Kategoriarkiv: Lam

Øremærkning

IMG_9175Så er alle 24 lam blevet øremærket! Det gik faktisk nemt og rimeligt hurtigt. Jeg havde lavet listen klar på forhånd, så jeg havde helt styr på hvilke lam, der skulle have hvilke numre. Jeg tænker altid, at det ikke er verdens sjoveste …, men lammene tager det altså ret roligt. De fleste reagerer nærmest ikke, andre ryster lidt på hovedet bagefter og en enkelt skulle skynde sig hen til mor og blive trøstet. De fik alle en god kløtur af mig og blev kigget lidt efter i sømmene!
IMG_9179Der var lige et par af de sorte, hvor jeg var lidt i tvivl og måtte stå og holde øje med, hvem de diede ved, men ellers kan jeg endnu kende deres små ansigter. De bliver mere ens efterhånden som de vokser til, synes jeg. Her er det Rosé øverst – og Moét, der læser med på listen.

 

3 champagnedrenge

Lige før vi nåede hjem til Bjerget fredag nat, lagde Terne sig og fødte 3 små hvide vædderlam! Det er lidt sjovt, at Blishønen får tre sorte væddere og Terne tre hvide.
De to mødre er jo helsøstre fra Pyt´s firlinge-kuld.
Terne var frisk og godt tilpas, men også lige ved at se ud til at tage Myses hvide lam med i flokken! Jeg fik hende og lammene sat i boksen for sig selv, så de lige kunne få lidt fred sammen! IMG_9078De er bare nogle søde små størrelser på 2,5 kg hver.
Min ældste søn, som har stået for hele årets navnetema, var hjemme i denne weekend, og han har navngivet de syv fredagslam! Han synes, at tre så fine hvide lam smagte lidt af bobler, så her ser I Ruinart, Krug og Bollinger – alias “Champagnedrengene”

Myse – nu med lam

Der skete jo som sagt ting og sager fredag nat! Da jeg kom ud i stalden fredag nat, stod der en hel masse lam jeg ikke havde styr på. Jeg måtte lige studere dem lidt, før jeg fandt ud af, hvem der hørte sammen med hvem!
IMG_9072Disse to flotte lam fandt hen til Myse og fik kærlig pleje der – og så var jeg jo glad!
Det havde nogle minutter set ud som om hun kun havde fået et lam – og det synes jeg måske ikke helt var nok til den store mælkeproducent!
Velkommen til to flotte vædderlam!
Den hvide er Malbec og den sorte Mâcon!
De har fra begyndelsen haft masser af kraft og får oceaner af mælk, så de skal nok blive et par flotte fyre!

Blomst klarede det flot

Allerede da jeg skulle afsted mod København fredag eftermiddag, kunne jeg se, at Blomst lagde an til at føde! Jeg var lidt beklemt ved situationen, for dyrlægen havde sagt, at jeg skulle holde ekstra øje med hende. Ja, faktisk ringede han for en uge siden, for at spørge, hvordan det var gået med hende. Respekt!!
IMG_9066Nå, men jeg kunne ikke helt skippe turen og koncerten, så mand, datter og søn lovede at holde godt øje – og allerede inden vi nåede hovedstaden indløb der besked om, at Blomst var nedkommet med to små sorte vædderlam og havde klaret det hele selv!
Det var bare en god besked og aldeles let om hjertet kunne jeg nu nyde udflugten.
De to små myr er her i dag blevet navngivet Cote du Rhone og Cote de Beaune!
I daglig tale bliver nok bare til Cote og Cote 😉

MØ giver koncert – med MØ

I sidste uge hørte jeg i radioen, at “Smag på P3”  arrangerede en koncert med MØ og at man måske kunne vinde billetter, hvis man skrev en mail med en god MØ-oplevelse.
Jeg havde jo netop samme dag haft den gode MØ-oplevelse, at mit lille unge får MØ havde fået det fineste lam.
Så jeg skrev en mail – også fordi en god veninde ønskede sig en oplevelse i fødselsdagsgave.
Og i fredags blev jeg ringet op af P3 og fortalte i “Smag på P3” om MØ og hendes lille lam. Det synes de var sjovt, tror jeg! Jeg kan forestille mig, at de fleste andre har skrevet ind med forskellige koncertoplevelser, hvilket jo er meget naturligt!
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p3/smag-pa-p3-2015-03-20#!/01:47:32

IMG_9065Jeg var så dødheldig at vinde to billetter, så i eftermiddag damper vi to “fåremadammer” til staden og får en anden og rigtig spændende MØ-oplevelse. Det glæder vi os bare til. Tak til Ditte og Cathrine – og MØ!

Da jeg skulle have MØ´s lam skrevet op i den store bog, opdagede jeg noget sjovt. MØ´s lille lam Merlot er født på hendes 1 års fødselsdag.

Hurra, hurra, Persille!

