I den her hundekulde forstår man det godt. Et liggeunderlag med varme i – det giver mening!
Tøyen har fundet den optimale løsning og lagt sig til at sove på ryggen af sin mor, Gærdesmutte.
De er altså max. herlige, de her 2-3 ugers lam.
Gauda og hendes nu ene lam trives og har det godt!
Lammet er blevet navngivet Synne! Hun får alt det mælk hun overhovedet kan orke at suge til sig og er fuld af krut og pep!
Og når man nu er blevet enebarn, må man ud og finde andre legekammerater, så Synne er tit afsted på farten, mens Gauda lidt uroligt står og kalder. Men heller ikke i fårenes verden er det altid at det virker.
Det er ikke let at mærke foråret i luften i disse dage. Hvis det ikke var for forårsblomster og små bitte grønne blade på enkelte træer, kunne man godt lade sig narre.
Men når det ellers er bare nogenlunde tørt er får og lam altså ikke sådan at kyse. De drager frejdigt ud på marken for at lege og fouragere. Men nogen gange bliver vinden ret skrap – og så er det rart at kunne lægge sig i læ bag en græstue.
Her er det Terne med hendes to små smukke gimmerlam Siren og Turild.
Man kan næsten se på dem, hvordan det 
bare handler om at holde hovedet godt ned. Men overgive sig og gå op i læ i stalden, det vil de alligevel ikke!
Jeg fundet et andet billede fra en sen aften, hvor de alle er på stald og hvor Terne lige slikker krybben helt tom, mens Siren og Turild kigger på. Her kan man bedre se, at de to små frøkener altså har meget smukke øjne og fine feminine træk.
Da jeg var ude for at putte fårene en sidste gang ved midnat i går, blev det hurtigt klart, at jeg ikke skulle i seng lige med det samme. Harissa var meget hævet og rød bagtil og der var en smule slim, men ellers ingen tegn på fødsel. Åh, det lignede lidt for meget det nummer Moët laver! Jeg bliver sådan i tvivl, for på den ene side vil jeg jo allerhelst ikke blande mig og give sådan et ungt får al den tid, hun har brug for, men på den anden side vil jeg jo også nødig reagere for sent og så stå der med døde lam! Så jeg holdt øje med Harissa og diskuterede med mig selv.
Men nej, noget måtte gøres. Jeg hentede varmt vand og sæbe og fik fat i Harissa. Hun var lidt åben, men klovene lige indenfor pegede lige op imod ryggen og kom ikke længere frem. Jeg fik vendt klovene ud og fremad og fik hjulpet med at trække lidt, men Harissa var meget smal, og da vi nåede til hovedet, troede jeg faktisk ikke, at det skulle lykkes.
Men ved fælles hjælp fik vi lirket og halet et lille lam ud. Og det levede. Hvilken lykke!
Harissa lå ned, men slikkede lammet fint og sagde alle de rigtige lyde. Da jeg lidt efter mærkede efter, var et lam mere på vej og også her skulle der lidt hjælp til, selvom det helt klart gik lettere.
Jeg havde hidkaldt min mor, der var på besøg – og nok alligevel havde lugtet lunten, da jeg ikke kom tilbage – og sammen kunne vi så sidde og se, hvordan de to små lam kom på benene og begyndte at søge – og efterhånden også fandt – vej til patterne. Det er altså lidt utroligt og helt fantastisk hver gang. Både får og lam ved lige, hvad de skal gøre, selvom de aldrig har prøvet det før.
Ved 01.30-tiden var der ro omkring den lille familie, så det kunne blive sengetid både for får og mennesker og det var med en god fornemmelse i maven, at jeg sagde “Godnat og tak for i dag” og krøb til køjs.
Her til morgen fik jeg så kigget lammene
lidt mere efter i sømmene.
Det er to små gimmerlam på ca. 2,5 kg.
Velkommen til søskendeparret “Helt sprøtt” – altså “Helt” og “Sprøtt”
De er altså bare søde, alle de små lam! Her er det Gærdesmuttens Aker
Anabs herlige små kulsorte knægte har skam også fået navne. De hedder Sorti og Lille Gut. Jeg har haft besøg af en 9-årig dreng, der sad og nussede længe med en af Anabs lam. Han spurgte lige så sødt, om han måtte få lov til at give det et navn. Det var jo ikke til at stå for.
S
å det blev “Sorti” – og hans bror var lidt mindre og så synes jeg, at Lille Gut lå ligefor.
De er et par ret herlige små størrelser med masser af krudt. De styrter rundt sammen med Blishønens trillinger og laver masser af spas og ballade. Al den aktivitet giver også behov for nogle gode hvil. Her har jeg fanget dem, mens solen (endnu) skinnede.
