Som jeg vist forudsagde på et tidligere tidpunkt, er Lofoten ikke et lam, jeg har meget med at gøre. Sådan er det ofte med Myses lam – med søde MØ som undtagelsen. Myse har fået den ide, at jeg er forholdsvis farlig, og det lærer hun naturligvis videre til sit barn.
Men Lofoten ser ud til at have det godt. Hun er jo enebarn, men finder let legekammerater i flokken og hygger sig der.

Med Synne er det lidt lige så – jeg snakker ikke meget med hende. Men jeg arbejder nok heller ikke meget for det. Gaudas lam er fine, men det er ikke nogen der skal blive her. Desværre blev det jo også kun til ét levende her, men hun har det ihvertfald godt og “skummer” hver dag fløden hos sin mor. Her er de fundet – måske ikke så flatterende, men – i den samme græsrundgang