IMG_8874Da jeg kom hjem fra arbejde fredag midt på eftermiddagen – lidt træt, må jeg indrømme – stod Persille inde i stalden og nussede om to store fine lam!
Et sort og et hvidt vædderlam. Hurra, hvor blev jeg glad – allermest på Persilles vegne. Jeg havde været lidt nervøs for hende, for hun var stor og tyk – og tænk nu, hvis hun lige som sidste år kun havde et lam i sig!
Men heldigvis! To lam, som hun selv kunne føde og passer så godt! Pyh, det var godt!
Det havde hun virkelig fortjent! At jeg så i særlig grad havde ønsket mig et gimmerlam fra Persille er jo en anden sag! Man kan jo ikke få alt, og to fine lam og en god barsel til hende, det var vigtigst! Hurra for Grand og Cru.

Natsorte trillinger

Natten mellem torsdag og fredag – efter en 4-5 timers søvn – slog jeg pludselig øjnene op. Uret viste 03.48. Det var en lyd, der havde vækket mig.
Ude fra fårestalden lød et kraftigt mæææ. Der var én, der mente det! Jeg fór ud af sengen,  i den tykke kedeldragt og ud i stalden. Blishønen stod med et lille bitte sort lam, helt tørt og fint. Hun ville tydeligt gerne føde et lam mere, men det sad bare fast. Jeg kunne mærke hovedet, men kun spidsen af forbenene – så de var ikke ordentligt strakt ud. Hun pressede så hårdt, at jeg under ingen omstændigheder kunne få lammet lidt tilbage, så der var ikke andet at gøre end forsigtigt trække et forben fri af gangen – og da de først var strakt, gled resten let. Et noget større kulsort vædderlam! Pyha, sikke dejligt, at jeg nåede herud!
Den lille førstefødte havde nok været født i noget tid, helt slikket tør og rimelig sikker på IMG_8867benene, så Blis havde kæmpet i længe! Mens jeg stod der glad og lettet og betragtede det nyfødte lam, der blev slikket og nusset, trak Blis lige maven lidt sammen og … plub ….
Så kom der lige et lam mere! Endnu et sort vædderlam, men ham her med hvid mule, pandehår og halespids og et par hvide koder! Fint med et par små kendemærker i forhold til de to første.
Da alle lammene var kommet på benene og havde fået den første tår, var der lige tid til en halv time under dynen inden vækkeuret sang! Men skidt med det, når bare det går godt!
De tre små størrelser her er altså næsten for små til deres fine navne. Brunello , Amarone og Ripasso med de hvide aftegninger. Især Brunello er mindre end sit navn, men de skal nok vokse sig større!

 

Gauda får to lam i år

IMG_8859Torsdag aften gik jeg fra stalden lidt før kl. 19, hvor alt åndede fred og ro og alle stod og gumlede. Da jeg så kom derud igen kl. 20.30 havde Gauda lige født disse to små fine gimmerlam! Hun virkede lidt fortumlet over, at der var to – det har hun ikke prøvet før – så jeg satte hende ind i min lille ekstra-boks, så de tre i fred og ro kunne vænne sig til hinanden. Sikke en fryd! De tre faldt til ro, der blev slikket og nusset og lammene blev navngivet Gamay og Syrah.
Jeg sad ude i stalden resten af aftenen og nød synet af alle de får og lam, men måske allermest den ro, der er i stalden, når fårene gumler hø, tygger drøv, slubre vand eller nusser deres lam. Klokken 23 var jeg lige ved at falde i søvn på min halmstak, men blev så enig med mig selv om, at jeg nok hellere måtte krybe ind i min egen køje.

Et solskinslam

IMG_8818I det pragtfulde solskinsvejr lagde Gro sig ud på marken torsdag eftermiddag og fødte et stort vædderlam! Min søn havde kigget til flokken ved 13-tiden og da jeg kom hjem ved 15.30-tiden gik hun fredeligt rundt på marken!
Meeen …… var der ikke nogle ekstra ben der omme bag al ulden?
IMG_8819En ordentlig basse! Jeg kunne ikke lade være med lige at veje ham – og han vejede 5,25 kg. Han har haft al næring fra sin store mor for sig selv!
Jeg havde jo sådan set helt klart forventet to lam fra Gro – en voksen dame i sin bedste alder – men man kan jo ikke få det hele IMG_8824og det er altså svært at klage, når hun selv klarer det hele så fint – og solen skinner så pragtfuldt!
Jeg havde ikke troet, at jeg skulle have en “Dom Perignon” – men det må da vist være ham her!

Sylfidens lam

IMG_8786Da jeg kom ud i stalden onsdag aften stod Sylfiden i det ene hjørne af stalden og nussede om to små fine lam! Nåh, hvor var de også søde! Et sort og et gråt gimmerlam! Så fine! Velkommen til jer!
Men sjovt, så forskellig deres uld er.
Den ene med store bløde sort krøller og den anden med de typiske gotlandske små grå proptrækkerkrøller!
Den sorte hedder Clicquot og den grå Rosé.