Kategoriarkiv: 2021

Flaskelammene

Det er vist ved at være på tiden med en update på flaskelammene. For som den opmærksomme læser har kunnet konstatere, er der mere end ét!
Jeg begyndte jo med at hjælpe Sang, men hun fandt andre smutveje og hendes mor Vigdís har affundet sig med, at hun “snyder” sig til mælk fra patterne.
Så kom lille Lyd, der blev helt og fuldt mit ansvar. Når jeg var ude at fodre hende kunne jeg for en måneds tid siden konstatere, at et andet lam også var voldsomt interesseret. Harissas ene lam, Vers, blev afvist af sin mor og var sulten. Hun slog sig sammen med Sang og hang i Vigdís´patter ved hver fodring, og det synes jeg var for galt. Vigdís havde da nok i sine egne fire. Efter nogle dages kamp med Harissa overgav jeg mig – og siden har Vers været med på flaskevognen.

Lyd var med mig på arbejde i de første tre uger. Det var en fest på skolen, med eget lam at lege og kæle med i frikvartererne. Lyd blev fodret og løb så med mig rundt på skolens forskellige udendørs områder, så alle børn kunne se og møde hende i løbet af dagen. Fra alle kanter lød der “Hej, lille Lyd” og mange gange i løbet af dagen fik jeg efterretninger fra børn, der lige havde været ude på en “løbelufter” og havde lagt vejen forbi Lyd. “Lyd har det godt, Dorte. Hun ligger og sover….Hun kan godt lide små blade… Hun spiste lidt græs….”
Men efter tre uger sagde Lyd selv stop og ville ikke ind i transportkassen. Siden har hun været fuldtids på Bjerget og hygger sig i fåre/lammeflokken. Både hun og Vers trives og er nu nede på en flaske om dagen og spiser selv kraftfoder og græs ved siden af.
De er søde, når de kommer susende for at få mad og kæletur.

Yavapai er død

En dejlig, mild Kristi Himmelfartsmorgen blev pludselig blevet meget trist og tung.
Da jeg vågnede kunne jeg kunne høre lam, der brægede vedholdende og stod op og fik lavet sutteflaskerne klar og så gik jeg ned over marken for at give mælk til de sultne.
Lyd kom glad løbende og Vers også og mens de spiste kunne jeg så nyde synet af resten af flokken. Men der var stadig lam, der brægede. Yavapais lam… De bliver af og til væk fra hinanden og larmer en del, så jeg gik ned over marken for at føre dem sammen med deres mor. Men der var ingen Yavapai. Og så blev jeg urolig og for op mod fårehuset.

Åh, nej! I går aftes, da jeg fodrede, så jeg, at Yavapai kunne sno sig ind i det aflukke jeg har lavet af grinder i hjørnet af stalden. Her står foder til lammene, så de ved enhver lejlighed kan få kraftfoder at spise. Jeg havde åbenbart fået lavet åbningen en tak for stor sidste gang jeg flyttede med den, så Yavapai nu også kunne komme ind. Og det var jo ikke meningen. Jeg lavede åbningen i grinden et hak mindre og gik igen.
I løbet af natten er der så sket det ulykkelige, at Yavapai har prøvet at komme ind igen, og ikke har kunnet – og hvad der præcist er sket, kan jeg ikke regne ud, men hun må have siddet fast og fået grinderne væltet ned over sig og har brækket halsen. Jeg er så ulykkelig over det og helt slået ud.
Mit dejlige, unge får, der passede sine to lam så fint og som med sit temperament og personlighed allerede havde en stærk plads i flokken og i mig.
Stakkels, unge Yavapai.
Hendes lam; Dur og Mol, er heldigvis så godt på vej og velfodrede, at de nok skal klare sig, men åååh, hvor er det trist i dag.

