Hele påske gik uden flere læmninger og børn og børnebørn på påskeferie måtte rejse hjem uden at se nogle helt små nye lam. Men mandag sidst på eftermiddagen lagde Aisha sig endelig ned og pressede. Hun havde lignet en, der var på nippet til at læmme i dagevis. Men nu kom de! Jeg krydsede fingre af al kraft, for jeg ville så gerne have et gimmerlam eller to fra Aisha. Det er nok hendes sidste lam. Men lige meget hjalp det. Aisha fødte to flotte, friske og ret store vædderlam. Det var hårdt for hende og jeg måtte hjælpe med den sidste, der lå baglæns. Hun var tydeligt udmattet bagefter Men nu efter et par dage med “special treatment”, er hun helt ovenpå igen – og hun passer som altid sine lam med stor ro.
Så nu har jeg 11 lam som mødrene selv passer. Det er skønt og ret flot med kun fire får, der har læmmet. Det virker som om, det er en vædder med mange y-kromosomer i sprøjten, jeg har haft på besøg. Ud af de 11 lam er der 9 væddere og kun 2 gimmerlam. Men nu må vi se, hvad de tre får, der endnu ikke har læmmet, får. Det kan være, at de bryder tendensen.
Et helt umuligt billede – der tydeligt viser, hvor svært det er at få et samlet billede af de tre mødre med hver tre lam, men man kan se alle ni! 5 sekunder før stod fårene simpelthen så fint på stribe, med lammene foran sig, men så gik Vigdís to skridt, Oslo sænkede hovedet og Nuuks lam løb bagud! Bum! Væk var motivet – og alt det hele foran et fint træ i grim plastvandingssæk. Godt, jeg ikke skal leve som fotograf! Men herunder, delt op i tre portioner, kan I se lidt mere vellykkede fotos af de tre familier. Oslo, Nuuk og Vigdís med hver tre lam. Herligt.
Mandag morgen vågnede jeg – af en eller anden grund – klokken 04.40. Jeg åbnede for min FarmCam-app på telefonen som (kun) i denne tid ligger på sengekanten. Mit unge førstegangsfødende får Nuuk stod med et lam. Jeg stod op og ville ud at se om, alt gik som det skulle. Hun har været så tyk, at jeg var sikker på, at hun ville få et lam mere – og det ville jeg da gerne sidde og se på. Nuuk stod roligt og slikkede et lille loddent vædderlam. Jeg indrettede mig med et sæde/ryglæn af halm og forventning i maven. Nuuk gav sig til at presse igen, men der skete ikke rigtigt noget. Jeg kunne mærke forbenene kort inde, men de blev mere presset op i ryggen på Nuuk end ud og så snart jeg lige fik dem drejet frem, klarede hun fint at få lammet ud selv. Sikke da en lykke! I det øjeblik jeg lettede mig fra mit halmsæde langs den ene væg for at hjælpe Nuuk, overtog Vigdís pladsen. Hun lagde sig ned, løftede sig op på forbenene og stemte imod og efter to kraftige pres, kom vandblæren til syne. Hun lagde sig og pustede et par minutter, stemte sig op på forbenene igen og pressede til. Kun fordi jeg var der, hjalp jeg lige med at få forbenene strakt, da lammet var halvvejs, men ellers havde hun fint klaret det alligevel. Et flot stort vædderlam! Whao, Vigdís er sej! Da jeg vente mig om, stod Nuuk også med endnu en vandblære. Hmmm – selvom hun er en voksen 2-åring, så er hun førstegangsmor og jeg havde bestemt håbet på, at hun “kun” skulle have haft to lam. Det kunne jeg godt have undt hende. Da Nuuk begyndte at presse denne gang, kunne jeg mærke, at hun var ved at være godt træt. Jeg tror, hun har stridt en del i løbet af natten, for at få det første lam ud, og nu var der ved at være udsolgt. Problematikken var den samme, med forbenene pegende opad, men ved fælles hjælp fik vi det tredje lille vædderlam til verden. De er friske og levedygtige alle tre og Nuuk virker meget omsorgsfuld og kærlig overfor dem alle tre.
Vigdís havde også travlt med at slikke sit lam, men samtidig kunne jeg fornemme, at hun gjorde “klar”. Det gjorde jeg så også – og da hun 20 minutter efter den første “satte” sig til rette, var jeg klar med kameraet. I skal få hele fødslen en anden dag. Men nu lagde hun sig altså, pressede vandblæren ud, slikkede sin førstefødte, og pressede så en stor flot søster ud til ham! Imponerende! Jeg gav mig til at servicere de fødende! Egen boks, lunt vand, masser af hø og en lille smule foder. Alt imens jeg forventede, at Vigdís efter 20 minutter igen ville presse et lam ud, for der var en tydelig vandblære mere. Men det trak ud og trak ud. Da efterbyrden begyndte at komme, måtte jeg mere og mere hældede til, at der måske alligevel ikke var tale om en vandblære, men bare hinder, der tilfældigvis var fulde af vand – eller, at der måske kom et dødfødt lam sammen med moderkagen. Men lidt før 11 – mere end 3 timer efter det andet lam – kom der en lillebror ud sammen med efterbyrd og moderkage og i den anledning noget mere rød af blod en vanligt – men frisk og frejdig! Og Vigdís var heldigvis ikke i tvivl om, at det var hendes lille guldklump og hendes ansvar! Sikke en skøn morgen! Et ungt og et erfarent – men to meget seje får! Og seks fine lam!
