Gærdesmuttes to dejlige lam skal hedde Yavapai og Powell. Yavapai er gimmerlammet med den fine hvide stjerne og hvide kanter på ørerne – og så er det et smukt sted og ord fra Grand Canyon. På vores vej fra Las Vegas til Grand Canyon gjorde vi stop ved den imponerende dæmning ved Lake Powell. Her på stedet er Powell så dette fine sorte vædderlam til højre i billedet. De har de godt alle tre, Gærdesmutte er en rolig og omsorgsfuld mor og fodre sine lam godt.
Nu må det vist være på tide at fortsættes vores rejse rundt i USA og få navngivet nogle flere af alle de søde små sorte lam.
Aisha har fået to helt vidunderlige krudtugler. De er lavet af 50 procent gummibold, og har siden de var 7 timer gamle hoppet rundt og lavet fest og ballade. Sikke en energi.
De er så smukke og udtryksfulde med deres grå skæg og grå kanter på ørerne.
De skal hedder Grand og Canyon – og I må selv bestemme, hvem der hedder hvad.
At se og opleve Grand Canyon er en af de største naturoplevelser jeg har haft i mit liv – så det forpligter!
Men de to sprælske, stærke og livlige fyre her, det klarer de fint!
Da jeg fodrede i går aftes åndede alt fred og alle får spiste glade og sultne deres aftensmad. Men da jeg kom ud for at “putte” dem til natten 3 timer senere, stod Terne lige så roligt med 16 små ben omkring sig. Fire små yndige lam – som Ternes lam jo er. To hvide og to sort, tre gimmerlam og én vædder. Jamen, altså – og Ih du milde!
Nu må vi så håbe på, at Terne er sød ved dem alle fire og har energi til at passe dem. Jeg lovede mig selv sidste år, at jeg ville hjælpe mere, så lammene bliver større og det er så nu jeg skal huske det løfte til mig selv! Tillykke, Terne
Da jeg kom hjem fra arbejde mandag, gik jeg naturligvis straks ud for at se, om Aisha og hendes lam havde det godt. Og det havde de bestemt! Mage til krudtugler….
Men min opmærksomhed samlede sig hurtigt om Gærdesmutte, der var lige ved at lægge an til at læmme. Jeg fik staldtøjet på i en fart, fik kameraet med og gik så ellers i stalden. Ud på marken med alle de gravide – og så roen kunne sænke sig.
Gærdesmutte skrabede i halmen, lagde sig, pressede lidt, rejste sig, snuste til halmen, skrabede og lagde sig igen. Efter nogle omgange på den måde kunne man se små bitte klove med deres bløde hvide kanter titte frem, når Gærdesmutte pressede.
Efter et par stærke presse-veer kom forbenene længere frem og på det midterste billede kan man lige ane den lille næse. Gærdesmutte presser, strækker sig og bruger mange kræfter på at skubbe lammet ud. Hun rejser sig, lammet glider lidt tilbage og så lægger hun sig og presser endnu en gang.
Nu går det næsten lige så hurtigt, som jeg kan tage billederne. I løbet af få sekunder får Gærdesmutte presset lammet ud og straks hun mærker, at det er ude, rejser hun sig. Navlestrengen, som I kan se på billedet, rives over og hun vender sig for at slikke væske og fosterhinden af det lille nyfødte lam. Hun slikker og slikker og siger hele tiden små lyde og lige så snart lammet har rystet vand og fosterhinde væk fra munden svarer det moderen med sin lille nye lammestemme. Det er en af verdens sødeste lyde.
På den måde lærer de hinanden at kende og etablerer det gode mor-barn-forhold.
Velkommen til verden, lille nye gimmerlam.
