I går spurgte en god ven, hvordan jeg havde med at skulle hjem og aflevere alle lammene til slagt. Var det hårdt? Blev jeg ked af det? Jeg kunne med klar røst sige, at nej, det berører mig ikke på den måde. Men lad mig forklare, så det ikke kommer til at lyde, som om jeg er en “afstumpet kyniker”.
Jeg elsker, når der kommer lam til foråret og jeg nusser og kæler, giver dem navne og griner af deres krumspring og tuder, hvis et af dem dør. Men jeg ved samtidig godt, at de fleste ikke skal blive her på Bjerget! Det laver bare ikke rigtigt skår i glæden.
Når jeg sender dem afsted til slagt, er det i sikker forvisning om, at de har haft et optimalt lammeliv – efter mine begreber ihvertfald – med masser af moderkærlighed, græs og leg.
Og så er der jo også det rent praktiske, for jeg har ikke staldplads til dem alle. I år har det jo været en dejlig slut-september, men det er ikke sjovt, når man skal rundt og fodre og marken er mudret og både lam og alt andet bare er vådt! Så er det passende, at lammene kommer afsted.
Og så det tager jo også lidt tid, må man sige. I den sidste måned har jeg hver dag efter arbejde, været rundt og fodre på tre forskellige marker – de to med bil.
Ind imellem må man også bare konstatere, at selv de sødeste små vædderlam kan udvikle sig til nogen værre bisser og give ret store blå mærker på låret, når de skal afprøve, hvem der er stærkest – dem eller mig!
Så alt i alt – det passer som fod i hose. En god lang lammesommer er ovre – og jeg har det rigtigt godt med at spise kød, jeg ved, hvor kommer fra, og som har haft det godt, da det var et levende lam! Og jeg stod og var stolt af dem, da de var klar til afhentning.
De så flotte ud, med godt huld og fine, rene pelse!