Kategoriarkiv: Lam

Ulefoss har det godt – men får stadig flaske

Skriv et svar

Ja, Blishønen overtog jo ikke forpligtelserne, desværre.
Så det er stadig mig, der sørge for flaskemælk til Ulefoss. Men jeg skal nu ikke klage. Blishønen havde taget de første hårde uger, og nu er han gået fra 4 til 3 til nu 2 gange dagligt. En flaske morgen og aften – det kan man næsten ikke klage over.
Ulefoss klager ihvertfald ikke, men kommer glad springende og suger pligtskyldigt flaskemælken i sig. Men han er slet ikke præget på mig og er faktisk ret ligeglad. Hans hjerte ligger i flokken – og det er skønt. Der er ingen brægen fra ham, så snart jeg stikker hovedet frem – og han trives godt med de andre.

Han er stadig lidt trebenet, når han går og det bliver nok aldrig anderledes, men det ser ikke ud til at genere ham. Han har masser af humør og livslyst – og når flokken kommer susende nede fra den anden ende af marken, fordi der er mad i sigte – ja, så er det ihvertfald ikke Ulefoss, der kommer sidst!

Statistik over lam

1 svar

Nu er der faldet lidt ro over dagligdagen omkring fåreflokken på Bjerget, – så der kan blive tid til at hæve sig op og se med lidt helikopter-syn på resultatet af læmmesæsonen 2017.
15 får, heraf 4 førstegangsfødende, har fået 28 lam. Det giver 1,87 lam i gennemsnit.
Det er ikke så tosset. Jeg kan være godt tilfreds.
De 28 lam fordeler sig med 16 gimmerlam og 12 vædderlam, 11 hvide og 17 sorte lam.
3 får har fået 1 lam hver. At Aisha som førstegangsfødende fik et lam helt i orden. Hun klarer det hele så fint og Oslo er et stort flot lam. Men Blomst og Myse er et par damer i deres bedste alder! Det er lidt skuffende. Især Myse er stor som et skib, har meget mælk og spiser som et tærskeværk. Det er fine lam de har, men …. At Gauda også i realiteten kun har ét lam, skal hun ikke lastes for. Hun fik to lam, men det ene var ikke rigtigt rask og måtte aflives.
I den anden ende har Blishønen og Gærdesmutte jo fået 3 lam og har klaret dem fint. (Ihvertfald indtil Ulefoss fik stivkrampe, så måtte jeg tage over for Blishønen). Pyt og Terne fik jo også begge 3 lam, men begge havde også et dødfødt imellem, så de passer to lam sammen med Moët, Spurv, MØ, Gro Anab, Harissa og Hanun.
Der blev jo faktisk født 31 lam – og jeg synes jo, at tre døde lam er tre for mange. Som jeg før har skrevet, så kan en del af årsagen måske være, at lammene var blevet for store, og jeg vil ihvertfald gøre mit til, at fårene er lidt mere slanke næste år. Men det er jo ikke sikkert, at det er årsagen og slet ikke hele årsagen.
Alt i alt er jeg godt tilfreds og især stolt af de fire små nye mødre, som klarer det hele så flot! Nu er vi klar til græs og sommer!

Drit Kult

Skriv et svar

Ja, det måtte jo komme. Jeg kan næsten ikke have norsk navnetema uden at komme rundt om Skam. I disse tider!
Jeg har desværre ikke selv fået fulgt med og set Skam – og det ærgre mig faktisk, men det har jeg altså ikke nået/prioriteret.
Hanuns to små friske og frække knægte, der allerede gør bukkespring på græsmarken, de skal simpelthen hedde Drit og Kult.
Det passer også godt sammen med deres “næsten-
søstre” – Harissas søde piger Helt og Sprøtt. 

Som fire dråber vand

Skriv et svar

De fire sidst-fødte lam ligner hinanden i en sådan grad, at man næsten skulle tro, at de er firlinger. De to er bare 10 dage større end de andre to. Men hold da op! Se lige her.
             

Hanuns
lam til venstre og
Harissas
lam til højre.

 

 

 

 
Det er sjovt og pudsigt, men i og for sig ikke spor mærkeligt. De fire lam er så tæt på, at være søskende som det næsten kan lade sig gøre, og rent genetisk må de være meget meget ens. De har samme far, farmor og farfar, de har samme mormor og morfar, men bare hver sin mor. Mødrene er helsøstre, tvillinger født af samme mor den samme dag!
Jeg ved ikke hvad det giver i procent “enshed”, men den må være stor. Det er heldigt for mig, at der er kønsforskel, for ellers ville jeg komme i problemer med at se forskel om et par uger. Men om et par uger har jeg også øremærkerne til hjælp.

