At sende Aya afsted kan godt give lidt trykken i maven. Et skønt lille Pyt-lam! Men det kan jo ikke nytte noget, jeg kan ikke blive ved med at udvide flokken! Men skøn, det er hun.
Lubnan nyder lidt friske brændenælder, mens Abjad og de andre piger ser på flotte fyre.
Her under er det Aya i midten, flankeret af Persille og Oh Land, og Rana til højre.
Onsdag aften ringede slagteren og fortalte, at han kom og hentede slagtedyr fredag i stedet for søndag. Huh! Hmm! Så der måtte lige omplanlægges lidt onsdag aften. Heldigvis har jeg familie og søde venner i byen, der gerne ville med på en gåtur torsdag efter arbejdstid. Så torsdag kl. 16.30 fik vi lodset alle 13 vædderlam ud af folden – det er altid en hurdle at få dem over der, hvor tråden plejer at være – og afsted hjem mod Bjerget. Jeg var lidt spændt på, at gå 
med dem, når de har været så aggressive i de sidste dage, men der var ikke meget spræl i dem, da de kom på ukendt terræn. Turen gik stille og roligt, næsten for stille og roligt – og det var skønt, da de kom ind på folden hjemme og roligt gik og åd græs! Tak for hjælpen, søde venner og tak for udvist tålmodighed og hjælpsomhed fra de bilister og hundeejere , vi mødte på vejen!
I flokken af vædderlam går der nogle rigtigt flotte pelse rundt!
Og i dette smukke eftersommervejr gør de sig rigtigt! Krøller og farvespil, fine og rene – ja, med undtagelsen af tørre blade og grenstumper – lige til at begrave hænderne i. Og det siger vædderlammene ikke nej til.
En lille kløtur er altid velkommen!
Jeg bliver simpelthen så glad i låget, når jeg kommer ud til vædderlammene og de kommer løbende imod mig, når jeg kalder. Det er et dejligt syn!
Men jo, jeg da godt klar over at det nok mere er kornet, de kommer løbende for, men jeg lader mig gerne narre.
Søndag formiddag – mens det endnu kun regnede lidt – hjalp min søde veninde og ditto mand med at drive vædderlammene fra en fold til en anden. Det gik rigtigt fint. Forarbejdet med kornspanden gav pote og det var let at få lammene samlet, få dem ud af folden og afsted. Jeg gik forrest med en spand korn og mine to hjælpere gik bagefter og trykkede flokken fremad!
Det regnvåde vejr opfordrede ikke til den vilde løbetur og mod slutningen af den 4 km lange gåtur, var lammene såmænd ved at være helt trætte.
De biler vi mødte var søde at holde ind til siden og køre helt stille forbi – Tak til jer!
Og for enden af vejen, lå en mark, hvor der var slået hø på tidligere på 
sommeren og som nu bød på det lækreste sprøde, grønne græs! Det synes lammene var skønt. Også at “lokke-kornspanden” blev tømt ud i små bunker som belønning.
Det er dejligt at kunne vinge sådan en opgave af!
Tak for hjælpen, I to!
I den sidste tid har jeg virkelig været på charmeoffensiv overfor vædderlammene.
Jeg begyndte med rugbrød – det snart lidt gamle og derfor nedsatte fra Rema – men det faldt ikke for alvor i god jord hos andet end et par stykker. Her på billederne øverst er det to af Spurvs drenge, Beqaa og Batroun.
Da den gode gamle bygspand kom frem, så gik det helt anderledes hurtigt med opdragelsen. Den gjorde lykke. Nu kommer de gerne løbende, for at mæske sig i den halve spand korn, som jeg hælder ud på græsset. Og for første gang hele sommeren kan jeg have hele flokken af væddere på samme billede. De har hele tiden gået i småflokke på 3-5 stk, men korn det samler! 13 fine drenge (- den sidste på vej)!