Det er ikke let at vente på sin flaske, synes Half Dome, når man er meget sulten. Siden billederne blev taget har jeg fået en flaske mere, så nu er der stereo-sutning på tid. Lammene skiftes til at vinde med sådan cirka ét sekund. Der kommer billeder næste gang jeg har en fotograf i nærheden, for det klarer jeg ikke også samtidig!
Bunads to førstefødte var vædderlam, kraftfulde og i gråtoneskalaen – så de blev straks opkaldt efter Yosemites imponerende stengrå stoltheder Half Dome og El Capitan. Lillesøsteren fik navnet SanFran. Bunad kunne næsten ikke gå i de første dage pga. sit enorme og spændte yver, men det aftog efter nogle dage. Hvad der desværre også aftog, var Bunads lyst til at passe alle tre lam. El Capitan og SanFran var nogle kornfede lam og godt brede over ryggen, men Half Dome voksede ikke så meget og jeg kunne iagttage, at han – trods ihærdige forsøg – blev skubbet væk fra yveret. Bunad var mildest talt ikke begejstret, da jeg forsøgte med at holde hende, så han kunne drikke – og jeg var vejen vist.
Han er jo – ligesom Badwater – bare en glad lille fyr og om muligt endnu mere sulten og forslugen. De bunder nu hver ca. 5 dl modermælkserstatning i sutteflaske på lige omkring 2 min. 3 gange dagligt, og spiser derudover wraphø og kraftfoder og en smule græs, og vokser godt.
Jeg må sige, at jeg slet ikke havde forestillet mig, at Bunad kunne finde på at vende et lam ryggen, men hun er ret konsekvent. Til gengæld passer hun de to andre meget godt!
Harissas tre lækre små tøser har det rigtigt godt og trives. Harissa er en rolig, afslappet og omsorgsfuld mor. Pigerne hedder Grace, Raveevarn og Karen.
Grace var den gade, vi boede på i San Francisco, Raveevarn vores værtinde – og Karen var vores gps, der ledte og sikkert rundt på hele turen.
Der er mange sorte lam – og det kniber mig helt at kende forskel på dem alle – så Raveevarn og Karen har jeg ikke meget styr på, men Grace er helt bedårende med sit kulsorte hoved og fine lysegrå pels, og hun er meget snakkesaglig og vil gerne kløs og kæles lidt med. En lækker flok!
Som lovet får I lige et lille skriv om min “baby” – det søde vædderlam Badwater.
Han er sød og glad for at se mig hver gang jeg kommer.
Det kan man da ikke blive andet end glad for. Også selvom man næsten ikke kan gå et skridt uden at falde over ham.
Badwater er jo nu ved at være en stor dreng og har masser af appetit. Han fordoblede sin fødselsvægt på knapt 14 og trives godt i flokken. Han er med, når der skal løbes stærkt og leges, han ligger i lammeflokken til middagshvilet og er en integreret del af fåreflokken. Mor er glad og stolt.
Anab med hendes lam er jo lidt en todelt størrelse, men begge hold trives og har det godt. Anab fik tre lam, gimmer, vædder, gimmer og ville kun passe pigerne. Samtidig gik det op for mig, at Anab stod med kun et halvt yver, så det var nok meget godt, at hun kun skulle passe to. Det gør hun til gengæld også fint. Pigerne trives og har det fint.
Anabs lam er en af de søskendeflokke, der ikke har fået geografisk sammen-hængende navne. Der var andre hensyn. På billedet her har vi det førstefødte, meget smukke gimmerlam Yosemite nærmest Anab og det kulsorte lam Santa Cruz. De er et par vældigt fine piger, der vokser og stortrives. Men det er ikke nogen jeg får lov at komme meget i nærheden af.
Det får jeg jo til gengæld med deres bror. Her var jeg heldig at få et billede af de tre søskende sammen i solen. Farverne på de to lam er jo lige til sand og tør jord, men at døbe et lille lam Death Valley, det kunne jeg ikke! Yosemite forrest, Santa Cruz sover tungt og så den lille charmør længst til højre, der med sine sand-, sten- og salt-farver lige fra første øjeblik har heddet Badwater – en udtørret saltsø i Death Valley, der med sine 86 m under havoverfladen, er det laveste punkt på den vestlige halvkugle. Et ret fascinerende sted.
Og Badwater kommer I til at høre mere om – han er et kapitel for sig.
Jeg kan huske det fra de tidligere år: På et tidspunkt får jeg for meget at lave med får og lam til at kunne følge med til at få navngivet alle lammene og præsenteret dem ordentligt her på siden. Men de skal jo passes – og så må en del andet vige. Og lammene er skam navngivet, selvom det blev en lidt mere rodet “rejseplan” her til slut, for at få det til at gå op med navne, køn, farver mm.
Hanun har fået to store dejlige lam –
en vædder og en gimmer.
Lammene hedder Mammoth (og) Lakes – efter et flot skisports-vandre-naturområde, hvor vi overnattede mellem Death Valley og Yosemite.
Hanun passer sine lam godt – og meget. De skal ikke vige mange tommer fra hende, før hun bliver meget urolig og larmende.
For en uges tid siden var lammene faldet så godt i søvn længere nede på marken, at de ikke opdagede, at deres mor løb op til stalden, da jeg kom med foder.
