I eftermiddag gik jeg rundt omkring huset med mit kamera i det dejlige vejr. Jeg havde gang i en lille billedfortælling – om andet end får, for en gangs skyld – og var endt oppe på altanen. Her søgte mit blik så alligevel ned over marken, hvor jeg har forbarmet mig over flokken og ladet dem komme på græsmark et par timer hver eftermiddag.
Det så jo dejligt ud og får og lam gik fredeli……. Men hvad!!
En stor rovfugl fløj lavt hen over marken, på vej væk og på vej op med noget forholdsvist stort, tungt og mørkt! Gisp!!
Jeg brugte kameraet som kikkert, så, trykkede et par gange og fløj så afsted ned ad markvejen! Men fuglen var jo for længst fløjet med sin fangst! Jeg var simpelthen ræd for, at det var mit lille flaskelam. Jeg drønede ind på marken så hurtigt mine træsko kunne komme afsted og kaldte og søgte med øjnene rundt efter de mindste lam. Bunads lam var der, Yavapai stod med sine små her, Page og det grå lam var der og ….. Så mærkede jeg en velkendt puslen ved mine bukseben.. Pyh! Hun var der!
Siden har jeg talt og talt flere gange og når til 24 de fleste, men det er en svær øvelse at tælle lammeflokken, der sjældent forholder sig i ro.

Jeg har snakket med det mest naturkloge menneske jeg kender – og vi er enige om, at vi tror, at det er en glente, der flyver afsted med en død eller syg hare. Vi har glenter i området og ser dem ofte. Store smukke fugle og fordi de er ådselædere, tænker vi, at dyret det fløj med var dødt i forvejen. Øj, en forskrækkelse, men heldigvis kun det!