Jeg kom sent hjem fra arbejde mandag – og strøg i stalden direkte fra bilen for at se, om der var hjælp behov eller om der var tid til en kop kaffe. Ingen kaffe her! Blishønen havde brug for hjælp. Jeg sprang i min tykke stalddragt og gik i stalden. Blis var meget urolig, vandblæren var sprunget, men der skete ikke mere. Jeg stod længe og holdt øje, men selv når hun pressede, var det uden effekt. Da jeg mærkede efter, var halen det eneste jeg kunne få fat i! Så igen et lam, der lå forkert. Jeg fik skubbet det lidt tilbage og fik lirket bagbenene ud og så kom resten af kroppen hurtigt. Blishønen skubbede godt til. Efter hun havde slikket og puslet om et sort gimmerlam i fin størrelse, lagde hun sig pludselig og pressede voldsomt igen. Og igen var det en lille bagdel, der var først. Men her nåede jeg ikke at hjælpe med at vende benene frem først – den skulle ud og det skulle være nu – og Blis skubbede selv et ret lille sort vædderlam ud. Begge lam var livskraftige. på benene og fulde af pep i løbet af kort tid.
Jeg var glad, men kunne egentligt ikke forstå, at Blishønens store mave kun indeholdt to lam, når de ikke var større. Men jeg kunne ikke mærke mere i hende. Jeg sad i lang tid og kiggede og ventede, men der skete ikke mere og da de lagde sig til at hvile alle tre, gik jeg ind for at få varmen og lidt aftensmad.

En halv time senere – da jeg kom i stalden igen – stod Blis slikkede på en ordentlig klippert af et hvidt vædderlam! Hold da op! Det var da for vildt! Det er et pudsigt kuld med så store størrelsesforskelle. Den nye lille familie kom ind i min ekstraboks, så de lige kunne få lidt ro for sig selv natten over.