Nu er det vist ved at være høje tid for næste navngivningsrunde. Vi begynder med Blishønens 3 lam: Her har vi fra venstre gimmerlammet Anna Lindh. Hun var tæt på at blive Sveriges første kvindelige statsminister, da hun blev dræbt. Det store hvide vædderlam hedder Olof Palme og det lille vædderlam skal hedde Lille Lars.
Hanuns lam er jo enebarn. Hun er stor og bliver nurset virkeligt heftigt af sin mor, der endnu nærmest ikke har vovet sig hen til krybben, når jeg fodrer, af skræk for at barnet lider overlast. Jeg har besluttet, at hun skal hedde Margaret, efter en meget synlig leder i 80´ernes England.
Anabs dejlige kulsorte lam var af en eller anden grund den nemme at navngive. Det var bare Angela Merkel og Emmanuel Macron, da jeg så dem! De er så flotte og nogle rigtigt typiske Anab-lam, i farve, hoved- og kropsfacon.
Da jeg nu var i stalden for at hjælpe Blishønen med lam, kunne jeg konstatere, at dagens arbejde ikke var ovre! Hanun var også ved at læmme. Hun havde presset og vandet var gået og jeg kunne se spidsen af klovene. Det lignede oven i købet forklovene. Men så sad det fast og kom ikke længere. Jeg prøvede at hjælpe, men jeg kunne ikke få dem længere frem. Jeg måtte altså igen bruge min hånd og mærke efter, hvad der var galt. Jeg synes faktisk, jeg er ved at være en ret øvet fødselshjælper, men her måtte jeg give fortabt. Jeg kunne simpelthen ikke lokalisere lammets hoved, så jeg kunne få det med frem. Jeg måtte have min dygtige dyrlæge til hjælp. Han var sød at komme midt i aftenkaffen og fik heldigvis også fundet lammets hoved. “Det kunne du ikke have fundet selv, det kan jeg godt forstå. Det lå drejet helt ned langs siden af kroppen og næsten ind under maven”. Han troede, at lammet var dødt, når det lå sådan. Men ud skulle det jo altså. Det var en lidt hård omgang for stakkels Hanun, men da vi fik lammet ud, var det levende. Et enkelt ret stort, men ikke kæmpe, gimmerlam. Dyrlægen mente, at hun ikke havde nået at udvide sig nok – at jeg måske havde grebet for hurtigt ind – men omvendt, sagde han, så kunne det også være endt galt, hvis jeg ikke havde grebet ind …… Det er ikke altid let at vide i situationen, når man ikke ved, hvad man ved til slut.
Jeg er ked af, hvis jeg har forårsaget unødig smerte for Hanun, men omvendt glad, hvis jeg reddede lammet! Jeg fik bygget en lille boks, så Hanun og hendes lam også kunne stå i fred og ro og komme til hægterne natten over. Dagen var ved at være gået – aftenen med – og ved 22tiden faldt jeg om i sofaen og hvilede lidt inden jeg gik i stalden før sengetid. Sikke en mandag – men skønt at det endte godt! Lam nr. 16.
De lettere får – dem med meget gotlænder i blodet, som Aisha, Hanun, Oslo og Bunad er ret gode til bare at stille sig på bagbenene og balancere, hvis de skal nå op til en gren. Men når nu Gauda alligevel stod der, og har så bred en ryg, kunne hun jo glimrende bruges til at støtte sig til. Så længe det bare var Hanun, der støttede lidt, så gik det.
Men da Oslo også ville stå op af hende, blev det for meget for Gauda og hun vendte rundt på en tallerken.
Fårene er, som tidligere fortalt, ude omkring og græsse af ind imellem. Kirsebærtræet stod smukt i blomst for et par dage siden. Men det er farligt at være lavthængende gren.
Hanun elsker grene, blade og blomster, og da hun først havde fået fat i grenen og hevet den ned, kom Oslo og Spurv og hjalp – og fik snart gjort kål på den fine gren!
Hanuns lam er pudsige og søde – og svære at få hold på. De putter sig og er sjældent at finde sammen med deres mor samtidig – ihvertfald, når jeg har kameraet med mig.
De er også meget forskellige. Gimmerlammet Irene Würst forrest har nærmest pels som en hund og sådan lidt vildtfarvet, mens vædderen Kjeld Nuis er mere lammepels-classic med sorte tætte krøller. Det skal blive spændende at se, hvordan Irenes lammepels udvikler sig hen over sommeren.
Lørdag aften sænkede freden sig i stalden. Får og lam var trætte efter de mange besøg.
De er jo slet ikke vandt til så megen aktivitet omkring sig.
Men da jeg var ude og give flaskelammene mad efter aftensmaden, stod Hanun og slikkede to dejlige sort/grå lam. En vædder og en gimmer. Hun havde selv styr på det hele og var rolig og havde det store overblik. Og det var godt, for det tror jeg faktisk ikke, at jeg havde på det tidspunkt.
Jeg fik ikke taget noget billede og må blankt erkende at jeg ikke kan huske noget videre om det præcise tidspunkt og andre detaljer! Mor og børn havde det fint – det var hovedsagen!Og så igen da jeg var ude og putte hele flokken for natten – her stod Oslo så fint med sit første lille lam. Hun havde fået et sort gimmerlam med en lille hvid aftegning i hovedet.
Da jeg lagde hovedet på puden, nåede jeg at smile et lille glad og tilfreds smil.
Sikke en dag – med 120 besøgende og 6 fine levedygtige lam. Og så sov jeg!
Meteorologernes forudsigelser holdt stik! Det var dejligt! I den sidste uge har det regnet en del og fredag var der fuld tryk på. Vi har nok sammenlagt fået en 60-70 mm i den forløbne uge. Så nu må græsset da give sig til at gro. Det gør heller ikke noget.
Fårene var noget våde i pelsen, men når regnen hører op ryster de sig grundigt og så varer det ikke længe, før de er tørre igen! Og så fine og renvaskede i pelsen. Det er godt med sådan en skylle.
Her er det en meget våd Ulefoss øverst – og lige så våde Drit, Kult og Hanun nederst. Herhjemme er trillebøren godt fuld af vand.
Det er godt!
Ja, det måtte jo komme. Jeg kan næsten ikke have norsk navnetema uden at komme rundt om Skam. I disse tider!
Jeg har desværre ikke selv fået fulgt med og set Skam – og det ærgre mig faktisk, men det har jeg altså ikke nået/prioriteret.
Hanuns to små friske og frække knægte, der allerede gør bukkespring på græsmarken, de skal simpelthen hedde Drit og Kult.
Det passer også godt sammen med deres “næsten-
søstre” – Harissas søde piger Helt og Sprøtt.
De fire sidst-fødte lam ligner hinanden i en sådan grad, at man næsten skulle tro, at de er firlinger. De to er bare 10 dage større end de andre to. Men hold da op! Se lige her.
Hanuns
lam til venstre og
Harissas
lam til højre.
Det er sjovt og pudsigt, men i og for sig ikke spor mærkeligt. De fire lam er så tæt på, at være søskende som det næsten kan lade sig gøre, og rent genetisk må de være meget meget ens. De har samme far, farmor og farfar, de har samme mormor og morfar, men bare hver sin mor. Mødrene er helsøstre, tvillinger født af samme mor den samme dag!
Jeg ved ikke hvad det giver i procent “enshed”, men den må være stor. Det er heldigt for mig, at der er kønsforskel, for ellers ville jeg komme i problemer med at se forskel om et par uger. Men om et par uger har jeg også øremærkerne til hjælp.