Da jeg nu var i stalden for at hjælpe Blishønen med lam, kunne jeg konstatere, at dagens arbejde ikke var ovre! Hanun var også ved at læmme. Hun havde presset og vandet var gået og jeg kunne se spidsen af klovene. Det lignede oven i købet forklovene. Men så sad det fast og kom ikke længere. Jeg prøvede at hjælpe, men jeg kunne ikke få dem længere frem. Jeg måtte altså igen bruge min hånd og mærke efter, hvad der var galt.
Jeg synes faktisk, jeg er ved at være en ret øvet fødselshjælper, men her måtte jeg give fortabt. Jeg kunne simpelthen ikke lokalisere lammets hoved, så jeg kunne få det med frem.
Jeg måtte have min dygtige dyrlæge til hjælp. Han var sød at komme midt i aftenkaffen og fik heldigvis også fundet lammets hoved. “Det kunne du ikke have fundet selv, det kan jeg godt forstå. Det lå drejet helt ned langs siden af kroppen og næsten ind under maven”. Han troede, at lammet var dødt, når det lå sådan. Men ud skulle det jo altså. Det var en lidt hård omgang for stakkels Hanun, men da vi fik lammet ud, var det levende. Et enkelt ret stort, men ikke kæmpe, gimmerlam. Dyrlægen mente, at hun ikke havde nået at udvide sig nok – at jeg måske havde grebet for hurtigt ind – men omvendt, sagde han, så kunne det også være endt galt, hvis jeg ikke havde grebet ind …… Det er ikke altid let at vide i situationen, når man ikke ved, hvad man ved til slut.

Jeg er ked af, hvis jeg har forårsaget unødig smerte for Hanun, men omvendt glad, hvis jeg reddede lammet!
Jeg fik bygget en lille boks, så Hanun og hendes lam også kunne stå i fred og ro og komme til hægterne natten over. Dagen var ved at være gået – aftenen med – og ved 22tiden faldt jeg om i sofaen og hvilede lidt inden jeg gik i stalden før sengetid. Sikke en mandag – men skønt at det endte godt! Lam nr. 16.