Da Hanun lige havde stillet den værste sult, opdagede hun, at lammene ikke var med hende – og så gik hun helt i panik. Hun løb frem og tilbage – lidt ud over marken, tilbage til flokken, rundt og snuse og lede og så ud på marken i galop igen – alt imens hun brægede højt og konstant. Til slut forbarmede jeg mig over hende og gik med ud for at lede – og så lå de bare lige så sødt ved siden af hinanden i solen og sov tungt. Hanun havde fulgt efter mig, da jeg gik over marken og glæden var stor, da hun fik øje på de kære små.
Som det fremgår af billedet passer Blis stadig alle tre lam – og det er skønt!
Af billedet skulle man jo også tro, at hun er tre-pattet, men det er altså ikke tilfældet! To vædderlam på fløjene – bemærk de lysere grå løgposer – og den lille pige i midten! Det er svært at træffe dem i samlet flok med hovederne fremme, så her får i dem midt i aftensmaden.
Gimmerlammet hedder Zion – efter den meget smukke nationalpark og vædderlammene Glacier Point til minde om vores flotte vandretur i Yosemite.
Påskedags formiddag – lige inden jeg skulle ind og synge morgensang – gik jeg ud for at se, om alt stod fredeligt til i stalden. Og det gjorde det sandelig, men der skete alligevel noget.
Bunad stod i afdelingen for de gravide og var ved at slikke et sort lam! Oh, hvilken lykke!
Så der blev ingen morgensang for mig. Istedet satte jeg mig ned på en skammel og nød at have tid og ro til bare at sidde og følge med i, at et lille nyt liv var kommet – og om flere kom til. Nogen kan måske mene, at nu har jeg set det flere gange og skrevet om det og hvor spændende kan det lige være, men jeg synes altså, at det er ret fascinerende hver gang.
En lille stump magi, livets gang og tilblivelse, skrøbelighed og styrke. Ren nydelse!
Og der kom flere. Vædder, vædder, gimmer ! Fantastisk!
Jeg havde ro til at liste lige så stille rundt og tage billeder af selve fødslen. Hvis man synes det ikke er rart at se på, så skal man jo bare lade være, men ellers så klik på dem, så de bliver større og I rigtigt kan se, hvor smart og smukt det er.
Det første billede viser det allerførste kig, til den vandblære lammet ligger i, på det næste kan man faktisk se to blærer, men vædderlammet i den største vil først ud. Man kan se de hvide “beskyttelseskanter” på de små klove, så er forben og hoved født og så går det stærkt og hele lammet skubbes ud, Bunad rejser sig og slikker fosterhinde og fostervand af lammet
Jeg har jo fået baby! Masser af fast arbejde og flaske hver 3. time (undtagen kl. 03, hvor jeg simpelthen springer over!). MEN også bare en sød og charmerende lamme-knægt, med masser af mod på tilværelsen.
Anab besluttede sig jo for ikke at ville passe sit midterste lam! Og med opdagelsen af, at hun kun har et halvt funktionelt yver, én pat altså, så ville det under alle omstændigheder blive nødvendigt med hjælp til at passe tre lam! Så det er såmænd helt fint, når det nu skal være.
Lammet vejede knapt 4 kilo, da han blev født – og drikker nu 7 gange i døgnet næsten 2 dl fed og lækker modermælks-erstatning. Det tager lidt over 2 minutter for ham at suge det i sig. Jeg kunne ikke gøre det efter, selvom det bare var vand. Han er begyndt at følge flokken og færdes sammen med nogle af de andre lam. Det er rart! Men når han ser og hører mig, kommer han susende og følger mig, hvor jeg går som en lille hundehvalp, og bræger kaldende, når jeg efterlader ham bag et hegn han ikke kan hoppe igennem. Han er en helt igennem kær lille sag, så vel er der meget arbejde i et flaskelam, men der er også meget hygge, nus og nåååh.
Jeg har jo været noget spændt på, hvad Harissas tykke mave indeholdt! Var der to store lam? Var der tre eller fire? Kunne hun selv klare at få dem ud? Spændingen havde bredt sig i familien, så mine børn – når de ringede hjem for at høre, hvordan det gik med deres forældre i disse tider – også spurgte: Hvordan går det med Harissa?
Nu kender vi svarene! For samtidig med, at Anab læmmede, lagde Harissa også kraftigt an til handling. Og da Anab var færdig (eller næsten færdig altså) med at få lam, kunne jeg se, at der var brug for hjælp. Harissa pressede og skubbede uden den ringeste effekt. Ved fælles hjælp fik Harissa og jeg tre små sorte frøkener bragt til verden. Alle tre lå sådan, at de ved hver ve, skubbede forbenene lige op i ryggen på deres mor og slet ikke havde retning af livmoderhalsen. Når jeg havde fået lammene lagt i den rigtige position kunne Harissa selv føde dem. Jeg hjalp hende lidt med den sidste, for hun var ved at være træt. Hun har måske været i gang noget tid, før jeg kom til. Men hold da op, sikke en morgen. Inden kl. 8 havde jeg fået 6 lam – heraf ét som jeg var blevet mor for! Tju hej!
Få timer efter var de tre små skønheder ude i solen og nød livet! Ikke særligt samlet, så I må vente med et familieportræt til navngivningsfesten!
