Kategoriarkiv: Navnetema

Oslos lækre tøser

Oslo har et par virkelig flotte gimmerlam. De er staldens største lam, langbenede, sortgrå og får alt det de kan ønske sig at vokse af. Så jeg forestiller mig, at de bliver nogle store lækre sild.
De skal hedde Tone og Melodi – og først i skrivende stund går det op for mig, at da er meget passende, at det lige blev Oslos lam, der fik dette navne-makkerpar. Tone er et meget almindeligt norsk pigenavn, så på den måde kan jeg videreføre den norske linje.

Det lykkes mig ikke at få familien samlet, men her er Oslo og Tone sammen og Melodi til højre. Oslo har snor om halsen, fordi jeg lige holder øje med hendes yver i dag. Hun er det tætteste jeg kommer på en jerseyko og giver enorme mængder af mælk, men her i morges var hendes yver pludselig meget spændt og jeg måtte malke ud for, at lammene kunne få lov – og få fat.
Jeg ved ikke, hvad der lige er sket, men håber da bestemt, at det går i orden af sig selv igen.

Firlingerne navngives

Så må det vist må være på tide at holde den første lille navngivnings-højtidelighed. Jeg kaster mig altså ud i mit morgen/fællessangs-tema – for fuld musik med de første fire!

Som tidligere nævnt savner jeg meget at synge sammen med eleverne på skolen. Så de første fire hedder Syng, Sang, Sing og Song. Jeg kunne dog ikke få lammene til at stille sig op i den rækkefølge. Jeg er såmænd helt stolt af bare fire på stribe her – ja, fem faktisk!
Fra venstre har vi den lille hvide pige, Sing. Hun er meget lambi-ulden og nuttet og har en rundt sort prik på den ene side. Sing var den mindste fra fødslen, men hun tager fra og vokser godt nu.
Så kommer Sang. Hun er også et gimmerlam og den mest “vildtfarvede” i kuldet med sin lysebrune ryg. Sang er mit plejebar, men herom senere. I midten har vi den stolte – og indimellem også temmelig trætte – moder Vigdís.
Lige til højre for Vigdís kommer flokkens eneste vædderlam Song. Han tager godt fra og har allerede tredoblet sin vægt her 14 dage gammel.
Yderst til højre har vi endnu et gimmerlam Syng. Hun er let at kende med de store hvide aftegninger i hovedet. Hun er, ligesom sin bror, fuld af saft og kraft og vokser godt.
Samlet set så går det godt med flokken – og Vigdís klarer det flot!

Navnetema 2021

Nu er der allerede født 8 lam og det er ved at være på høje tid at få styr på årets navnetema. Jeg havde faktisk besluttet at bruge et tema “fra skuffen”, men ….
der er altså noget med disse ret så særlige dage og tider … det gik bare ikke!
Omvendt så orker jeg altså ikke et corona-tema:
Små søde lam skal ikke navngives kontakttal, afstand, vaccine, sprit, test, håndvask, eksponentiel stigning, incidenstal eller corona. Jeg vil ikke stå og ae den søde lille kælepot Corona, eller tage særlig vare på firlingerne Test, Test, Test og Test. Jeg magter det ikke!

Derfor har jeg været en tur i tænkeboksen! Hvad har alligevel givet glæde og løftet i det forgangne år med afstand, afsavn og anderledes arbejdsdage?
Noget af det jeg har savnet allermest i mit arbejde på skolen er, at vi ikke må samles til den ugentlige Fællessamling med sang og beskeder om stort og småt. At synge sammen savner jeg meget.
Her i huset har sidste forårs “Morgensang med Philip Faber” og efterårets og vinterens “Fællessang – hver for sig” løftet og glædet mange gange. Vi har sunget, skrålet, grinet og ladet tårerne trille, fordi sange vækker minder, skaber glæde og fordi nogle fremførelser bare har været så smukke, at de kan dukke op i samtalerne flere måneder efter! Det har været en virkelig god glædes- og fællesskabs-booster både for mig alene i foråret og for min søde mand og jeg sammen her i vinterens løb!
Så derfor – med fare for at nogle synes, det er et rigeligt sentimentalt tema – så udspringer Navnetema 2021 af Morgen- og Fællessangen fra en særlig periode i mit og vores liv!
Det er ikke verdens nemmeste tema, men nu jeg kaster mig ud i det.

Kuzminas lille kraftkarl

Yngste mand i flokken er Kuzminas kraftkarl af et vædderlam. Han har en flot bølget sort pels, som jeg er ret spændt på, hvordan udvikler sig. Han er blevet døbt Alcatraz – en ø udfor San Francisco med en barsk og fascinerende historie – og markerer således enden på vores fantastiske tur. Alcatraz blev jo desværre enebarn og får simpelthen så meget mælk hos sin mor, at han næsten er lige så bred som han er høj. Han stortrives og leger gerne med de “store drenge”. Alcatraz er udstyret med øremærkenummer 299 – lidt pudsigt, at vi så næste år skal lægge ud med lam nr. 300 født her på Bjerget

Bunads trillinger

Bunads to førstefødte var vædderlam, kraftfulde og i gråtoneskalaen – så de blev straks opkaldt efter Yosemites imponerende stengrå stoltheder Half Dome og El Capitan. Lillesøsteren fik navnet SanFran. Bunad kunne næsten ikke gå i de første dage pga. sit enorme og spændte yver, men det aftog efter nogle dage. Hvad der desværre også aftog, var Bunads lyst til at passe alle tre lam. El Capitan og SanFran var nogle kornfede lam og godt brede over ryggen, men Half Dome voksede ikke så meget og jeg kunne iagttage, at han – trods ihærdige forsøg – blev skubbet væk fra yveret. Bunad var mildest talt ikke begejstret, da jeg forsøgte med at holde hende, så han kunne drikke – og jeg var vejen vist.