Bunad og lam

Der er meget ro omkring Bunad og hendes lam. Hun er rolig, passer sine lam godt og de vokser, så man nærmest kan se det fra dag til dag. Det er dejligt.
Selvom de jo var tre i maven, var lammene store og vejede omkring 4 kilo ved fødslen – det dobbelte af Pages lam.
De to gimmerlam – årets sidste – skal hedde Kor og Håb!
De er rigtigt typiske Bunad-lam. Store, flotte og rolige, der løber rundt og leger og springer afsted over marken, men let finder tilbage til Bunad, når de er sultne, skal trøstes eller bare skal hygge og hvile lidt. Dejlige tøser!

Page og hendes to enlinger

Ja, det er jo selvmodsigende med to enlinger – og Page fik jo altså også tvillinger!
Men der gik lidt kludder i det for den unge mor – nok fordi Bunad blandede sig – og derfor er de i praksis blevet to enebørn.
Page er en sød og omsorgsfuld mor og hun har ikke helt glemt legebarnet, så hun løber gerne med i lammeflokkens suseture. Hendes gråhvide vædderlam trives og får masser af mælk. Han sørger for at sutte fra begge hendes patter og det er jeg glad for.
Vædderlammet vokser fra sin søster – og det synes jeg jo er lidt træls, for hun er min og mit ansvar! Men jeg kan ikke matche en tår mælk hvert kvarter! Mit lille gimmerlam er stadig det mindste, selvom hun klarer sig godt!
De to lam hedder Luft og Lyd. Luft fordi han har en lys grå og lidt “fluffy” pels- og Lyd fordi et flaskelam plejer at lave ret meget af selv samme. Ind til nu er hun nu meget afdæmpet, den Lille Lyd.
Det er ikke nogle super spændende billeder jeg har fået taget, jeg når ikke så meget mere i disse dage, men her er Page med en spisende Luft, Luft og Lyd i nærheden af hinanden (det sker meget sjældent) og så yderst den søde lille Lyd, der står og venter på “sin mor”.


Yavapais to små søde

Yavapai passer sine to små lam med stor nidkærhed. Hun laver et hulans spektakel, når et eller begge lam er taget lidt på udflugt og leger med de andre. Og jeg får fortsat mange tramp og stamp med forbenet, hvis jeg kommer for nær. Det er i sandhed en temperamentsfuld ung mor.
Lammene er ikke så store, men fulde af pep og krudt! Det var jo gode venner, der hjalp mig med at holde øje med udviklingen i stalden og så lammene først, så de har fået lov at navngive!
Gimmerlammet har en helt utrolig storkrøllet, kulsort pels – hun skal hedde Dur.
Helt overraskende kommer hendes sortgrå bror så til at hedde Mol. På billedet til højre er det Dur til venstre og Mol til højre.

Harissas to piger

Her har i Harrissa og hendes to gimmerlam. De skal hedde Vers og Strofe. Strofe var tæt på at ryge udenfor navnetemaet og blive navngivet Harry Potter på grund af den zigzaggede blis, men nu holder vi fast! Vers og Strofe!
Harissa har halsrem på, fordi jeg har haft hende under observation – og det er hun ikke vild med. Hun er lidt nemmere at få fat i, når jeg har noget at gribe i. Jeg kan ikke finde ud af Harissa i disse dage. Er hun syg, på vej mod yverbetændelse, skruphysterisk eller? Hun virker voldsomt irriteret, men hvorfor?
Sidste år har jeg skrevet, at hun er en “rolig, afslappet og omsorgsfuld mor”, men det slår altså ikke så hårdt igennem i disse dage. Hun virker som nævnt meget irriteret og lader det mest gå ud over den sortgrå Vers. Men jeg håber, at tingene falder lidt til ro, når foråret og græsset og de lune nætter udendørs indfinder sig.

Hanuns trillinger

Nu skal vi vist se at komme videre med navngivningerne. Hanuns trillinger, som jeg var til at bringe til verden, har det super godt og passes omsorgsfuldt af deres mor. Hun fik to vædderlam og en gimmer! De vokser godt og virker til at trives. Hanun holder dem ofte omkring sig, og om natten ligger de tre i en stor bunke og sover. Ret hyggeligt!