Søndag sidst på eftermiddagen fik Oslo årets første lam. Sikke en lykke! Allerede lørdag eftermiddag begyndte hun at gøre tegn til læmning, så jeg troede egentlig at der ville være lam i løbet af natten. Men der kom ingen lam – og heller ikke i løbet af formiddagen. Vi skulle på visit om eftermiddagen, men på et tidspunkt kiggede jeg på min staldkamera-app, og så var det tid at komme hjem. På turen hjem kunne jeg se Oslo presse voldsomt og hårdt, uden synligt resultat, så jeg belavede mig så småt på, at jeg skulle hjem og assistere. Men da jeg kom ud i stalden var et lam lige præcis blevet presset ud og Oslo var i fuldt gang med at slikke det. Efter 5 minutter kom endnu et lam til verden og 20 minutter efter igen kom så det tredje! Et gimmer- og to vædderlam. Oslo nussede og puslede, slikkede og sagde søde lyde, så alt var en fryd. Jeg kunne nøjes med at nusle og pusle om hende og sørge for en lille barselsboks, lækkert hø, lidt foder og lunt vand i spanden. I dag har den lille familie været ude en lille stund, men vinden var for skarp, tror jeg de synes, så de trissede ind i den lune halm til en tår mælk og en lille søvn. Mega sejt, lille Oslo! Jeg tror, hun stred virkelig meget for at få den første ud, men nu er alt fryd og gammen – og jeg krydser fingre for, at hun fortsætter med at passe alle tre. Herunder er de alle tre – oven i købet i fødselsrækkefølge!
Jeg har her sidst på vinteren døjet noget med ondt i især højre skulder, ind imellem afløst af meget ondt i skulderen – så jeg har været noget usikker på årets forårsklipning! Men det hastede jo ikke, har jeg tænkt, og det måtte komme, når det kom. Og det var så i dag! Hvad der stak mig, ved jeg ikke – måske en kombination af god skulder-dag, den milde luft og en fridag – men pludselig var jeg i gang. Hvem der skulle klippes først, afgjorde fårene selv, for jeg åbnede bare døren, og tænkte at så kom Nuuk nok ud. Og ganske rigtigt! Så hun var heldig at få den første klipning i år! Klipperen drillede, men det lykkedes da og skulderen gjorde ikke mere ondt end før, så jeg fik klippet Kuzmina også. Skønt! Så er jeg i gang – og allerede færdig med den første fjerdedel. Der er fordele ved en lille flok!
Både Nuuk (til venstre) og Kuzmina var meget mørkegrå til middag, men nu er de grå lokker faldet og de fremstår helt sølvhvide. Omkredsen om maven er blevet mindre, men til gengæld er det mere tydeligt, at der er små på vej!
Her over har I de 8 skønne damer, der har overvintret hos “Får på Bjerget”. I læseretningen har I Nuuk, Kuzmina, Bunad, Vigdís, Oslo foran Aisha, Quito og Mi. Det har været en rolig og forholdsvis begivenhedsløs tid – måske undtaget den megen nedbør fra oven i forskellige former. Her på Bjerget elsker vi sne og frost og synes det langt er at foretrække for al den vand, der bare giver mudder, beskidte ben og pelse og ømme klovspalter! Så vi har ingen klage over vinteren, som I kan se herunder. Men nu er foråret på vej og med det et af årets absolutte højdepunkter: Lammene – de bedårende små forårsbebudere – kommer inden længe. Det fremgår tydeligt af livviden på flere af fårene. Jeg er ret sikker på alle undtagen Quito – men håber meget, at hun også har lidt guld i maven. Med Kuzmina er der ihvertfald ingen tvivl – og selvom man ikke kan se det på billedet herover, bliver det sandsynligvis Oslo, der lægger først ud i løbet af den kommende store uges tid …. måske …. vil jeg tro!
Det blæsende regnvejr gik senere samme dag efterhånden over i sne og frost – men i en langt mere afdæmpet version end i de nordligere egne. Fårene har det skønt i frost. Deres uld holder dem varme og underlaget er mere tørt end i det sjaskende pløre, vi har haft en tid. Stalden er tør og lun og der er hø, halm og foder og vand i spanden. Porten ud til folden er frosset fast, så jeg har lavet en alternativ udgang gennem fordøren, så fårene stadig kan komme ud og strække benene!
Udenfor brøler blæsten i trækronerne og regnen pisker ned. Det suser i staldens grønne net, vandet driver ned ad væggene og portene klapre i vinden. Men inde i halmen hos fårene er der læ og sælsomt tyst, trods vejrets larmen. Dyrene plejer at kunne gå ud og ind som det passer dem – og det gør de så – men nu er døren lukket! Vind og regn kan blive ude – så nogenlunde i hvert fald. Hø og halm kan gumles, men ellers ligner det en stille dag for fårene. Jeg har været ude at grave render, så vandet kan løbe væk fra fårehuset i stedet for at søge ind på gulvet. For altså – hvor er der meget af det vand! Også her på Bjerget! Men vi skal ikke klage – jeg kan få det til at løbe væk! Det er på dage som i denne, at jeg bliver mindet om, at jeg elsker mit fårehus. Der er så fin plads til at mine 8 får kan futte lidt rundt, spise lidt og tage sig en slapper, mens uvejret raser udenfor!