Han er jo – ligesom Badwater – bare en glad lille fyr og om muligt endnu mere sulten og forslugen. De bunder nu hver ca. 5 dl modermælkserstatning i sutteflaske på lige omkring 2 min. 3 gange dagligt, og spiser derudover wraphø og kraftfoder og en smule græs, og vokser godt.
Jeg må sige, at jeg slet ikke havde forestillet mig, at Bunad kunne finde på at vende et lam ryggen, men hun er ret konsekvent. Til gengæld passer hun de to andre meget godt!

Harissas tre piger

Harissas tre lækre små tøser har det rigtigt godt og trives. Harissa er en rolig, afslappet og omsorgsfuld mor. Pigerne hedder Grace, Raveevarn og Karen.
Grace var den gade, vi boede på i San Francisco, Raveevarn vores værtinde – og Karen var vores gps, der ledte og sikkert rundt på hele turen.
Der er mange sorte lam – og det kniber mig helt at kende forskel på dem alle – så Raveevarn og Karen har jeg ikke meget styr på, men Grace er helt bedårende med sit kulsorte hoved og fine lysegrå pels, og hun er meget snakkesaglig og vil gerne kløs og kæles lidt med. En lækker flok!

Anabs flok

Anab med hendes lam er jo lidt en todelt størrelse, men begge hold trives og har det godt. Anab fik tre lam, gimmer, vædder, gimmer og ville kun passe pigerne. Samtidig gik det op for mig, at Anab stod med kun et halvt yver, så det var nok meget godt, at hun kun skulle passe to. Det gør hun til gengæld også fint. Pigerne trives og har det fint.

Anabs lam er en af de søskendeflokke, der ikke har fået geografisk sammen-hængende navne. Der var andre hensyn. På billedet her har vi det førstefødte, meget smukke gimmerlam Yosemite nærmest Anab og det kulsorte lam Santa Cruz. De er et par vældigt fine piger, der vokser og stortrives. Men det er ikke nogen jeg får lov at komme meget i nærheden af.

Det får jeg jo til gengæld med deres bror. Her var jeg heldig at få et billede af de tre søskende sammen i solen. Farverne på de to lam er jo lige til sand og tør jord, men at døbe et lille lam Death Valley, det kunne jeg ikke! Yosemite forrest, Santa Cruz sover tungt og så den lille charmør længst til højre, der med sine sand-, sten- og salt-farver lige fra første øjeblik har heddet Badwater – en udtørret saltsø i Death Valley, der med sine 86 m under havoverfladen, er det laveste punkt på den vestlige halvkugle. Et ret fascinerende sted.
Og Badwater kommer I til at høre mere om – han er et kapitel for sig.

Flere navne – Hanuns lam

Jeg kan huske det fra de tidligere år: På et tidspunkt får jeg for meget at lave med får og lam til at kunne følge med til at få navngivet alle lammene og præsenteret dem ordentligt her på siden. Men de skal jo passes – og så må en del andet vige. Og lammene er skam navngivet, selvom det blev en lidt mere rodet “rejseplan” her til slut, for at få det til at gå op med navne, køn, farver mm.

Hanun har fået to store dejlige lam –
en vædder og en gimmer.
Lammene hedder Mammoth (og) Lakes – efter et flot skisports-vandre-naturområde, hvor vi overnattede mellem Death Valley og Yosemite.
Hanun passer sine lam godt – og meget. De skal ikke vige mange tommer fra hende, før hun bliver meget urolig og larmende.
For en uges tid siden var lammene faldet så godt i søvn længere nede på marken, at de ikke opdagede, at deres mor løb op til stalden, da jeg kom med foder.
Da Hanun lige havde stillet den værste sult, opdagede hun, at lammene ikke var med hende – og så gik hun helt i panik. Hun løb frem og tilbage – lidt ud over marken, tilbage til flokken, rundt og snuse og lede og så ud på marken i galop igen – alt imens hun brægede højt og konstant. Til slut forbarmede jeg mig over hende og gik med ud for at lede – og så lå de bare lige så sødt ved siden af hinanden i solen og sov tungt. Hanun havde fulgt efter mig, da jeg gik over marken og glæden var stor, da hun fik øje på de kære små.

Blishønen holder ved

Som det fremgår af billedet passer Blis stadig alle tre lam – og det er skønt!
Af billedet skulle man jo også tro, at hun er tre-pattet, men det er altså ikke tilfældet! To vædderlam på fløjene – bemærk de lysere grå løgposer – og den lille pige i midten! Det er svært at træffe dem i samlet flok med hovederne fremme, så her får i dem midt i aftensmaden.
Gimmerlammet hedder Zion – efter den meget smukke nationalpark og vædderlammene Glacier Point til minde om vores flotte vandretur i Yosemite.

Vigdís og hendes to lam

Vigdís og hendes to lam klarer sig rigtigt godt. Hun er en lille vims størrelse og har bevaret sin ungpigefacon og går rundt med meget høje benløftninger for ikke at ramme lammene. Der er sådan lidt rådyr over hende. Lammene – en gimmer og en vædder – er nogle skægge små gråsorte størrelser med buskede ben .
Gimmerlammet hedder Bryce og vædderen Freezing! Da jeg var ude i stalden, den nat de blev født, var det sne og blæst og hundekoldt – og vædderen har en del hvide “frostsprængninger” i sin sorte pels og en hvid halespids.
Under vores besøg i nationalparken Bryce var det også isnende koldt og blæsende. Da vi skulle ud og se solopgangen – som man jo skal på sådan en tur – var det -12 grader og meget blæsende. Vi havde så godt som alt vores tøj på og frøs alligevel bitterligt!