Natten mellem torsdag og fredag – efter en 4-5 timers søvn – slog jeg pludselig øjnene op. Uret viste 03.48. Det var en lyd, der havde vækket mig.
Ude fra fårestalden lød et kraftigt mæææ. Der var én, der mente det! Jeg fór ud af sengen,  i den tykke kedeldragt og ud i stalden. Blishønen stod med et lille bitte sort lam, helt tørt og fint. Hun ville tydeligt gerne føde et lam mere, men det sad bare fast. Jeg kunne mærke hovedet, men kun spidsen af forbenene – så de var ikke ordentligt strakt ud. Hun pressede så hårdt, at jeg under ingen omstændigheder kunne få lammet lidt tilbage, så der var ikke andet at gøre end forsigtigt trække et forben fri af gangen – og da de først var strakt, gled resten let. Et noget større kulsort vædderlam! Pyha, sikke dejligt, at jeg nåede herud!
Den lille førstefødte havde nok været født i noget tid, helt slikket tør og rimelig sikker på benene, så Blis havde kæmpet i længe! Mens jeg stod der glad og lettet og betragtede det nyfødte lam, der blev slikket og nusset, trak Blis lige maven lidt sammen og … plub ….
Så kom der lige et lam mere! Endnu et sort vædderlam, men ham her med hvid mule, pandehår og halespids og et par hvide koder! Fint med et par små kendemærker i forhold til de to første.
Da alle lammene var kommet på benene og havde fået den første tår, var der lige tid til en halv time under dynen inden vækkeuret sang! Men skidt med det, når bare det går godt!
De tre små størrelser her er altså næsten for små til deres fine navne. Brunello , Amarone og Ripasso med de hvide aftegninger. Især Brunello er mindre end sit navn, men de skal nok vokse sig større!