Jeg har jo været noget spændt på, hvad Harissas tykke mave indeholdt! Var der to store lam? Var der tre eller fire? Kunne hun selv klare at få dem ud? Spændingen havde bredt sig i familien, så mine børn – når de ringede hjem for at høre, hvordan det gik med deres forældre i disse tider – også spurgte: Hvordan går det med Harissa?

Nu kender vi svarene! For samtidig med, at Anab læmmede, lagde Harissa også kraftigt an til handling. Og da Anab var færdig (eller næsten færdig altså) med at få lam, kunne jeg se, at der var brug for hjælp. Harissa pressede og skubbede uden den ringeste effekt. Ved fælles hjælp fik Harissa og jeg tre små sorte frøkener bragt til verden. Alle tre lå sådan, at de ved hver ve, skubbede forbenene lige op i ryggen på deres mor og slet ikke havde retning af livmoderhalsen. Når jeg havde fået lammene lagt i den rigtige position kunne Harissa selv føde dem. Jeg hjalp hende lidt med den sidste, for hun var ved at være træt. Hun har måske været i gang noget tid, før jeg kom til. Men hold da op, sikke en morgen. Inden kl. 8 havde jeg fået 6 lam – heraf ét som jeg var blevet mor for! Tju hej!
Få timer efter var de tre små skønheder ude i solen og nød livet! Ikke særligt samlet, så I må vente med et familieportræt til navngivningsfesten!