Jeg mente bestemt, at jeg havde en aftale med mine får om ikke at læmme mandag morgen, hvor jeg skulle tidligt afsted og arbejde i nødpasningen. Men Aisha havde ikke hørt efter – så da jeg lige skulle kigge, at alt var roligt inden jeg kørte, så stod Aisha og pressede og kunne ikke rigtigt få det til at lykkes. Jeg fik hjulpet lidt med forbenene på lammet og så klarede Aisha selv resten. 2 fine vædderlam, som jeg kun lige nåede at se ude, inden jeg strøg afsted. En kollega hjalp heldigvis i den ½ time jeg blev forsinket.
Så fra morgenens læmning er der ingen billeder, men til gengæld dette af en tilfreds lille ny familie, der lå og nød den middagslune luft i stalden, da jeg kom hjem.
Disse to lækre små lam var fredag ude at nyde solen. Oslo skal have lidt ekstra at spise, men alle de andre får skal ikke – så hun var heldig at komme i snor på græsplænen.
De to lam fandt hurtigt hen under troldhasselens grene, hvor der var læ og lidt sløret sol.
Det perfekte sted til en middagssøvn for to lam to døgn gamle.
Det blev anledning til en lille fotosession og tilhørende navngivning.
Her har vi Las Vegas – den vanvittige by, hvor vi begyndte vores rejse.
Las er vædderlammet med den hvide blis og hans lidt mindre, men helt sorte søster Vegas!
Hurra! I disse tider er det om at glæde sig over det gode, der kommer dumpende!
Og det var præcis, hvad der skete her til morgen. Da jeg havde skrevet indlægget om “forårsklipningen”, gik jeg ud i stalden for at give lidt morgenhalm. Og der stod så den selv samme Oslo med to søde små fine sorte lam! Bingo! Jeg troede først, at det var fra næste uge jeg skulle begynde at få lam, så jeg har i denne omskiftelige og meget anderledes tid slet ikke nået rigtigt at glæde mig! Men det er okay med det! Jubii – en lille dreng med blis og en sort lille pige. Nu går jeg ud og klipper videre …. så følger der nok flere billeder senere!
Efter en del overvejelser frem og tilbage, besluttede jeg at beholde én af Spurvs trillinge-piger. Vigdís Finnbogadottír er den ene heldige loppe, der fik lov at blive her på Bjerget. Hun har en fin uld efter sin mor og bliver et stort flot får. Hun bliver lidt kraftigere end de sidste flere får, jeg har indlemmet i flokken, med sin texel-far, men det er helt med vilje.
De skal ikke blive for klejne, min får! Og så har de sidste mange gimmere, jeg har beholdt også været grå-sorte. Jeg har faktisk kun tre hvide får i hele flokken nu og de er alle blandt alderspræsidenterne. Så også derfor er det fint med et dejligt nyt hvidt gimmerlam.
Her til morgen blev lammene hentet. Jeg var klar og havde drevet de to flokke i fangefolde, så det var nemt og ligetil da Thomas og slagterbilen fra Gelsted kom. Og det hele foregik stille og roligt og uden udbrud og ballade. Meget skønt. Så der var tid til at gå og tage de sidste billeder og klø en pande og sige farvel til Helle T, Eduard Sjevardnadse, Margaret Thatcher, Lille Lars, Theresa, May og alle de andre.
Da alle lammene var draget afsted, gik jeg i gang med at få ryddet det hele op igen. Løse hegn og grinder – og også de løse hegn til opdeling inde på græsfolden. Nu er der kun én flok tilbage og de glæder sig til at få noget mere græs.
Slagteren har fremrykket afhentningen af lammene, så der blev travlhed på Bjerget et par dage før beregnet. Vædderlammen skulle hentes hjem og grinder og løst hegn stilles op til at drive i. Men i det sidste aftenlys var vi færdige og der blev fodret lidt i håbet om at lysten til at lave udbryderballade i løbet af natten så mindskedes. Pigerne synes nemlig, at det var nogle spændende og flotte fyre, der var kommet i nabofolden (forrest).
I morgen tidlig bliver de to flokke – vædderlammene først og så gimmerne bagefter – stille og roligt drevet ud imellem hegn og ind i fangefolden og så videre op på lastbilen. De må nyde den sidste fine aften og nat på Bjerget.