Ulefoss i bedring

Skriv et svar

Søde lille Ulefoss er heldigvis i klar bedring! Han har hele tiden haft kampgejst og vilje, men søndag synes jeg godt nok, at det virkede noget trist og håbløst. Han var dælme skidt! Helt stiv i sin krop, kunne ikke rejse sig og faldt jo nærmest som et bræt, når de andre skubbede til ham. Han kunne heldigvis drikke den mælk, jeg kom med i flasken med meget jævne mellemrum, men fik jo så til gengæld ondt i maven af den ændrede kost! Så jeg synes det var tungt! Men Ulefoss – han kløede bare på og humpede gerne ned til flokken i den anden ende af folden, når jeg fik ham på højkant!
Dyrlægen sagde, at det først var efter en uges tid, at vi ville kunne begynde at se bedring.
Og sørme om han ikke begyndte at blive mere frisk i går. I går aftes kunne han rejse sig ved egen hjælp! Og siden har han ikke set sig tilbage. Han er stadig noget stiv i sin gang, men han følger flokkens rytme og bevægelser helt og fuldt. Når jeg kommer ud med flasken nu, kommer han humpende, drikker sin lune mælketår og futter så tilbage til sin familie igen.
Blishønen er ikke meget afvisende overfor ham, men heller ikke meget hjertelig, men han er helt fremme i skoene og klør på og skubber sig ind og vil die med sammen med Skien og Heistad. De er jo blevet noget større end ham – men han skal nok klare sig nu. Det er jeg sikker på. Maven har også nydt godt af, at han får sig bevæget og kan spise græs og få lidt rigtig mor-mælk ind imellem. En tid endnu skal jeg helt sikkert hjælpe med flasken, for han er tynd, men det kan jo være, at det mere og mere bliver Blishønen igen! Nu må vi se. Det er virkeligt skønt!

Hurra for Hanun

Skriv et svar

Så kom årets sidste lam. Nej, hvor er jeg glad.
Da jeg kom flyvende hjem først på eftermiddagen, for at give flaske til Ulefoss, stod Hanun inde i stalden med to lam. Helt kry og rolig. Lammene var tørre, efterbyrden var kommet og der var totalt styr på det hele.
Lige der, da blev jeg altså en meget glad og heldig loppe!
Nej, hvor var det dejligt. Helt fantastisk faktisk!

Da jeg havde nydt synet et par minutter, mærket på deres fyldte mælkemaver og desinficeret deres navler grundigt, måtte jeg ned på marken og finde Ulefoss, så han kunne få sin mælk. Og så måtte jeg altså lige tilbage og nyde synet lidt igen! To fine små vædderlam! Seje lille Hanun.

Og så afsted på arbejde igen – men hold da op – bilen må have kørt langt på literen –
jeg svævede i en sådan grad, at jeg nok har løftet den fra vejbanen i ny og næ! Tjulahop!

Helt Sprøtt

Skriv et svar

Søstrene “Helt Sprøtt” har det godt! Det er stadig nogle små nips i forhold til nogle af alle de ældre lam, men der er spræl og humør i de to. Harissa er en sød og omsorgsfuld mor! Sådan et par små udtryksfulde ansigter er da ikke til at stå for! De er bare skønne!
“Helt” til venstre                                                     – og “Sprøtt” til højre.

Vi er her endnu

Skriv et svar

Vi er her endnu og har det godt! Ja, det er jo helt tovligt, så meget sådan et lille lam, der har det skidt, fylder. Der går meget tid med at løbe frem med sutteflasken til Ulefoss.
Her i weekenden var jeg nødt til lige at minde mig selv om, at der altså også er en hel masse glade og friske lam på marken.
De er glade og har det super godt. Der bliver leget og sprunget bardut til den store guldmedalje, og øvet udspring fra sten!
Og så er der heldigvis også plads til et hvil engang imellem, selvom det undrer mig, at de kan holde ud at ligge ude i den hvinende kolde vind.

Ulefoss har stivkrampe

Skriv et svar

Ja, det her er ikke et af de sjove indlæg. Torsdag lagde jeg mærke til, at Ulefoss trak lidt på sit højre bagben og ikke rigtigt ville støtte på det. Men det sker ind imellem, at lammene får et lille skrub eller noget, så jeg holdt øje med, om det fortog sig. Det gjorde det bare ikke. Torsdag aften kunne han ikke bruge benet til at skubbe fra, da han skulle rejse sig og lige så fredag morgen. Så jeg måtte have fat i dyrlægen. “Kom du med lammet”, sagde han.
Da han så det, sagde han straks ” Den har da stivkrampe” – og ja, jeg havde netop selv haft tanken, for Ulefoss var ligesom så stiv i hele kroppen. Men det har jeg aldrig prøvet før og har derfor ingen erfaring.
Lille Ulefoss blev medicineret af dyrlægen og idømt kærlig pleje og sutteflaske af mig. Og her står vi så. Han er et elendigt lille skidt at se på, kan ikke selv rejse sig, men vil gerne – og humper afsted efter de andre, så godt han kan. Jeg suser ud og rejser ham op, fodre og rejser igen og har ham liggende herinde i varmen om natten. Jeg synes ikke rigtigt, at det går fremad, men dyrlægen sagde også, at det var et stykke tålmodighedsarbejde!
Ulefoss har sandsynligvis fået infektionen igennem navlen, da den var “åben” fra en jord-bakterie. Vi må dælme ikke håbe, at der er flere, der har det.
Jeg synes, at det er lidt hårdt i dag – og holder skarpt øje med alle de andre lam og deres bevægelser. Suk!

Stenene er opdaget

Skriv et svar

Ude på marken har vi nogle store granitsten liggende. Lammene elsker at lege på dem, men de skal lige nå en hvis alder, før de opdager at de kan leges på.
Det skete i går. Seija var den første til at tage springet op på stenen. Nej, hvor var det sjovt! Bror Børge så lidt misundeligt til. Seija opdagede, at stenen også kunne ligges på – og man kunne også drille de andre! “Æh, Bæh, Børge og Lille Gut. I kan bare ikke komme her op!”

Rygtet bredte sig hurtigt og snart var en hel flok legesyge og eventyrlystne lam i gang med at hoppe op på stenen og ned igen, skubbe hinanden ned, prøve igen – og de havde en fest!