Kategoriarkiv: Lam

Harissas to piger

Her har i Harrissa og hendes to gimmerlam. De skal hedde Vers og Strofe. Strofe var tæt på at ryge udenfor navnetemaet og blive navngivet Harry Potter på grund af den zigzaggede blis, men nu holder vi fast! Vers og Strofe!
Harissa har halsrem på, fordi jeg har haft hende under observation – og det er hun ikke vild med. Hun er lidt nemmere at få fat i, når jeg har noget at gribe i. Jeg kan ikke finde ud af Harissa i disse dage. Er hun syg, på vej mod yverbetændelse, skruphysterisk eller? Hun virker voldsomt irriteret, men hvorfor?
Sidste år har jeg skrevet, at hun er en “rolig, afslappet og omsorgsfuld mor”, men det slår altså ikke så hårdt igennem i disse dage. Hun virker som nævnt meget irriteret og lader det mest gå ud over den sortgrå Vers. Men jeg håber, at tingene falder lidt til ro, når foråret og græsset og de lune nætter udendørs indfinder sig.

Hanuns trillinger

Nu skal vi vist se at komme videre med navngivningerne. Hanuns trillinger, som jeg var til at bringe til verden, har det super godt og passes omsorgsfuldt af deres mor. Hun fik to vædderlam og en gimmer! De vokser godt og virker til at trives. Hanun holder dem ofte omkring sig, og om natten ligger de tre i en stor bunke og sover. Ret hyggeligt!

På billedet her er det så middagshvilet familien nyder sammen. De to vædderlam til venstre og gimmerlammet til højre. Jeg fortsætter den musikalske remse fra Gærdesmuttes lam, så her har vi drengene Fa (grå), So (sort) og pigen La-Ti.
Sammen med Gærdesmuttes trillinger danner de hele remsen Do Re Mi Fa So La Ti…… men jeg tror aldrig, at jeg får dem alle seks til at stille sig op i rækkefølge!

Jubilæumslam

Det første lam, der blev født i år, var lam nummer 300, der blev født her på Bjerget!
Jeg var der ikke og ved derfor ikke, hvilket af Vigdís´ fire lam, der kom først!
Men da jeg satte øremærker i , besluttede jeg, at det var Syng, der blev født først.
SYNG! – som et udbrud, en opfordring, sammenbindende for årets navnetema.
Et stort flot sortbrunt gimmerlam, der er letgenkendelig på grund af sin store blis.

Flaskelammet med på arbejde

Mit lille flaskelam begyndte tilværelsen med med kun 2 kg krop – men heldigvis masser af livslyst og gåpåmod. Hun sutter lystigt på sutteflasken hver anden time – næsten døgnet rundt. For det er så heldigt, at hun slet ikke er sulten mellem kl. 24- 06. Der er hun så til gengæld meget sulten igen.

Men hvis jeg skal have min nattesøvn, skal hun have mange måltider i løbet af dagen, for at få nok at spise. Derfor er det lille lam med på arbejde! Jeg har lånt en transportkasse af en kollega og lagt en god bund af savsmuld, halm og hø. Her ligger lammet og sover, mens jeg arbejder – og når det så er frikvarter, så er hun og jeg ude. Hun får flaske og vi løber rundt på fodboldbane, legeplads og skolegård.
Det er en stor succes og noget af et tilløbsstykke. Hun er nok blevet klappet og aet hundrede gange dagligt, men hun klarer det fint! Når flasken er tømt, tisser hun lidt og så løber hun efter mig videre til næste stop.

I disse coronadage er skolens udendørsområder jo inddelt, så hver klasse har sit område. Derfor er jeg nødt til at flytte mig rundt så flere klasser kan møde det lille myr. Hun har heldigvis hurtigt lært at følge mig – sin nye mor. Det er en fest!


