Ja, det er jo selvmodsigende med to enlinger – og Page fik jo altså også tvillinger!
Men der gik lidt kludder i det for den unge mor – nok fordi Bunad blandede sig – og derfor er de i praksis blevet to enebørn.
Page er en sød og omsorgsfuld mor og hun har ikke helt glemt legebarnet, så hun løber gerne med i lammeflokkens suseture. Hendes gråhvide vædderlam trives og får masser af mælk. Han sørger for at sutte fra begge hendes patter og det er jeg glad for.
Vædderlammet vokser fra sin søster – og det synes jeg jo er lidt træls, for hun er min og mit ansvar! Men jeg kan ikke matche en tår mælk hvert kvarter! Mit lille gimmerlam er stadig det mindste, selvom hun klarer sig godt!
De to lam hedder Luft og Lyd. Luft fordi han har en lys grå og lidt “fluffy” pels- og Lyd fordi et flaskelam plejer at lave ret meget af selv samme. Ind til nu er hun nu meget afdæmpet, den Lille Lyd.
Det er ikke nogle super spændende billeder jeg har fået taget, jeg når ikke så meget mere i disse dage, men her er Page med en spisende Luft, Luft og Lyd i nærheden af hinanden (det sker meget sjældent) og så yderst den søde lille Lyd, der står og venter på “sin mor”.