Jeg er ikke i tvivl, når jeg er ude i folden og der er en, der bider i mit tøj. Gardermoen er vild med opmærksomhed og får den gerne ved at tage fat i mit tøj og hive i det.
Det er sjovt, synes han. Her har han fået fat i kjolekanten. Det er ok! Det er straks værre, når han får fat i et stykke med bukseben – og et stykke skind inden under også! Av for den!
Efterhånden som får og lam får gnavet græsset ned bliver det tydeligt. Jorden er knastør og græsset er brunt i bunden og vokser ikke. Der er virkelig forskel på striberne på marken. Hvor fårene har gået og hvor der lige er lukket op.
I går åbnede jeg til det sidste stykke med langt frisk græs på denne fold – og endnu engang var jeg en populær skikkelse. Forskellen er også tydelig! Nu må vi håbe at meteorologernes varsler om regn holder stik, så græsset snart kan komme i gang igen.
Pyt har det sorte gimmerlam Bunad og det hvide vædderlam Gardermoen at passe på i år. Pyt er jo en meget erfaren og god mor og det er et par rigtigt fine lam. De er dejligt præget af deres mors kæle-lyst og store tillid til mig, så det er nogle af de lam, der gerne vil snakke og ihvertfald gerne vil være i nærheden og hive lidt i mit tøj. Det gør så også, at de faktisk er nogen af de sværeste at fotografere, for de kravler alle tre gerne helt ind i kameraet. Men søde og lækre – det er de bare!
Ja, vi savner fårene herhjemme – og det er jo ikke så mærkeligt! Det sjove er, at det virker som om fårene savner mig og de hjemlige omgivelser mindst lige så meget. De kommer susende i samlet flok, når jeg viser mig derude. Så skal de kæles med og snuse og puffe og bliver ved med at stå rundt om mig og følger mig rundt. Det gør de altså ikke hjemme. Der er der jo gange, hvor de knapt gider komme, når jeg kalder. Og det er ikke, fordi de er sultne. Der er rigeligt med græs – som de gladeligt forlader for at hilse på mig!
Det er vældigt godt for mit fåremor-selvværd, men det besværliggør helt sikkert mit lille 
projekt med at få taget fotos af de sidste familier. Det er næsten umuligt at komme på afstand af fårene, sætter jeg mig på hug, så kommer motiverne straks hen og vil snakke – eller andre puffer til mig bagfra. Derfor må I bære over med de ikke altid helt rolige og fine billeder. Men hyggeligt det er det – jeg nyder det bestemt!
Anab er jo en af førstegangs-mødrene, men hold da op en sej lille én af slagsen. Hun passer simpelthen sine to drenge, Sorti og Lille Gut, så flot, så de er fine og udfyldte og fulde af kraft. Hun selv er så absolut den tyndeste af de tre.
Sorti var halt i nogle dage, og jeg kunne simpelthen ikke finde 
ud af hvad der var galt, men nu er det væk igen. Han har måske trådt forkert eller noget. Heldigvis er det ihvertfald væk igen!
Billederne her er – som I sikkert fornemmer – taget i hver sin ende af folden. På det første stykke, der nu er gnavet godt ned- og så på det næste stykke græs, som jeg har åbnet op for. Og der er det svært at få fårene til at løfte hovederne.
Ja, de to bliver jeg bare mere og mere glade for. Aisha er så sød og glad.
Hun kommer gerne hen og skal have en lille sludder. Sidste års sutteflasker er ikke helt glemt!
Og så er Oslo bare et rigtigt stort og flot gimmerlam – med en dejlig krøllet uld.
Et rigtigt fint par – det er lige, hvad de er.
Gærdesmutte med børn er absolut ikke let at få fat i. At få samling på tre børn og få dem til at se nogenlunde fotogene ud på samme tid, det ved vi fra os selv – det er svært. Men her lykkedes det alligevel og med dem vil jeg fortsætte min lille tour gennem hele flokken.
Aker, Tøyen og Frogner til højre vokser godt og det er ikke til at se på dem, at de har været tre om at deles. Frogner er lidt mindre end de to andre, men det er meget almindeligt, at et gimmerelam ikke vokser helt så hurtigt som vædderlammene.
Jeg savner helt sikker at have fårene hjemme på eget græs, men det er nu også hyggeligt med den modtagelse jeg får, når jeg kommer på det daglige besøg ude på græsmarken. Flokken kommer løbende med stor entusiasme for at hilse på mig.
I dag havde jeg slikstenen med og det vakte også stor glæde og 
begejstring. Men endnu større blev glæden, da de opdagede, at jeg ville flytte hegnet og dermed give adgang til mere græs. De var nemlig ved at være i bund med græsset på det første stykke. Ja ja, der er mange måder at blive populær på.
Og så var det igen kun til at se bøjede hoveder, der spiste græs.
Som jeg vist forudsagde på et tidligere tidpunkt, er Lofoten ikke et lam, jeg har meget med at gøre. Sådan er det ofte med Myses lam – med søde MØ som undtagelsen. Myse har fået den ide, at jeg er forholdsvis farlig, og det lærer hun naturligvis videre til sit barn.
Men Lofoten ser ud til at have det godt. Hun er jo enebarn, men finder let legekammerater i flokken og hygger sig der.
Med Synne er det lidt lige så – jeg snakker ikke meget med hende. Men jeg arbejder nok heller ikke meget for det. Gaudas lam er fine, men det er ikke nogen der skal blive her. Desværre blev det jo også kun til ét levende her, men hun har det ihvertfald godt og “skummer” hver dag fløden hos sin mor. Her er de fundet – måske ikke så flatterende, men – i den samme græsrundgang
Blomst fik jo kun et enkelt lam i år. Til gengæld er han et flot langlemmet vædderlam, der er flokkens absolut bedste springer. Vebjørn hopper med stor elegance over de andre lam, hvis de står i vejen, sin mor, hvis hun ligger og hviler – eller mens de endnu var hjemme i stalden og skulle fodres, så beskrev han en flot blød bue ud gennem gitterværket, så han kunne spise med fra den anden side.
Oven i det har Vebjørn en smuk grå pels, der nok skal komme til at gøre lykke på et senere tidspunkt (men det taler vi ikke om endnu 😉 )