Sang – den lille fis

Sang er én af Vigdís´ firlinger – og del af det første kuld lam på Bjerget i år. De bliver fire uger gamle på torsdag – og de klarer sig godt. Syng, Sing og Song, der er på fuld kost hos deres moder, vokser flot og er store og velnærede. Mit tidligere plejebarn Sang er lidt mere forhutlet at se på – og ikke nær så stor, men hun klarer sig! Hun kunne have haft det lettere, hvis hun ville drikke af en sutteflaske, men det forstod hun altså ikke.
Sang har en voldsom vedholdenhed og det hjælper hende nok i mange situationer. Når fårene bliver fodret flyver hun fluks hen bag ved sin mor og griber fat om en pat – og hun giver ikke op selvom Vigdís sparker og flytter sig konstant. Hun prøver også til ved nogle af de andre mødre, og ind imellem lykkes det, hvis de har så travlt med at spise at de ikke får set hvem det er. Men det er riscy business og man må tage nogle høvl.

Men stor var min glæde, da jeg for et par dage siden kunne konstatere, at hun er begyndt at opdage kraftfoderets velsignelser. Da fårene havde spist, stod Sang og knuskede i nogle grøntpiller og senere gik hun ind i mit lille lammeskjul og tog for sig af grøntpiller, byg og kraftfoder. Da blev jeg glad!. Jeg fangede hende også ved høbunken med sin bror – ja man fristes til at sige storebror. Her kan man tydeligt se forskel i størrelsen.
Sang bliver med garanti ikke det største lam i flokken, men hun skal nok klare sig!

Hvis bare ….


Ja, i bagklogskabens kloge lys kunne man have gjort meget anderledes og hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, så ….. Men åh, hvor ville jeg ønske, at jeg havde sat vækkeuret til klokken 3 natten mellem fredag og lørdag. Jeg var skisme ret ked af det og ærgerlig lørdag – og travl! Alt det travl jeg ikke var i påskeferien, er ligesom kommet nu!
Var jeg stået op kunne jeg have hjulpet Bunad og nok have reddet et lam – og jeg kunne have sørget for at Page og hendes sorte lam ikke kom væk fra hinanden og var dermed sluppet for meget bøvl.
Men nu er det, som det er – og de levende har det heldigvis godt og trives.

Ja, Pages sorte lam har det også godt – når bare jeg kommer med en sutteflaske hver anden time (de meget mørke nattetimer undtaget). Hun er lille og sød og sutter gerne og betydeligt mere effektivt end Sang. Som I kan se på billederne er hun fuldt af krudt og hopper rundt – men man kan også falde på næsen, når man kun er et ½ døgn gammelt og springer sådan rundt .
Det er ikke let at være sådan et lille “moderløst” lam blandt10 voksne “drager”. De andre får skubber hende kort og kontant væk – og hendes egen mor er den mest hårdhændede. Hun bliver kanøflet fra alle kanter. Naturen er ubarmhjertig, som min mand siger.
Jeg har lavet en lille rede til hende ude på forgangen, hvor den har ligget i aften og nat. Her hopper også nogle af de store lam ud, og så må den socialisere med dem. Hep hep, lille lam. Jeg skal hjælpe dig, alt det jeg kan.

Page og Bunad har læmmet i nat

Da jeg kom ud i stalden i morges lå Page nok så glad og fro med et lysegråt lam. Hun så frisk ud og det lignede, at der var styr på sagerne. Sådan! Page er jo også førstegangsfødende, så det er sejt. Det eneste, der undrede mig, var, at hun ikke havde fået to lam, for hun har fyldt godt i den seneste tid.
Bunad havde født senere i nat. Hun stod og nussede om to store gimmerlam og ét der lå dødt. Åh nej, ikke igen. Ja, jeg synes det er svært, for nu har jeg jo ikke været på arbejde, men bare sovet, hvor jeg i stedet for skulle have hjulpet Bunad. Jeg var sent i stalden i aftes og tidligt ude, men det var ikke nok! Min søde mand siger, at jeg ikke må være så hård ved mig selv, men åhhh, … Jeg hader ikke at være der.

Men rundt i halmen stavrede også et lille kulsort lam. Slikket og tørt og …. helt alene. Bunad ville ikke kendes ved det og det passede heller ind blandt hendes store, stadig våde lam.
“Page?”, sagde jeg spørgende. Det passede meget bedre – også i størrelsen. Hun har fået to lam og det sorte lam er slikket og fint, men hun vil hverken eje eller have det. Det får slet ikke lov til at komme i nærheden af hende. Stakkels lille. Gad vide, hvad der er sket der.