På billedet her er det så middagshvilet familien nyder sammen. De to vædderlam til venstre og gimmerlammet til højre. Jeg fortsætter den musikalske remse fra Gærdesmuttes lam, så her har vi drengene Fa (grå), So (sort) og pigen La-Ti.
Sammen med Gærdesmuttes trillinger danner de hele remsen Do Re Mi Fa So La Ti…… men jeg tror aldrig, at jeg får dem alle seks til at stille sig op i rækkefølge!

Jubilæumslam

Det første lam, der blev født i år, var lam nummer 300, der blev født her på Bjerget!
Jeg var der ikke og ved derfor ikke, hvilket af Vigdís´ fire lam, der kom først!
Men da jeg satte øremærker i , besluttede jeg, at det var Syng, der blev født først.
SYNG! – som et udbrud, en opfordring, sammenbindende for årets navnetema.
Et stort flot sortbrunt gimmerlam, der er letgenkendelig på grund af sin store blis.

Hjertet røg lige op i halsen

I eftermiddag gik jeg rundt omkring huset med mit kamera i det dejlige vejr. Jeg havde gang i en lille billedfortælling – om andet end får, for en gangs skyld – og var endt oppe på altanen. Her søgte mit blik så alligevel ned over marken, hvor jeg har forbarmet mig over flokken og ladet dem komme på græsmark et par timer hver eftermiddag.
Det så jo dejligt ud og får og lam gik fredeli……. Men hvad!!
En stor rovfugl fløj lavt hen over marken, på vej væk og på vej op med noget forholdsvist stort, tungt og mørkt! Gisp!!
Jeg brugte kameraet som kikkert, så, trykkede et par gange og fløj så afsted ned ad markvejen! Men fuglen var jo for længst fløjet med sin fangst! Jeg var simpelthen ræd for, at det var mit lille flaskelam. Jeg drønede ind på marken så hurtigt mine træsko kunne komme afsted og kaldte og søgte med øjnene rundt efter de mindste lam. Bunads lam var der, Yavapai stod med sine små her, Page og det grå lam var der og ….. Så mærkede jeg en velkendt puslen ved mine bukseben.. Pyh! Hun var der!
Siden har jeg talt og talt flere gange og når til 24 de fleste, men det er en svær øvelse at tælle lammeflokken, der sjældent forholder sig i ro.

Jeg har snakket med det mest naturkloge menneske jeg kender – og vi er enige om, at vi tror, at det er en glente, der flyver afsted med en død eller syg hare. Vi har glenter i området og ser dem ofte. Store smukke fugle og fordi de er ådselædere, tænker vi, at dyret det fløj med var dødt i forvejen. Øj, en forskrækkelse, men heldigvis kun det!

Flaskelammet med på arbejde

Mit lille flaskelam begyndte tilværelsen med med kun 2 kg krop – men heldigvis masser af livslyst og gåpåmod. Hun sutter lystigt på sutteflasken hver anden time – næsten døgnet rundt. For det er så heldigt, at hun slet ikke er sulten mellem kl. 24- 06. Der er hun så til gengæld meget sulten igen.

Men hvis jeg skal have min nattesøvn, skal hun have mange måltider i løbet af dagen, for at få nok at spise. Derfor er det lille lam med på arbejde! Jeg har lånt en transportkasse af en kollega og lagt en god bund af savsmuld, halm og hø. Her ligger lammet og sover, mens jeg arbejder – og når det så er frikvarter, så er hun og jeg ude. Hun får flaske og vi løber rundt på fodboldbane, legeplads og skolegård.
Det er en stor succes og noget af et tilløbsstykke. Hun er nok blevet klappet og aet hundrede gange dagligt, men hun klarer det fint! Når flasken er tømt, tisser hun lidt og så løber hun efter mig videre til næste stop.

I disse coronadage er skolens udendørsområder jo inddelt, så hver klasse har sit område. Derfor er jeg nødt til at flytte mig rundt så flere klasser kan møde det lille myr. Hun har heldigvis hurtigt lært at følge mig – sin nye mor. Det er en fest!