Ligesom vædderlammene har også gimmerlammene det godt. De var nemme at skille fra mødrene, og der har heller ikke senere udbrudsforsøg eller anden ballade. De har næsten hele marken at boltre sig på og masser af mad. Det eneste jeg kan klage over er, at de er ret sky og svære at komme til – men det er vist min egen skyld. Jeg har brugt for lidt tid sammen med dem efter, at de er blevet “store”.
Jeg går og diskuterer lidt med mig selv: Skal jeg beholde et gimmerlam – og i så fald hvilket… Og spiller det nogen rolle, hvad farve …. Men det løser sig vel hen ad vejen.
Indtil videre kan man bare gå og nyde de fine dyr, rene rumper og kønne ansigter. Som altid mister lammene noget af deres genkendelighed og bliver mere ens, når de vokser til, men enkelte af lammene er så karakteristiske, at det stadig er helt tydeligt, hvem der er hvem. Margaret Thatcher (tv) og Helle T er stadig lette at kende (synes I ikke??) ;D