Jeg fløj forbi fryseren, hvor jeg heldigvis har råmælk fra Oslo frosset ned. Det fik jeg tøet op og puttet i sutteflasken og her er i hvert fald et lam, der kan sutte. Hold da op!

Yavapai overrasker

Det var med et lidt beklemt hjerte jeg tog på arbejde i morges – og jeg havde indtrængende bedt Bunad om at vente til efter kl. 14. Jeg synes, det var hende, der så mest fødeklar ud! Lidt over 11 kunne jeg ikke holde uvisheden ud og fik søde venner i nabolaget til at køre forbi Bjerget for at se til de tre gravide. De ringede lidt efter og fortalte, at der nu ikke længere kun var tre får i boksen, men også to små lam. De kunne lykkeligvis også melde, at alt så fint og fredeligt ud og at efterbyrden var på vej. Det var dejligt nyt!
Stor var min overraskelse. da jeg kom hjem og så Bunad stå med fuld mave. Jeg havde været så sikker på at det var hende … Surprice!!


For det var lille Yavapai, der stod så fint med to små lam! Hun er førstegangsfødende og kun selv lidt mere end et år. Hvor er det flot klaret.
Jeg ville så gerne have været i nærheden, men super godt, at hun har klaret det selv. Hun nusser om og passer på de små lam. Hun skyder nærmest ryg, når de søger efter mælk, så patten bliver lettere at finde. Og så er hun nøjagtig lidt at temperamentsfuld over for mig, som vanligt og stamper hårdt med forbenet, når jeg nærmer mig!
Jeg fik da listet mig til at se, at det er et gimmerlam forrest og et vædderlam – der er ved at bestige høbunken. Tillykke, Yavapai!

Sorg og glæde – Harissa har læmmet

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag stod Harissa med to nye lam. Nej, hvor dejligt – og de så friske og kække ud begge to. To gimmerlam.
Men en tredje søster lå død lidt derfra! Åh, nej, hvor trist. Jeg bliver så ked af det!
Den så fin og veludviklet ud, men altså død.
Harissa så ud som om det havde været en hård omgang og det døde lam har måske ligget forkert, ligesom ved søster Hanun. Og i dag jeg var der ikke til at hjælpe!
Jeg bliver bare så trist inden i! De små lam ligger trygt og godt i mors mave i 5 måneder og er klar til at indtage verden – og så går en eller anden lille ting galt ….. Øv! Sikke en mavepuster!
Jeg var hjemme hele påsken, hele dagen i går og fra i morgen eftermiddag er jeg hjemme hele weekenden! Og så vælger Harissa lige de 6 timer jeg var på arbejde i dag til at lægge sig med veer! Men sådan er det – og hverken Harissa eller jeg kan gøre for det. Hun bliver nødt til at læmme, når hendes krop siger til – og jeg bliver nødt til at passe mit arbejde. Ellers har jeg ikke råd til at have får 😉


Men nu vil jeg sætte mig ud i stalden og glæde mig over, at der er to levende søde lam mere på Bjerget! Den ene er næsten helt sort og den anden er mere grålig og har en sjov og ret karakteristisk snoet blis ned af næseryggen. To hurra og et lille suk !

Gærdesmuttes trillinger

Gærdesmuttes trillinger trives og har det godt. Jeg er voldsomt imponeret af Gærdesmutte, der i en forholdsvis høj alder bare mestre opgaven og passer sine lam med stor tålmodighed og fylder dem med mælk. De var ret små ved fødslen, men hold da op, hvor de vokser. Et hold rigtige krudtugler. Mor Gærdesmutte finder sig roligt i at blive brugt som klatrestativ og udspringsrampe.
De tre piger hedder Do, Re, Mi. Mi er den hvide.

Do, Re, Mi er de første tre toner/stavelser i et musikpædagogisk værktøj kaldet Solmination. Hold nu op, det lyder klogt, og jeg ved ikke mere end det, men kender tone-remsen Do, Re, Mi, Fa, So, La, Ti fra musiktimerne i skolen og fra en virkelig lang, virkelig gammel, men ikke desto mindre fanstatisk film “The sound of Music”, som jeg genså engang her i løbet af det forgangne år.