Nattekulden vil ikke rigtigt slippe sit tag, så derfor er jeg ikke rigtigt gået i gang med at klippe får. Men Kardemomme trængte til at blive klippet og ville så gerne, jeg trængte til at komme i gang – og så er det også lidt sjovt at kunne vise forskellen i størrelse på et klippet og uklippet får på lørdag, hvis der kommer nogen på besøg! Så Kardemomme “lod pelsen falde” for et par dage siden!
Da jeg var færdig med alle de store flader og skulle til at finpudse, slukkede jeg maskinen og spændte knivene af, for at rengøre dem! Men da jeg var klar til at klippe videre og tændte klipperen igen, skete der bare ingenting! Det var træls!
Resten af Kardemomme blev klippet med køkkensaks, for jeg kunne altså ikke holde ud at have hende gående og se så halvfærdig ud! Lammene synes, det var skønt at ligge i ulden og snue. Den lugtede dejligt af mor. Og jeg fik mig kæmpet igennem de tykke lag af ud rundt langs hale, mave bagdel og andre bøvlede
lokaliteter.
Klipperen kørte jeg afsted med ned til Primus, hvor jeg har købt den – og de var SÅ søde og fik den set efter og repareret med det samme! Det er god service – mange tak!
Kategoriarkiv: Klipning
Sommerklip
En af de sidste dage i august fik jeg klippet Blishønen og Blomst. Deres uld filter og duer ikke til kun at blive klippet én gang om året. Og man siger, at det skal være inden september, for at ulden kan nå at vokse sig lang nok inden vinter. Så det var bare at komme i gang.
Her er før- og efterbillederne. Fårene ser altså altid lidt spøjse ud, som helt nyklippede, men det er forbløffende så hurtigt det første uld vokser ud igen og laver små krøller.
Denne “aktivitet” betød også, at jeg skulle tage nogle beslutninger!For hvem skulle klippes? Sylfiden plejer jo som
gotlænder også at få en tur nu – ligesom Blomst. Men jeg har besluttet, at jeg har forsøgt længe nok med det kugleskøre får! Eller…. faktisk er det ikke kun mig, der har besluttet!
Min yngste søn sagde: Skal du nu ikke vælge dem, som du kan komme i nærheden
af? Klogt sagt – det bliver enden for Sylfiden!
Ulden falder
Efter en pragtfuld weekend i København måtte jeg altså ud og lave lidt landbrugeligt, da jeg kom hjem. Og Pyt stod nærmest og bad om det! Så pludselig var jeg i gang med klipperen! Pyt først, og så lod jeg døren stå åben, for så kom Enya nok også. Og ganske rigtigt! Da Pyt var færdig og som forvandlet, stod Enya lige bag mig og sagde “Os mig”.
Så nu er jeg i gang og foråret kan bare komme. To stk i dag – så er der kun 13 tilbage! Herunder kan I se Pyt før og Pyt efter!!

Sommerklip
Da fårene nu alligevel var indfangede lørdag blev Sylfiden, Blomst og Blishønen også klippet. Gotlænderne skal helst klippes to gange årligt. Sidste år fik jeg det simpelthen ikke gjort og resultatet var, at deres uld filtede en del inden den blev klippet af. Faktisk så meget af den var ikke til at bruge! Det kan man jo så lære af!!
Det var lidt det samme med Blis, så derfor har hun også fået en sommerklipning. Terne har jeg ikke klippet, for der var ingen problemer med hendes uld. Men de to helsøstre har også en meget forskellig uld. Ternes ligner Pyts helt og aldeles, mens Blishønens uld opfører sig som hendes mormors!
Tilbage i flokken er der ihvertfald forskel på fårenes størrelser. De i forvejen mest spinkle er nu også blevet klippet, mens de store tunge madammer ydermere har 5-7 cm uld til at fylde om livet! Det ser sjovt ud!
Klipperen – før og efter brug
Den er faktisk flot – min fåreklipper! Og helt uundværlig, synes jeg. Ville nødig gøre det med en saks, som Bonderøven. Men det er selvfølgelig bare et spørgsmål om, hvad man er vant til. Min lille klippemaskine summer derudaf med lidt strøm og olie og tygger sig igennem millioner af små fibre.
Det er sjovt at se, hvor meget den bliver fedtet ind i lanolin. Ved nogle får, som Sylfiden, kommer der meget lidt lanolin på, men da jeg var færdig med Pyt, var forskellen tydelig!



