Mens jeg gik og nød synet af Aisha og hendes lille lam i eftermiddagssolen, kom jeg pludselig til at lægge mærke til, at Moët lå meget ned og var noget hævet og rød bagtil.
Jeg gik lidt og summede over, hvad hun mon lagde an til ….. Indtil det pludselig slog mig, at det da vist var det helt samme billede som sidste år. Jeg fik hevet telefonen frem og fundet og læst den gamle historie om “Lille Moët” på bloggen her fra den 31.3.16. Den historie lignede fuldstændigt det jeg så, og dengang endte det ikke så godt. Så jeg fik hentet foderspanden og fik hele flokken ind på stald og så fik jeg fat i Moët.
Sidste år ventede jeg for længe, det besluttede jeg hurtigt, at jeg ikke ville i år. Det kunne jo dårligt gå værre end det gik sidst!
Jeg fik vasket hænder, hentet en spand varmt vand – og så gik jeg i gang. Moët var ikke åben, men jeg kunne mærke, at noget pressede på og ville ud, så jeg fik lirket min hånd ind og langsomt åbnet mere og mere for livmoderhalsen, og fik fat i nogle forben. Og lammet derinde var heldigvis levende, for det trak hele tiden sit ene forben til sig.
Men ud det skulle det, og det kom det. Et hvidt spillevende gimmerlam! Hvor glad er man så lige? Temmelig glad! Jeg mærkede efter om der var flere lam, og det var der. Jeg tænkte, at det skulle hun have lov til selv at føde, men der skete ligesom ikke mere og i de sidste aftensolstråler trak jeg også det næste lam ud. Et sort gimmerlam, der både sprang ind i verden, men også nærmest kastede sig rundt på græsset fra det sekund hun rørte jorden. Hun ville op at stå og det kunne kun gå for langsomt og hun brægede højlydt og vedvarende indtil det lykkedes hende!
Åh, hvor dejligt! En lykke lille familie på tre – og en glad fødselshjælper.