Da jeg skulle ud og aftenfodre og lukke flokken ind for natten, kom Gro ikke med ind. Hende har jeg også holdt øje med hele dagen – sammen med Pyt. Jeg fik de andre ind i en fart og kom afsted ud på marken. Der lå Gro med en næsetip og et par klove tittende ud. Men lige meget hvor meget hun pressede, kom de ikke længere. Jeg fik trukket forbenene frem, så de var strakte og hjalp så med at trække lammet ud. Det var kæmpe! Ih, du glade! Ikke så mærkeligt, at hun ikke kunne føde det selv. Den rejste sig efter max. 20 sek! 
Absolut klar til at indtage verden. Gro fik slikket sit store vædderlam lidt, men lagde sig snart igen og pressede endnu et lam frem til samme punkt. Denne gang kun med næsen. Men et enkelt forben kunne jeg finde og således fik vi ved fælles hjælp et stort gimmerlam bragt til verden. Pyha! Sikke en lettelse.
Da de havde stået og nusset en halv times tid gik jeg tilbage til stalden efter en balje. Jeg lagde de to lam op i baljen og bar dem tilbage mod stalden. Hold da fast! Man forstår altså godt, at også Gro har haft en lidt tung og vraltende gang i de sidste dage.
Den lille familie fik lidt tid i græsset foran stalden, og kom så ind i 
stalden, da det blev mørkt. De bliver natten over i en lille ekstra boks jeg har lavet, så de lige kan lære hinanden at kende og få lidt ro.
De to lam skal klart hedde Harald og Sonja! De kan næsten ikke hedde andet. Det er lige ved at udvikle sig til en tradition, at Gros lam er royale. Sidste år hed de Malik og Malika (konge og dronning) – og blev født på præcis samme dato!
(Billederne er lige til den uskarpe side, men det var det absolut sidste dagslys vi brugte).
Vi har ventet længe, Pyt – og måske især – mig. I flere dage har jeg ligget i fast rutefart og holdt øje med hende, fordi det har lignet, at det var liiiige om lidt. Jeg var oppe i nat også, for et eller andet sagde mig, at hun måske skulle hjælpes. Tidligt i morges så alt stadig fredeligt ud, men da jeg kom i stalden efter morgenmaden, lå Pyt udstrakt i halmen og kæmpede. Hun havde fået et dødt lam, og prøvede nu at få flere ud. Der var gået forvikling i det. Så jeg skyndte mig at træde hjælpende til og fik to flotte lam ud! Men suk, hvor er det noget skidt med de trillingefødsler i disse dage. Det døde lam var også stort, så der er ikke noget at sige til, at Pyt var så tyk.
Men …. Pyt har fået to dejlige livskraftige lam, og det er en stor glæde. Ydermere er det sådan, at det er et hvidt vædderlam og et sort gimmerlam! Det var det eneste køns-specifikke ønske for i år – et gimmerlam fra Pyt, og allerhelst sort! Så der var jeg heldig!
Bunad og Gardermoen – den smukke norske folkedragt, der bæres på 17. maj og andre festdage – og Gardermoen, der byder velkommen til på vores Oslo-besøg.
Først på eftermiddagen var der grund til uro igen. Pyt lå ned og pressede. Hvad nu??
Jeg mærkede efter, men der var jo altså ikke flere lam. Hun var ved at presse sin livmoder ud. Det var ikke godt. Jeg har ikke oplevet det før, men hørt om at det kan ske. Så fat i dyrlægen, der var sød og sprang i bilen med det samme. Få hende op at stå, sagde han. Det hjalp heldigvis og presseveerne fortog sig. Pyt fik lidt smertestillende og fårepasseren blev ordineret fordring og gå-tur med Pyt, så hun holdt sig på benene. Hendes livmoder har i sagens natur været meget udspilet og fylder stadig en del, og var endnu ikke sunket ned. Når Pyt så lå ned og hvilede, har hendes krop følt det som et lam, der lå klar til fødsel. Men pyh, det fik vi heldigvis afværget. Hun virker til at være ok igen, og har haft lammene med ude på marken. Alt andet var næsten heller ikke til at overskue.
MØs lam trives og har det godt. MØ er en mælkestærk og omsorgsfuld mor. Hun bliver mere sky end sædvanligt, når hun har fået lam, så det er ikke meget jeg har med dem at gøre. Men søde, det er de.
De blev født samme dag, som den øverste leder på mit arbejde gik på pension og det havde jeg besluttet – hvis der var et vædderlam, skulle han opkaldes.
Her er den lille familie. Mor MØ, gimmerlammet Seija og vædderlammet Børge.
Det er let at finde Blishønen og hendes lam. De er ofte sammen og synes på afstand bare som en stort sort plet med rigtigt mange ben. Blishønen passer de tre lam super fint. De er udfyldte og spænstige i kroppen. Fulde af pep!
Da hele flokken skulle navngives fandt jeg inspiration i min mors 
familie. Min mor arbejdede som ung i Norge en tid og hendes lillebror flyttede derop og stiftede familie.
Så som en lille hilsen til min norske gren af familien, hedder de tre skønne banditter her Ulefoss, Heistad og Skien.
Ulefoss er et let genkendeligt vædderlam, med den store blis, mens hans søstre kun har en lille plet i panden og et par små hvide hår på øret.