Næste omgang klipning
Ja, nu sidder jeg igen med lange arme og øm ryg! Og husker at jeg – hvert år, når jeg skal klippe Persille – tænker, at det jo godt kunne være, jeg skulle se at få det lært på den “rigtige” måde.
Hun er altså helt umulig! Springer og hopper rundt, som en kilden loppe!
Jeg tog dem fra den store ende i dag! Pyh, der er langt rundt på Gro, Kardemomme (billede 1+2) og Persille!
Så var jeg træt – og besluttede mig for at slutte af med Blishøne, der havde stået i kø hele dagen 😉
Hun er utrolig! Selvom jeg aldrig smider halm ind over fårene, for ikke at få halm og hø i pelsen ( – og garnet), så ligner hun hver dag
en lille omvandrende høstak. Jeg piller og ordner, men næste dag er det lige det samme. Terne – hendes helsøster – er slet ikke så beskidt – og de andre er jo næsten halmfri! Men ikke Blishønen! Pyts mor – der har samme farve som Blishøne, har det præcis lige sådan! Suk!
Nå, men det er altså godt nok en nem omgang at klippe hende! Dels er der nok kun en trediedel kvadratcentimeter at komme over i forhold til Kardemomme og dels slægter hun sin mor og står bomstille, mens jeg klipper. Det eneste bøvl var, at hun simpelthen har så tæt en pels, at klipperen næsten ikke kunne
tygge sig igennem. Der er bare mange uldfibre pr. kvadrat!
Men sikke en flot ham, der kom ud af det. Det bliver lækkert garn!
Storvask
Da jeg klippede fårene sidste år, var der et par stykker af dem, som måske havde lidt lus. Det var jeg ikke vild med, så alle fårene fik lige et drys af noget lusepulver, jeg havde stående fra vores ponyer. Og jeg har ikke siden haft grund til mistanke om utøj. Så langt, så godt!
Men jeg har kunnet konstatere, at fårene i vinter ikke har været så rene i huden, som de plejer. Selvom det på denne årstid er længe siden ulden har været kort nok til, at fårene og deres hud har fået et egentligt brusebad i et ordentligt regnskyl, er de jo sædvanligvis fine rene inde i bunden af de 8 -15 cm uld, når man klipper dem. Og det var de også alle andre steder end lige hen ad ryggen.
Da jeg klippede ulden af Pyt faldt 10-øren. Hun var beskidt lige præcis i den stribe, hvor jeg havde drysset med pulver! Det er åbenbart ikke lavet til fårenes hudforhold og har bundet skidt fast i lanolinen.
Jeg fik i en fart lavet en spand med lunkent sæbespånevand og så fik de ellers en skrubbetur med sæbevand og stiv børste hen ad rygstykkerne.
De var lige ved at gøre knuder på sig selv af velvære.

Og efter en ordentlig spuling med rent vand, er de nu fine og rene og parat til en ny sæson.
Her er det Sylfiden, der bliver skuret og spulet 🙂
Af med overfrakken
Så er året klipning af får skudt i gang og jeg sidder her og skriver med lange trætte arme og øm ryg. Sådan er det! Men så dejligt at komme i gang. Og der var ihvertfald nogle, der nød det.
Pyt stillede sig sådan set allerede i kø i går, da jeg nævnte, at jeg nok ville begynde at klippe i dag og jeg måtte love hende den første billet.
Hun er altså skøn det, lille myr. Stiller sig roligt og forventningsfuldt – og selvom jeg tager snoren af hende, da jeg skal klippe hende omkring hals og hoved, går hun ingen steder. Hun nyder det bare.
Jeg nåede fem får i dag – og var lige ved at gå i gang med det sjette, men besindede mig heldigvis. Jeg bliver helt radbrækket i morgen! Der skal også være får at klippe andre dage.
Men Pyt, Blomst, Sylfiden, Cuba og Terne smed overfrakken i dag – og føler sig tilsyneladende godt tilpas i det nye forårsdress. Og sikke en størrelsesforskel det gør.



